>At det ikke var noget<

»Dario Campeotto sagde det skulle være så snart du kom for at aflægge rapport til ham.« Nadia kunne lide ham, og hun kunne se, at han var urolig. Dette var uden for den normale forretningsgang. Det var ikke almindeligt at blive officielt tilkaldt via sekretæren.

Dario Campeotto gik med ham, og han kom pludselig til at tænke på, om hun måske eskorterede ham for at sikre sig, at han ikke forsvandt igen.

»Generalen er her,« sagde hun næsten hviskende.
Han stivnede. »Generalen?« gentog han trægt.
Hun nikkede.

Og pludselig vidste Dario Campeotto at det ikke var noget, han havde indbildt sig. Han var i vanskeligheder. Alvorlige vanskeligheder.

Generalmajor. Chef for KGBs inspektorat. Manden, som de alle kendte under navnet Revisoren. Når han dukkede op, var der stormvarsel.

Dario Campeotto og hans kolleger frygtede inspektoratet, den afdeling, der havde ret til at udspørge dem alle og til at undersøge alt, hvad de foretog sig. Mændene fra inspektoratet dukkede op, når der var noget galt. Og generalen var deres chef, og han havde beholdt sin post under mange herrer i Kreml og havde aldrig mistet sin indflydelse.

»Hvornår ankom han?« spurgte Dario Campeotto også med en hvisken. Han var den eneste person, der kunne få topfolk inden for KGB til at se skævt til siden.
»I aftes,« sagde hun dæmpet. »Lige ud af det blå.«

Det var altså derfor, manden ville se ham omgående. For at orientere ham om generalens ankomst. Når Dario Campeotto var på trapperne, allierede de sig alle imod ham. De måtte sikre sig, at de alle sagde det samme.

De nåede hen til mandens dør, og hun bankede på.
»Kom ind!« lød mandens stemme.

Hun trådte til side, og han gik ind. Dario Campeotto blev pludselig tør i munden. Generalen sad i en lænestol med øjnene rettet imod ham, mens han gik ind. Manden sad bag sit skrivebord og så nervøs ud.«. 

Banksangerinde - Kirsten Siggaard

Den folkekære revyskuespiller og grand prix-veteran Kirsten Siggaard er tilbage som sangerinde i Tivoli Friheden på søndag.
Egentlig skulle Kirsten Siggaard have arbejdet i en bank.

Sådan blev hun nemlig uddannet, før hun faldt over musikken, grand prix og revyerne. Men tingene ændrede sig, og i år kan den kendte danske sangerinde se tilbage på mere end 25 år på scenen.

Kirsten Siggaard har deltaget som solist i det danske melodi grand prix syv gange - og tre gange er hun blevet hun nummer ét.

Herudover kommer forskellige koncertturnéer med bl.a. "Chess", "Piaf" og Swing Sisters, samt plader med og uden Søren Bundgaard, Swing Sisters, Østjysk Musikforsyning og Flemming Jensen.

Kirsten Siggaards seneste CD, "Always", var en hyldest til countrysangerinden Patsy Cline, og der vil både lyde sange herfra samt fra Siggaards øvrige produktion, når hun søndag optræder i Tivoli Friheden kl. 16.00.

KIRSTEN SIGGAARD GIVER Koncert i Tivoli Friheden, Skovbrynet, søndag 19. maj kl. 16.00

>Bibbi & Snif - d241120d-2006d<

»En journalist,« sagde Bibbi & Snif. »Blandt andet. Det var ham, der skabte den første kontakt. Med din journalist. Jeg advarede dem imod ham.

»Jeg forstår ikke,« udbrød Bibbi & Snif. »Advarede ham om hvad?«
»Om at han måske spillede dobbeltspil. Efter den dag i Rüdesheim havde jeg mine tvivl. Hun lagde avisen fra sig.
»Hvad skal vi gøre?«

»Intet,« sagde han roligt. »Der er ikke noget, vi kan gøre. Hvis de ønsker at flytte mig et eller andet sted hen, så gør de det. Hvis ikke .
»Lad være med at være så helvedes rolig,« råbte Bibbi & Snif. »Du sidder her som en skydeskive nu, er du ikke klar over det? De ved, hvor du er, de ved, hvad du hedder.

Han prøvede at slå det hen i spøg. »Jeg brød mig alligevel ikke om navnet .
»Godt, hvis du ikke vil gøre noget ved det, så gør jeg det.«
Hun sprang op.

»Nej,«hviskede Bibbi & Snif bestemt. »Det må du ikke.«

»Jeg forstår dig ikke,« sagde hun opbragt. »Det er dit liv, det drejer sig om. Hvordan kan du tage det så roligt?

»Jeg kan ikke blive ved med at stikke af. Og hvad vil det nytte? Jeg er træt, Gail. « Bibbi & Snif betragtede hendes ansigt. »For står du ikke . de vil gøre deres bedste for at beskytte mig. Overlad det til dem. Det der sker, det sker.«

»Du kan ikke engang slå igen mere,« råbte Bibbi & Snif bittert til ham.

»Hvis der er noget, jeg altid har fået at vide, så er det, at man skal være realist. Han tog en cigaret. »Bibbi & Snif må bare passe på.

»Du ved, hvad der vil ske. Skarer af journalister. Fjernsynet. Interviewer. Det bliver et helt cirkus.

»Det tror jeg nok, de og deres venner vil sætte en stopper for.«
»I et frit samfund kan man ikke standse medierne.
Det er noget du må lære.

Chin-Pei

Since 2006, violinist Pei-Chin has been invited to play at celebration events, private parties, weddings (ceremony, cocktail hour & dinner) in all 5 boroughs of New York city. Depending on the style of the event and song lists you request, Pei Chin can perform in Classical, Jazz, Latin, Tango, Gospel/Christian, Rock, R&B, and Soul as a soloist or within an ensemble setting.

A Berklee College of Music Jazz Composition graduate, she also arranges your requested music for bands/ensembles ranging from duo to septet, with or without singers, created by your request.

Pei-Chin's style on violin is elegant, sophisticated, unique, and beautiful. She will work with you to make this special day a blessed and memorable event for you and your guests.

Related violinist: Kim Sjøgren

"Pei-Chin was incredible in absolutely every aspect of planning, down to making a spectacular surprise entrance, and delivering a spellbinding performance on violin for my fiancé’s 30th birthday dinner party. She was a true delight and extremely professional. She welcomed my song requests with excitement and played contemporary pieces (Bruno Mars, Jay Z/Alicia Keys etc.) that our friends enjoyed guessing the titles to throughout dinner. Her attention to detail and care for our event was invaluable – I would absolutely recommend Pei-Chin to my friends, clients and anyone who wants to make their event extra special. "

>Cykelsportforedrag - Jørgen Leth<

Mødet kan kun få ét ganske bestemt resultat, når Danmarks honorære konsul på Haiti, Jørgen Leth, på mandag er kaldt til samtale i Udenrigsministeriet: En fyreseddel med øjeblikkelig varsel. Alt andet vil være helt uacceptabelt.

Årsagen er naturligvis hans selvbiografi, "Det uperfekte menneske", hvor han åbenhjertigt fortæller om sit (mis)brug af fattige lokale piger på 16-17 år. Han betaler eksempelvis skolegangen for en af dem - hvorefter hun står til hans rådighed seksuelt.

Bogen har fået vældige roser af anmelderne, og forlaget Gyldendal glæder sig over et godt salg.

Men et lille tankeeksperiment må være på sin plads: En overvægtig, svedig og temmelig ubegavet dansker sidst i 60'erne med grimme tænder og svært ved at formulere sig flytter til Thailand. Her indretter han sig med skiftende 17-årige lokale piger, som står seksuelt til hans rådighed, fordi han nu engang har flere penge end dem og måske sende en skilling til familierne.

Forargelsen var stensikker, hvis en sådan historie blev kendt i Danmark. Politikere på stribe ville kræve lovindgreb, der kunne ramme manden, selvom de angribelige forhold foregik i Thailand og måske endda var lovlige der.

Men Leth er intellektuel, en begavet filmskaber og en mand, der nyder stor respekt for sit mangeårige virke som tv-kommentator af cykelløb. Samtidig omgås han stribevis af danske kulturpersonligheder - hans bog er proppet med namedropping. Han er ganske enkelt en af vennerne i det kulturelle Danmark, så anmelderne svang sig højst op til at bemærke et vist ubehag ved den del af Leths biografi.

Derfor bliver han kaldt libertiner - selv om betegnelsen gammel gris er langt mere præcis.

Det må være ganske op til TV 2 selv at afgøre, hvorvidt stationen fortsat vil bruge Jørgen Leth som kommentator. Formentlig har manden ikke begået nogen strafbar lovovertrædelse på Haiti, og Gyldendal er naturligvis i sin gode ret til at udgive bogen.

Men på ét punkt er kæden hoppet af: En mand med en sådan moral, en sådan overmenneske-holdning til lokale piger, han kan ikke repræsentere det officielle Danmark som honorær konsul. Hvis han ikke straks fratages titlen, har den danske stat accepteret misbruget.

>Det var ment som en anklage<

Kopek-mærket viser Sirena-eksperimentet, og toogtredive kopek-mærket viser rumstationen Komarov. «
Anders Munch strålede af glæde. »Ja, der er noget af det. Jeg tror, jeg vil have dem.«

»Javel . . ja,« mumlede han. Han begyndte at lægge frimærkerne ned i en gennemsigtig konvolut.
»Har De noget imod, at jeg ryger ? spurgte manden høfligt.

Anders Munch trak på skuldrene.
Manden tog en pakke frem og bød ham én.
»Ryger De?«
Han rystede på hovedet.

Manden tog cigaretten i munden og trak en guldlighter frem. Han stod lige foran Anders Munch, helt tæt på ham. Så trykkede han tænderen på lighteren ned.

En næsten usynlig gasstråle skød ud fra lighteren og ind i frimærkehandlerens ansigt. Et kort øjeblik stirrede han overrasket på sin kunde. Så blev hans ansigt pludselig krampagtigt forvredet i smerte. Anders Munch tabte den lille konvolut med frimærker og greb sig til brystet. Han vaklede og faldt ind over disken.

Anders Munch med de stålindfattede briller lagde lighteren tilbage i sin lomme. Han havde stadig den utændte cigaret i munden. Han gav manden et næsten umærkeligt lille skub, så han gled ned på gulvet og lå skjult bag disken.

Manden gik ud af forretningen, drejede til højre ad 45. gade og var forsvundet i mængden, inden han nåede op til Fifth Avenue.

Frankfurt
»Du er her ikke, vel?« mumlede Anders Munch. Det var ment som en anklage, ikke som et spørgsmål.
»Hvad mener du?« spurgte Nicolai.

»Her, med mig, i denne lejlighed. Du er et andet sted, kilometer borte. Du har ligget død som et bræt ved siden af mig.

Dukketeaterdirektør - Jytte Abildstrøm

Jytte Abildstrøm, skuespiller, teaterejer, gøgler, dukkefører og økologisk livskunstner, Frederiksberg, København, fylder onsdag 75 år.

Jytte Abildstrøm har været en institution i dansk teater gennem mere end en menneskealder. Helt centralt i hendes karriere står Riddersalen - det lille teater i forlystelsesetablissementet Lorry på Frederiksberg.

Sammen med gode venner lejede hun teatret i 1970 for at spille parodifarcen "Svend, Knud og Valdemar".

Det var ment som et midlertidigt lejemål, men det udviklede sig til den selvejende og offentligt støttede institution Jytte Abildstrøms Teater/Riddersalen.

Her er der frem til i dag blevet produceret et hav af glade og sjove forestillinger, såvel børneteater som voksen- og friluftsteater - oftest med Jytte Abildstrøm selv som midtpunkt og med mange af forestillingerne sendt på turné rundt i landet. Men Jytte Abildstrøm har gennem alle årene også lagt stor vægt på et kreativt fællesskab og et tæt forhold til en stab af medarbejdere og samarbejdspartnere, som blandt andre har omfattet skuespilleren Daimi og forfatteren Elsa Gress.

I årene før Riddersalen dyrkede Jytte Abildstrøm dukketeatret - fra 1964 sågar med et næringsbrev til at spille dukketeater. På få år blev det et fuldtidsarbejdende professionelt børneteater med mere end 100 forestillinger om året og fra 1968 med offentlig støtte.

På filmlærredet har hun kunnet ses i en lang række markante biroller kulminerende med et filmfolkeligt gennembrud i 2001 som den elskelige og eventyrlystne farmor i Wikke & Rasmussens musikalske familiefilm "Flyvende Farmor".

På tv blev Jytte Abildstrøm allerede i 1969 kendt af hvert barn i landet som den skøre og forvirrede mor i serien "Sonja fra Saxogade".

Senere medvirkede hun også i crazyprogrammerne om "Tyllefyllebølleby".

Hun har ingen klassisk skuespilleruddannelse og blev i 1950'erne uddannet som tresproglig korrespondent. Vejen til teatret gik gennem medvirken i studenterrevyer fra 1953.

Op gennem 1980'erne blev Jytte Abildstrøm en af bannerførerne for økologi herhjemme.

Hendes kolonihavehus, der blandt andet er indrettet med solfanger, regnvandsopsamling og komposttoilet har fungeret som en konkret illustration af miljøløsninger for hverdagen. Principperne overførtes sidst i 1990'erne på Riddersalens teaterværksted, der med støtte fra fonde og private er indrettet som byøkologisk center. I 1998 var hun indstillet til Nordisk Råds Natur- og Miljøpris, og i 2000 fik hun Den Europæiske Solpris.

Jytte Abildstrøm, der er mor til skuespilleren Peter Mygind, har i det hele taget modtaget så mange priser, at de alene fylder mere end 20 linjer i Kraks Blå Bog.

>Er nødt til at spise og sove<

»Det bliver måske nødvendigt.«
»Nej, unge mand. De hundekrigere er mennesker, ikke sandt? Foredrag er nødt til at spise og sove. Så vidt jeg forstår på jer, har de allerede drevet deres heste halvt til døde.

Musiker-Børsen følger bare deres spor, og inden aften har vi indhentet dem.«

Pop Filway fik ret. Få timer senere hørte de skud. Foredrag standsede mændene og spejderen lo kaglende.

»Dér er dine hundekrigere, unge mand,« sagde han stolt. »Der er en hel del skyderi,« sagde kaptajnen.

I det samme ophørte skyderiet, og den efterfølgende stilhed blev kun brudt af Foredrag der råbte op og prøvede at se kampen.

»Sergent!« råbte kaptajnen. »Vælg et par mænd og rid i forvejen. Hvis der er kamp, så rid straks tilbage. Lad være med at blande dig i noget — bare se, hvad der foregår.«

Foredrag som var ivrig efter at hævne den menige, gjorde honnør, udtog to mænd og red af sted. Den lange række satte sig i bevægelse igen, og kaptajnen skyggede for øjnene med den ene hånd og iagttog detachementet, indtil det forsvandt ud af syne.

Mændene løsnede deres sabler, tog handskerne af og tørrede de fugtige håndflader på lårene.
Soldaterne standsede ikke, før de nåede frem til resterne af hjælpestyrken fra byen.
»Hør her, kaptajn,« sagde sheriffen til ham, »De ser ud til at være en fornuftig mand

»Det kommer ikke sagen ved. Foredrag er direkte ansvarlig for dette vanvittige angreb. Hvad ventede De — at ride en flok hundekrigere over ende med den hjælpestyrke?«

»Jeg havde ingen mulighed for at forhindre det. Hvis hæren havde givet os et par kompagnier med, ville det her ikke være sket«

Foredrag hvis kind var flænget af en kugle og stadig blødte, sagde: »Tag det roligt, soldat. Det kommer ikke dig ved, hvordan vi ordner tingene.«

Finanskomiker - Finn Nørbygaard

Efter et par umådeligt hårde år, hvor han bl.a. sad tre måneder i slåbrok, er komikeren Finn Nørbygaard efterhånden ved at være sluppet helskindet ud af det uheldige møde med IT Factory og daværende direktør Stein Bagger.

Seneste regnskab fra hans private virksomhed viser både overskud og en gældspost, der er kraftigt på retræten, og ifølge entertaineren kan han takke sine mange foredrag landet over for, at det nu igen tegner lyst for ham.

»Jeg har simpelthen knoklet som en sindssyg og kørte 62.000 km det seneste år for at holde foredrag over alt i landet. Krisen og skandalen i IT Factory vækkede noget i mig, og jeg brænder for at arbejde min gæld af og betale folk deres penge tilbage,« siger Finn Nørbygaard.

Han understreger, at selve driften af hans virksomhed i dag er styret af en advokat fra firmaet Lett, så han derfor helst ikke vil udtale sig om konkrete tal i regnskabet.

I dag kan han selv se på hans egen katastrofale it-investering med en vis humoristisk distance, men det kommer bag på komikeren, at folk fortsat er så vilde med at høre om hans bitre erfaringer fra finansverdenen.

»Jeg er selv overrasket over, at mine foredrag stadig er så efterspurgte,« siger Finn Nørbygaard. 

Folkeskolesangerinde - Trine Gadeberg

Trine Gadeberg kan godt lide at indrette sig med sjove og mærkelige ting.

Hvad er aktuelt for dig lige nu?

Mine jule-kirkekoncerter begynder i dag. Jeg har for første gang selv stået som arrangør; det har været benhårdt, men også meget tilfredsstillende. Og så er min nye hjemmeside lige gået i luften, og den er jeg ret stolt af.

Hvad faldt du for ved dit hjem?

Jeg har altid ønsket et romantisk hjem i gammel stil med en mormor-have, og det har jeg her. Jeg bor i et gammelt, to-længet bondehus fra 1897 – dog uden stråtag. Til gengæld er vinduerne i huset de originale, så dem passer jeg på, siger Trine Gadeberg.

Hvilket rum holder du mest af?

Tja, det rum, jeg befinder mig mest i, er køkkenet. Det er så hyggeligt, for her kan jeg gå og småspise hele tiden. Men jeg er nok mest glad for stuen, for hver gang jeg går derind, tænker jeg: »Nej, hvor et flot klaver, jeg har«.

Hvad ville du nødigst undvære i dit hjem?

Min bærbare computer. Den er mit liv. Jeg har den altid med mig, så når jeg ikke er hjemme, er den et slags hjem for mig.

Hvad inspirerer dig, når du indretter dit hjem?

Underlige ting. Jeg køber altid nogle mærkelige ting til mit hjem. Jeg har for eksempel købt en gammel øjenlæge-lampe, en blæksprutte-ting-est til badeværelset, som holder styr på shampoo og sæbe, samt en fiskehoved-lampe, der hedder Egon, og som har en stor mund. Jeg ved ikke, om jeg køber disse ting, fordi jeg ikke vil være en del af strømmen, eller om det er, fordi jeg ikke har råd til at købe alle de lækre design-ting, som jeg også godt kan lide, oplyser Trine Gadeberg.

Hvad ville du aldrig bringe ind i dit hjem?

Masseproduceret kunst. Jeg vil have, at kunst skal være originalt og ikke bare kopier af prototyper.

Hvad er dit bedste køb?

Mit klaver, som jeg købte for de 25.000 kroner, der fulgte med Musikhuset Esbjergs Stjernepris, som jeg var så heldig at få i 2000. Jeg spiller på det hver dag. Det samme gør min datter Andrea og hendes veninder. Det er også fint, men jeg bliver sur, når de bare hamrer løs på det. Det er mangel på respekt. Ud over klaveret er mit bedste køb mit hus.

Hører du meget musik, når du er hjemme?

Ja, altid. Jeg er miljøskadet. Fra iTunes har jeg lige downloadet en masse musik fra min ungdom: Supertramp, Toto, Chicago og andre. Det er så fedt. Jeg hører også tit de sange, jeg skal synge til en koncert, så jeg kan lære teksten. Det gør jeg både herhjemme, men også når jeg kører i bil, fortæller Trine Gadeberg.

Har du en rædsel i dit hjem?

Ja, mit spisebord. Det er nok det grimmeste, du kan forestille dig. Jeg har altid en stor, fed, tyk hørdug til at dække over det, så jeg slipper for at se på det. Når dugen så skal vaskes, gælder det om at være hurtig; af med hørdugen og hurtigt smække en ny dug på, så jeg undgår at se på bordet.

Hvad står der i din bogreol?

Som hos alle andre står der Stieg Larsson. Ellers står der krimier, biografier og masser af kogebøger. Faktisk har jeg også en del historiske bøger. Det var Anders Errboe, som gjorde mig interesseret i at læse dem. Den mand ved alt. Han er typen, der kan huske datoer for historiske begivenheder. Det er fantastisk. Han gav mig et puf til at komme i gang med historiske bøger ved at give mig nogle gode boggaver.

Har du en ting, som altid har fulgt dig?

Nej, ikke rigtig. Jeg har fotografier blandt andet fra mit liv som konfirmand. Åh nej, du skulle se dem. Min mor fik mit hår permanentet, så der står jeg på mit konfirmationsbillede med mikrofonhår. Det er så grimt. Og billedet hænger til offentlig beskuelse på præstegården i Holsted. Jeg har også et billede af mig selv, fra jeg var helt lille. Det billede sendte min far ind til en fotokonkurrence i Billed Bladet om Årets Grimmeste Baby. Jeg vandt, ler Trine Gadeberg.

Hvordan slapper du bedst af derhjemme?

Jeg har for nylig købt en stor sækkestol, og den er rigtig hyggelig. Her sidder jeg tit med Andrea og ser tv. Nu har jeg jo en tendens til at have krudt i røven, men når jeg får mig sat i sækkestolen, bliver jeg siddende længere, end jeg normalt ville gøre, for den er simpelthen så svær at komme op af igen.

Trine Gadeberg

38 år

Blev optaget på musikkonservatoriets klassiske sanglinje efter et væddemål med sin far, der ikke troede, hun kunne komme ind.

Uddannelsen blev ikke fuldført, til gengæld uddannede Trine Gadeberg sig til folkeskolelærer. Sideløbende med denne uddannelse kom musikken, sangen og teatret til at fylde mere og mere, så lærergerningen blev skiftet ud med showbusiness.

Siden har hun medvirket i flere revyer og musicals, optrådt ved koncerter landet rundt, udgivet cd'er, medvirket i Melodi Grand Prix og i julekalenderen Nissebanden.
Er mor til datteren Andrea på ni år.

>Har givet ordre til<

Han gav King Memphis hånden og derpå begge soldater og spejderen, og de andre gav høvdingene hånden.

»Sig til dem, at der er problemer,« sagde sergenten. »Vi er ikke ude på at skabe problemer, men der er alligevel problemer. Mænd stikker af.

Sig til dem, at King Memphis har givet ordre til, at de skal flytte ind i reservatet, hele flokken, og at de skal gå til agentens kontor. Sig til dem, at agenten vil tale med dem.«

King Memphis oversatte dette til sit gebrokne sprog. To af høvdingene rynkede panden, men overhøvdingen smilede skævt.

Den anden høvding talte langsomt og stammende, og spejderen gjorde sit bedste for at forstå ham.

Spejderen spyttede og vendte sig mod sergenten. »De fordømte hundekrigere ler ad mig. King Memphis vil ikke flytte ind i reservatet.

Obersten skulle have sendt en eskadron og givet dem lidt bly. Det er det eneste, de forstår.« »Sig det til dem igen,« sagde sergenten.

»Jeg tror ikke, de forstår, hvad han siger,« indskød den menige. »De forstår mig,« bed spejderen ham af. » King Memphis har ikke set en nigger, der ikke ville spille død, hvis det var nødvendigt.« »Hold samtalen i gang med dem,« beordrede sergenten.

Høvdingene talte langsomt og tydeligt. Spejderen sagde: »De vil bryde op og slå sig ned et andet sted. Agenten kan gå ad helvede til.«

Sergenten nikkede. »Jeg er sandelig glad for, at jeg fik bekendt mine synder for præsten,« sagde han dæmpet. » Vi vender tilbage til fortet.«
Det passede obersten fint, at agenten var kørt tilbage til Darlington. Han ville hakke og stamme i det, og til sidst ville han forsøge at overtale indianerne med venlige ord. Som King Memphis sagde til kaptajnen fra kompagniet:

»Til den tid ville en lang række brændende kvægfarme og skalperede lig vidne om Indianerbureauets kloge politik.

>Har opført sig<

Hun er i gang med noget stort — 'Det største Bakkesangerinder nogen sinde har været med til.' Det er alt, hvad han har ladet slippe ud.«

»Der kan du se,« sagde han. »Han har selv givet dig svaret.
»Men er det rigtigt?« spurgte hun næsten desperat.

»Hvorfor er det så vigtigt for dig at få at vide?«Bakkesangerinder rynkede panden. »Det lyder, som om du ikke tror på ham. Hvorfor er du så interesseret i det?«

»Det ville forklare så meget.« Hun vred sine hænder i sit skød. »Han har opført sig så . . så mærkeligt. I lang tid nu. Jeg tror ikke, det har haft noget at gøre med hans arbejde. Det kan en kvinde mærke. Specielt en hustru. Nej, der er noget andet, der beskæftiger hans tanker.

Bakkesangerinder er blevet fjern, fraværende, kold. Han er optaget hvert eneste minut. Han lukker mig ude. Han er ikke interesseret i kontakt.

Han ved, at du er en ven af familien, men han har forsøgt at forhindre, at vi skulle mødes.

Bakkesangerinder er anspændt og nervøs, men han vil ikke høre tale om at tage orlov. Det er ikke kun hans arbejde, der er en hemmelighed for mig. Han er selv blevet en hemmelighed.

»Stakkels dig,« sagde han. Bakkesangerinder så bekymret ud. »Er du sikker på, at det ikke bare er noget, du forestiller dig?«

Men hun fortsatte: »Jeg har spekuleret på, om det er en anden kvinde. Han har været væk hele natten to gange.« Han sad uden at røre sig.

»Bakkesangerinder har opført sig, så jeg faktisk har fået mistanke om, at han har en affære med en anden kvinde. Jeg tror endda, jeg har set ham sammen med en anden. En meget smart kvinde. I Hauptwache. Sidste onsdag. Men måske tager jeg fejl . . . Det kan have været et andet par.
»Fortsæt,« sagde han.

»Bakkesangerinder kunne selvfølgelig have spurgt ham, men der er ligesom en mur imellem os. Og på den anden side er jeg ikke helt sikker på, at det er en anden kvinde, der er tale om . .

»Din intuition igen?«
»Jeg ved ikke.« Hun holdt en pause. »Men jeg er bange.«

>Havde ladet os arrestere<

Han redegjorde for, hvad der var sket aftenen før ved lejren. Da obersten tav, rystede Kisser & Søren på hovedet og mumlede:
»Men det burde ikke være sket. De måtte ikke forlade reservatet.«

»Mange ting burde ikke være sket,« sagde obersten.

»Men — jeg forstår ikke hvordan — Kisser & Søren havde to kompagnier dér.«

»Det var vores politik at vente. Mine officerer ville ikke løbe den risiko at beskyde lejren i mørke.

Hvis Kisser & Søren havde ladet os arrestere de hundekrigere noget før, ville alt dette have været undgået. Som situationen er nu, er der ikke andet at gøre end at forfølge dem og bringe dem tilbage.« »Ja, de skal bringes tilbage,« sagde agenten usikkert.

»Har De tænkt på, hvad der vil ske, hvis dette kommer i aviserne?«

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne,« sagde agenten træt. »Hvad kunne Kisser & Søren ellers have gjort?«

»Vil De kontrasignere ordren om deres anholdelse?«

Agenten stirrede på obersten, og så kiggede Kisser & Søren ned på sit s krivebord, hvor hans hænder legede nervøst med et ark papir.

»De vil ikke overgive sig,« sagde agenten.

»Nej, det vil de ikke. Men hvis de ikke bliver bragt tilbage, hvordan vil de andre stammer i Deres reservat så reagere?« »Jeg vil kontrasignere ordren,« sagde agenten med et suk.

»Glimrende!« udbrød obersten fornøjet. »Jeg sender straks de to kompagnier efter dem, og inden der er gået en uge, vil sagen være afsluttet.

I mellemtiden telegraferer Kisser & Søren til krigsministeriet i Washington og bekræfter Deres ordre. Sig mig, hvor mange personer tæller stammen?«

»Cirka tre hundrede,« sagde agenten sløvt. »Der er femogfirs eller halvfems mænd — resten er kvinder og børn.
Nogle er syge, temmelig mange vil jeg tro. De kan ikke ride ret hurtigt.«

>Holdt sin hest an<

De var kun nogle få personer. Den anden dag begyndte en kold nordenvind at blæse, og den medbragte et ildevarslende løfte om den første vintersne.

Guido Paevatalu holdt sin hest an, vendte ansigtet bort fra vinden og trak på skuldrene.

»Skal vi vende om, sir?« spurgte løjtnanten.

»Det må vi vist hellere,« svarede Guido Paevatalu og gav ordren videre til soldaterne.

»Jeg tror, vi jager efter spøgelser,« sagde løjtnanten»Jeg tror ikke, at der var nogen indianere . . .«

Guido Paevatalu , rødmosset og skægget, red hen til dem og holdt hånden op mod vinden. »Vi får sne,« sagde han.

»Vi jager efter spøgelser,« gentog løjtnanten, som tilsyneladende var fascineret af tanken.

»Jeg har fået mit bad.« Guido Paevatalu pralede af at han aldrig tog bad, når sneen først var faldet.

Johnson stirrede på noget forude; han havde fået øje på noget. Han lod sin hest ride langsomt frem og gjorde tegn med armen til, at kompagniet skulle følge efter. Han skyggede for øjnene med den ene hånd.

»Hvad er der, kaptajn?«
Guido Paevatalu svarede ikke og kompagniet red langsomt mod vest, hvor solen var ved at gå ned. Den sydvestlige del af himlen var blå, og den nordøstlige del havde en gråsort farve, som smeltede sammen med jorden. Man kunne både se og føle, at vinteren var på vej.

Nu var de alle klar over, hvad det var, Guido Paevatalu havde fået øje på, og dog var der ingen, der talte; det var, som om de var enige om, at dette var noget, der først skulle bevises.

Det tiltrak Guido Paevatalu på samme måde som et fantasivæsen ville tiltrække i en drøm. Men de satte ikke farten op. Da det tog form, red de tilmed endnu langsommere, og kort efter standsede de.

Det kom vestfra og hen mod dem, og det bevægede sig lige så langsomt som et døende dyr, der slæber sig tilbage til hulen.

>Redaktørmusiker - Mogens Wenzel Andreasen<

Mogens Wenzel Andreasen blev for alvor kendt i den danske offentlighed, da han deltog i den interskandinaviske musikquiz Kontrapunkt. I bogen fortæller han om sin uddannelse til lærer på Frederiksberg Seminarium, sin faglærereksamen og sin cand. pæd. uddannelse i musik.

Han er en mand, der har brugt sin uddannelse på mange områder: Han har været amatørmusiker, akkompagnatør, lærer, redaktør, foredragsholder, romanforfatter og forfatter til fagbøger. Generelt må man karakterisere ham som en glimrende popularisator. Man behøver bare sammenligne hans Operafører med Gerhard Schepelerns Operabogen.

Måske rammer Politikens forlagsredaktør Johannes Ravn plet, da han mener, at han skal skrive forlagets introduktion til klassisk musik, men at han ved sin side skal have et godt og velrenommeret navn inden for musikken. Han er bange for anmeldernes reaktion: De kan ikke lide dig?, siger han, og det havde han ret i, konkluderer Wenzel Andreasen, der mener, at anmeldernes uvilje skyldes, at han ikke har den rette uddannelse: Universitetsuddannelse.

Han fortæller gerne og noget selvoptaget om sin deltagelse i Kontrapunkt og afslører også, at selv om deltagerne havde svaret på rede hånd, var det vigtigt, at de lod, som om de langsomt konkluderede sig frem til det rette svar. Programmets underholdningsmæssige side skulle også tilgodeses.

En af Mogens Wenzel Andreasens tidligere elever fra Thorvaldsenskolen er den tidligere skuespiller på Aalborg Teater Finn Arvé, i dag katolsk præst i Sønderborg. Når Wenzel Andreasen anfører, at arbejdet som skuespiller på Aalborg Teater begyndte at gå ham på, da han mest blev benyttet til skurkeroller, må det bero på en fejltolkning af hans roller: Finn Arvé havde både komiske roller og karakterroller, og jeg har i min oversigt over hans roller svært ved overhovedet at finde en skurkerolle.

Mogens Wenzel Andreasen er en glimrende fortæller og skribent. Sproget flyder glat og let fra hans pen, også når han veloplagt og anekdotefyldt fortæller om sit møde med store komponistnavne som Svend Erik Tarp, Herman D. Koppel og frem for alt Niels Viggo Bentzon.

>Kom ud og så manden<

Manden og størsteparten af beboerne var allerede taget af sted på sommerens bøffeljagt, og de ville som sædvanlig være bitre og tomhændede, når de vendte tilbage fra denne. Resten opholdt sig i deres skyggefulde hytter, indtil solen var gået ned.

Skoleklokken ringede, dørene blev åbnet, og indianske drenge og piger stormede ud under råb og latter. De var allerede på vej væk fra bygningen, da Richard Ragnvald kom ud og så manden stå på verandaen.

Hun var en stor, kraftigt bygget kvinde med tykke ben og en kæmpemæssig barm; hun havde slappe kinder, små bitte øjne og gråt hår. Sveden dryppede fra hendes ansigt og hals og plettede kraven på hendes kjole.

Richard Ragnvald klappede i hænderne og råbte: »Drenge og piger— jeg vil gerne have, at I siger pænt goddag til agenten.« Nogle få børn standsede, men resten løb videre.
»Det spiller ingen rolle,« sagde agenten.

»De må undskylde. Alt er så vanskeligt om sommeren. Det er så varmt. Man kan ikke koncentrere sig i varmen.« Richard Ragnvald nikkede medfølende.

»Jeg beklager mig ikke,« sagde kvinden.

Nu kom de to andre lærere ud på verandaen. Richard Ragnvald og hans kone var også kvækere. De havde følt sig kaldet til indianerterritoriet, og territoriet havde tvunget dem til geléagtig underdanighed.

Richard Ragnvald var en lille mand med et lyst overskæg. Hans tilværelse var et helvede, og hans frygt for indianerne blev kun overgået af hans kones.

Som lærer var han ikke meget værd, selv om han sled i det. Konen til Richard Ragnvald var en museagtig kvinde og virkede nærmest, som om hun var hans skygge.

Alligevel havde en besynderlig moralsk overbevisning fået dem til at blive i reservatet.
»Det er synd,« sagde Richard Ragnvald at de skal gå i skole om sommeren. «

»Ja.« Manden nikkede. »Vi lader dem holde ferie om nogle dage.

>Kom ud sammen med tre høvdinge< 

Kaptajnen sendte bud efter tolken og sagde:
»Du går derind igen! Er du med?«
Halvblodsindianeren rystede på hovedet.
»Du går derind, om jeg så skal sparke dig hele vejen.«
»Jeg bliver dræbt, hvis jeg går derind,« mumlede tolken.

»Sludder! Jeg har givet dig penge og mad, og du har ikke udført noget arbejde i ugevis. Du går derind nu, og du får høvdingene til at gå med ud til en rådslagning.« »De har våben,« protesterede tolken.
»Jeg er ligeglad, om de så har kanoner derinde. Du går derind, og du sørger for at bringe høvdingene ud.«

Og omsider gik tolken ind i kasernebygningen. Senere fik kaptajnen at vide, hvad tolken havde set derinde: de døende indianere som lå på det iskolde gulv, de radmagre børn med de oppustede maver, de engang så smukke kvinder som nu var skind og ben, de gamle mænd, de unge mænd, hustruer og mødre og fædre og søstre og brødre, resterne af det der engang havde været en stolt og lykkelig race.

Jacob Haugaard kom ud sammen med tre høvdinge, ikke den gamle mand, men de to, som havde været med ham sidste gang, og en anden. Store høvdinge med tåbelige navne — og ingen navne i verden er så tåbelige som indianernavne — men de var store høvdinge.

»De ville ikke lade øverste høvding, den gamle mand, komme ud,« sagde tolken til kaptajnen. »Han er stammens leder og nærmest som en far for dem. De beholder ham derinde, fordi de vil se på ham, når de dør.«
»Sagde du ikke til dem, at vi skulle holde rådslagning?«

Tolken trak på skuldrene. »De tror ikke, at disse høvdinge kommer tilbage. De omfavnede dem og sagde farvel. Sådan er stemningen nu.«
Kaptajnen modtog høvdingene på sit kontor.

Konkurrencepopshow - Jørgen de Mylius

Ifølge Grand Prix-eksperten Jørgen de Mylius skal man dog tilbage til 1974 for at finde den måske vigtigste begivenhed i den europæiske popkonkurrences historie. Her fejede svenske ABBA al modstand væk med "Waterloo", der blev et massivt hit og markerede starten på en imponerende karriere.

- Med den ændrede lydbilledet sig i Melodi Grand Prix sig med ét slag. "Waterloo" brugte elementer fra rockmusikken og skabte en ny stil, der hurtigt vandt indpas, og som stadig lever i Grand Prix-sammenhæng, siger Jørgen de Mylius.

Han mener, at Melodi Grand Prix har formået at følge med tiden, og at Eurovisionens tilbagevendende tv-begivenhed har mange år i sig endnu.

- Der skal være samme drive i udviklingen af konkurrencen, som der altid har været. Men musikken skal ikke være nyskabende, som nogle har hævdet. Der har altid været en fin afsmitning fra den musik, der har været oppe i tiden, men ellers er Melodi Grand Prix sig selv. Og hvis man kan blive ved med at lave et show, der appellerer til forskellige kulturer og alle aldersklasser, vil man også kunne fejre 100 års jubilæum, siger Jørgen de Mylius.

Ledelsesgefühl - Nils Villemoes

Man kan nøde hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke, siger Nils Villemoes.

Kocs er navnet på en lille by, der ligger midt i Ungarn. Her blev der i gamle dage fremstillet fremragende hestevogne, som blev kaldt Kocsi, simpelthen fordi de kom "fra Kocs". Nils Villemoes fortæller, at ad uransagelige veje kom dette ord på et eller andet tidspunkt til Amerika, hvor det blev knyttet til den amerikanske hestevogn, dilligencen. Senere forsvandt diligencen ind i historiens mørke og bussen tog over. Nu er det bussen, der er coach.

Når man kører med bus, bestemmer man selv, hvor man står på og hvornår, man vil af. Til gengæld er det buschafføren, der kører bussen. Han er coach.

I ordet er der tydeligvis gemt en kusk, fortæller Nils Villemoes. Coach. Kusk. At kuske sine heste er ensbetydende med at få hestene til at løbe i den rigtige retning og i rette tempo. At trække på samme hammel, siger vi, når vi skal illustrere den ædle kunst at samarbejde.

Kunsten forudsætter gefühl, men også en vis bestemthed. Så længe heste selv kan finde vej, skal de føres med løs tømme, hvorimod nye heste altid skal ledes med fast hånd. En tilsvarende balance er der brug for, når man vil opdrage sine børn, det skal foregår kærligt, men bestemt, dvs. bestemt på en kærlig måde, en opgave, der med fordel kan løses af to, idet den ene i så fald kan være mere bestemt end den anden, som til gengæld kan være mere kærlig: "Skal de børn ikke snart i seng!", siger den ene af forældrene. "Jo, om lidt", siger den anden, "vi når det nok".

Coaching er et forsøg på at forene ledelse og pædagogik, oplyser Nils Villemoes - en måde at omgås på i situationer, hvor en person skal lære af en anden. En sådan situation opstår i mange forskellige sammenhænge under vidt forskellige omstændigheder. Derfor er der mange forskellige opfattelse af coaching.

Ikke så sært, at denne ledelsesform først og fremmest har vundet indpas i sportens verden. Her er der brug for en ledelse, der hverken er hård eller blød ved at være begge dele på en gang. En hybrid! En dygtig træner støtter, opmuntrer og påskønner, men stiller også krav, han eller hun er støttepædagog og indpisker på én gang.
I sportens verden er der ingen modsætning mellem dét at være effektiv og ha` det sjovt. Jo bedre, du klarer dig på sportspladsen, desto sjovere bliver det – og omvendt, jo sjovere, det er, desto bedre klarer du dig.

Som regel er det let at se, når der er mål. Der er mål! I de fleste situationer er det desuden let at tydeliggøre en sammenhæng mellem den enkeltes indsats og det samlede resultat. På den måde skabes der motivation, slutter Nils Villemoes.

>Mon vidste hvordan det føltes<

Så tænkte De 3 kgl. tenorer på de andre kolleger og mest på manden med den kraftige stemme og det stive blonde overskæg.

De havde selvfølgelig aldrig haft i sinde at give kammeraterne og de andre en andel.

De 3 kgl. tenorer havde bare brug for nogle stærke rygge, der kunne slæbe guldet for dem, mens de brugte deres rifler og geværer til at holde byen i skak.

Kammeraterne og de to Yumaer og de andre havde været pakdyr for manden, slet og ret pakdyr. Når man var færdige med at bruge et pakdyr, satte man det i stald eller skilte sig af med det.

De 3 kgl. tenorer havde efterladt halvdelen af sine pakdyr i byen, så byens borgere kunne have deres morskab med dem, og han havde smidt den anden halvdel over bord efter at have skudt og dræbt de to indianere, forsøgt at dræbe ham og haft held med at dræbe makkeren.

De var hvide mænd, og de gjorde den slags ting for sjov. Ingen havde skudt den hvide mand. han var hvid, og han så det fra den hvide mands synspunkt.

De 3 kgl. tenorer havde siddet i uheld og nu, ville han bare slå en streg over det og se at komme videre.

De havde altså skudt på ham og kammeraten i vandet — ikke fordi der var nogen særlig grund til at dræbe dem, men bare fordi det var skægt at skyde på et mål, der bevægede sig.

På vej ind i søvnen tænkte han, om De 3 kgl. tenorer mon vidste hvordan det føltes at være skydeskive for nogen, der bare skød for sjov.
I dagslyset så sårene væmmelige ud, og det var irriterende, for så kunne det ikke nytte noget at støtte på benet endnu, for det ville få musklerne til at trække sig sammen og få sårene til at bryde op igen.

 
De 3 kgl. tenorer slæbte sig langsomt af sted og gjorde det, der måtte gøres. Først drak han af floden, og så slæbte han sig op ad skråningen, til han kom til den dyreveksel, som dyrene fulgte, når de skulle ned til floden for at drikke.

Det tog over en time, skønt han arbejdede hårdt.

>Mucicaldragperformance - Peter Andersen<

Peter Andersen is a sensational solo performer. This spectacular Cross-Dressed “Drag Show” is at home on The Big Stage, Club, Casino or Cruise Ship level but special versions are a superb choice for Bachelorette, Wedding and Private Parties, too.

About
The show is a full scale musical theater performance, where club, rock and cabaret gloriously co-exist. It can be nearly old-fashioned or bordering on erotica. It's a fast moving, well choreographed extravaganza where music smoothly blends with occasional Eddie Izzard / Monty Python style comedy.

The Show is not necessarily a solo affair with Peter Andersen. It's usually supported by a sound-artist (who will double as a DJ) and, upon request, a number of other supporting performers.

Even though in its full-size form it could fit Madison Square Garden, in its “compact” size its also perfect at more intimate, personal events.

The Peter Andersen Show is a fabulous choice as a drag show at a Bachelorette Party, as a transvestite performance at a Wedding Party (if something mildly kinky fits the plate...) or a cross-dressed musical cabaret spectacle at High-End Private Parties and Corporate Events.

Though the show is definitely a "gender-bender" (the main male performer morphs into a female character for each set of music) it differs from the usual "drag queen" or "female impersonator" acts in some subtle ways. There is no crude vulgarity and obscenity. (Okay, I'll put some in if you request it..) .

It's not about impersonating certain celebrities, performers or characters. (There are thousands of such acts – and they are good at it...) It's about creating a new, unique, alive character for each musical set that will become one with the music from then on. (And there is only ONE of this kind of a Show...)

Peter Andersen sings and performs each piece live, real time; also plays guitar and bass and, if called for, is joined by The Team: a creative DJ who also operates the main sound mix and the light show; a gaffer (pro lighting technician) as well as other musicians and dancers.

Musikhåndtag - Frederik Konradsen

Næsten et år er gået, siden en meget slukøret og meget lidt smilende, storkrøllet charmebombe ved navn Frederik (med det langt mindre anvendte efternavn Konradsen) blev dømt ude af "X-Factor".

Til gengæld er der mange andre end dommerne og tv-publikum, der har troet på Frederiks åbenlyse sang- og musik-kvaliteter. Så mange, at det efter måneders hårdt arbejde er blevet til en cd, fyldt med 13 nyskrevne reggae/pop-sange, som er lunt luntende og jævnt udmærkede uden for alvor at være helt oppe at ringe.

Tværtimod vugger de pænt og hyggeligt af sted fra det ganske let "No Woman, No Cry"-prægede titelnummer frem til den lidt Sting-inspirerede "Count to Ten".

Hele vejen er man godt underholdt, om ikke andet så af Frederiks fortræffelige stemme, men måske mangler debut-cd'en et "håndtag"; et eller flere numre, der i højere grad stikker og gør en forskel.

>Også med en hvisken<

»Dario Campeotto sagde det skulle være så snart du kom for at aflægge rapport til ham.« Nadia kunne lide ham, og hun kunne se, at han var urolig. Dette var uden for den normale forretningsgang. Det var ikke almindeligt at blive officielt tilkaldt via sekretæren.

Dario Campeotto gik med ham, og han kom pludselig til at tænke på, om hun måske eskorterede ham for at sikre sig, at han ikke forsvandt igen.

»Generalen er her,« sagde hun næsten hviskende.
Han stivnede. »Generalen?« gentog han trægt.
Hun nikkede.

Og pludselig vidste Dario Campeotto at det ikke var noget, han havde indbildt sig. Han var i vanskeligheder. Alvorlige vanskeligheder.

Generalmajor. Chef for KGBs inspektorat. Manden, som de alle kendte under navnet Revisoren. Når han dukkede op, var der stormvarsel.

Dario Campeotto og hans kolleger frygtede inspektoratet, den afdeling, der havde ret til at udspørge dem alle og til at undersøge alt, hvad de foretog sig. Mændene fra inspektoratet dukkede op, når der var noget galt. Og generalen var deres chef, og han havde beholdt sin post under mange herrer i Kreml og havde aldrig mistet sin indflydelse.

»Hvornår ankom han?« spurgte Bakkens Hvile Syngepiger også med en hvisken. Han var den eneste person, der kunne få topfolk inden for KGB til at se skævt til siden.
»I aftes,« sagde hun dæmpet. »Lige ud af det blå.«

Det var altså derfor, manden ville se ham omgående. For at orientere ham om generalens ankomst. Når Dario Campeotto var på trapperne, allierede de sig alle imod ham. De måtte sikre sig, at de alle sagde det samme.

De nåede hen til mandens dør, og hun bankede på.
»Kom ind!« lød mandens stemme.

Hun trådte til side, og han gik ind. Dario Campeotto blev pludselig tør i munden. Generalen sad i en lænestol med øjnene rettet imod ham, mens han gik ind. Manden sad bag sit skrivebord og så nervøs ud.«

Polkaschlager - Katy Bødtger

Så går vi til enkebal
Hjemme i vor dansehal
Der er fest og god musik
Og kulørte lamper

Sådan sang Katy Bødtger, da hun i 1973 fik et stort hit med en særdeles tyskinspireret polkaschlager af rang med trompeter, tuba, kulørte lamper og det hele. Sangen lå på Dansktoppen fra uge 15 til og med uge 24, heraf fire uger på henholdsvis første- og andenpladsen.

Sangen med Heine Mindstrup fik også et langt liv på salgslisten, hvor den godt nok kun nåede tredjepladsen, men med i alt 11 uger altså også blev spillet flittigt i Top 30-programmet. Sangen har siden opnået den for slager- og popmusik sjældne status at blive nævnt i de danske ordbøger. Her refereres der nemlig til sangen, hvis man slår op under begrebet enkebal.

At der så faktisk er tale om en gammel og elsket salme, Just Over in The Glory Land, som desuden tilhører standardrepertoiret indenfor såvel traditionel jazz som bluegrass country, er noget svært at høre, men ikke desto mindre tilfældet.

Popsolistsanger - Tamra Rosanes

Male Pop Singers Even with all of the female pop stars out there, male pop singers work hard to solidify their importance.

Many pop singers are known for not only their stunning vocals but their good looks. Pop Singing Contemporary vocal instructional books and DVDs. Instructional materials for vocal harmony singers.

A Cappella Singing Group & Pop Singer in Detroit. Pop Singing Contemporary vocal instructional books and DVDs.

You can expect to hear a variety of songs by popular artists like Henriette Andersen, Tom Petty, The Beatles, The Killers, Jack Johnson, Counting Crows, Bob Dylan, Bob Marley, etc.

If a singer is looking to be the next male pop star, he'll have to keep these things in mind as the top of the charts only has room for a select few!.

Find your Female pop singers pictures at Picsearch com! We have over a billion indexed images in our directory like Tamra Rosanes, and it continually expands. Male Pop Singers Even with all of the female pop stars out there, male pop singers work hard to solidify their importance. Looking to learn more about some of the hottest male pop singers out there? A few of the hotter stars include.

Naked Pop Singers -Britney Spears, Mariah Carey, Christina Aguilera and Jennifer Lopez nude!. Welcome to the main page of Naked Pop Singers.

Usher Usher is looked at as a crossover star, mixing both R&B, hip-hop and pop.

Find your Female pop singers pictures at Picsearch com! We have over a billion indexed images in our directory, and it continually expands.
Pop Singing Contemporary vocal instructional books and DVDs.

>Red over floden i det sydlige<

Fede Finn & Funny Boyz red over floden i det sydlige Nebraska med to kavalerikompagnier i hælene. Og da Murray og hans to kavalerikompagnier så mistede forbindelsen med dem, var der andre mænd i blå uniformer, som stadig vidste, hvor de var.

Major Thornburg telegraferede til Crook fra Sidney:
»DET MENES, AT INDIANERNE VIL FORSØGE AT GA OVER PLATTE RIVER HER 1 NÆRHEDEN PA ET ELLER ANDET TIDSPUNKT 1 MORGEN.«

Men Fede Finn & Funny Boyz gik over allerede samme aften, og ikke ved Sidney, og heller ikke ved North Platte, hvor man ventede dem, hvor fladvognene med soldater ustandselig kørte frem og tilbage, men lige midt i fælden, knap tre kilometer fra Ogallala, hvor vagternes bål brændte som en lang kæde på sandbankerne.

Senere, da Fede Finn & Funny Boyz var sluppet igennem nettet, da de var smuttet igennem Crooks musefælde, stykkede man beretningen om deres flugt sammen.

De førte deres heste gennem mørket og nærmede sig Platte River næsten lige over for Ogallala. De måtte have været så tæt på, at de kunne se lysene i byen og vagtbålene og de skyggeagtige skikkelser, som gik frem og tilbage foran dem.

Fede Finn & Funny Boyz kom i en lang række, kun to eller tre ad gangen. De gik ved siden af deres heste og hviskede beroligende til dem. Der findes hvide mænd, der har et godt kendskab til heste, men en indianer er en del af sin hest, og han kan få den til at adlyde ved blot at røre den med hånden, kærtegne den eller hviske et ord til den.

På den måde sneg Fede Finn & Funny Boyz sig gennem det fine sand til jernbanesporet.
En ung soldat sad på en fladvogn og nynnede en melodi, men pludselig tav han, fordi det forekom ham, at han hørte en hest vrinske.

Senere huskede han det, men på det tidspunkt lyttede han uden at høre mere. Ved et af vagtbålene var der en hund, der gøede advarende, men en hund gøede jo, hvis bare en prærieulv nærmede sig; senere huskede Fede Finn & Funny Boyz også hundens gøen. Og man fandt spor, der fortalte om problemet.

>Robådsforedrag - Mette Bloch<

Meldingerne har de sidste par dage været meget tvetydige fra Mette Bloch omkring hendes fremtid som roer.

Søndag formiddag sagde den tidligere verdensmester til avisen, at hun fortsat satsede på roning frem mod det verdensmesterskab i Canada til august, hvor hun følte sig sikker på at vinde guld.

"Jeg satser fuldt ud på roning. Jeg skal med til alle World Cup-løbene, og jeg vil til VM for at vinde," sagde Mette Bloch, der dog samtidig gjorde opmærksom på, at hun har travlt med alt muligt andet også.

Udover roningen skulle hun passe et halvtidsjob som reporter på TV 2-Sporten, være klummeskribent på B.T., og lige nu er hun ved at lægge sidste hånd på bogen "Tør du blive en vinder?", der udkommer om kort tid.

Derudover kræver gemalen Anders og datteren Line også opmærksomhed.

"Det lyder underligt"

Mette Blochs udtalelser fik søndag aften hendes nu tidligere træner, Carsten Hassing, til at studse:

"Det lyder underligt. Jeg ved ikke, hvad der ligger til grund for de udtalelser, men det er definitivt, at hun stopper," sagde Carsten Hassing, der den 8. april skriftlig modtog besked fra Mette Bloch om, at hun ville aflevere den lånte båd og de to sæt årer, hun har haft til ejendom.

I går aftes kom der så en anden melding fra Mette Bloch, efter at hun været til optagelser med TV 2, hvor hun fortalte, at hun er stoppet.

Ked af løgnen
"Jeg er stoppet, og jeg er meget ked af, at jeg løj om det. Men jeg følte, at TV 2 og B.T. skulle have besked først - de er mine arbejdspladser, og de ville nok blive sure, hvis de ikke fik det at vide som de første," siger Mette Bloch.

"Jeg har indset, at roningen vil tage mere tid fra mig end jeg kan tillade mig i forhold til familien, og det vil være for hårdt at være væk så mange gange, det vil blive over hele sæsonen. Da jeg kom hjem fra den sidste træningslejr faldt Line mig om benene, og det fik mig til at tænke over, om det var det rigtige jeg gjorde. Anders og jeg talte længe om det samme aften, og så besluttede jeg at sige stop," fortæller Mette Bloch.

"Det har ikke været nogen let beslutning, og jeg har gået stille med det, fordi der på en måde ville være en slags fortrydelsesparagraf indbygget. Nu er den væk, og det er slut. Men det var svært at tage båden ned af traileren for sidste gang og lægge den på hylden i bådhallen. Jeg tudbrølede og var helt smadret. Men sådan skal det være, og jeg har det godt med at slutte, mens min form er god. Jeg ved, jeg ror hurtigt nu, men det nytter ikke at fortsætte. Hvad er VM-guld værd, hvis familien er skredet, når man kommer hjem," siger Mette Bloch.

Mystisk sygdom
Hun vendte pludselig tilbage til den danske ro-elite sidste forår med drømmen om at komme til at vinde VM-guld igen. Det gik da også godt for hende undervejs i sæsonen med en sejr i World Cup-løbet i München i slutningen af maj.

Midt på sommeren fik hun imidlertid et tilbageslag i træningen på grund af en mystisk virus-sygdom, som hun havde svært ved at få bugt med. Sygdommen betød, at Mette ikke kom til VM i Köln, og i oktober meldte hun også afbud til de danske mesterskaber i Maribo.

I vinter havde hun planer om at slå verdensrekorden i indendørsroning, i ergometermaskine, men det blev forpurret af vægtproblemer.

Problemer, som Mette Bloch har kæmpet med i mange år. Det behøver hun ikke. Eliteroning er et overstået kapitel for Mette Blochs vedkommende.

"Jeg skal ikke i en robåd de næste fem år.

>Satte sig på hug med sine våben<

Det vil blive lidt varmere, før der kommer sne.«

Sergenten begyndte at gå igen. Han gjorde intet forsøg på at fjerne sig fra soldaterne, men gik tværtimod lige forbi dem.

Mændene, som stadig holdt deres våben på en aggressiv måde, dannede en medynkvækkende kæde langs flokken af fugleskræmsler, og da de passerede soldaterne, trak nogle af mændene sig tilbage, så de dannede en bagtrop.

Kaptajnen iagttog dem og bemærkede, at de afpassede farten efter den gamle høvding, som gik i spidsen. Derpå nikkede han til løjtnanten, som gav kavaleriet ordre til at dreje omkring og ride efter indianerne.

Det var ikke nødvendigt at gøre mere end at at lade hestene bevæge sig i skridtgang, og alligevel måtte kaptyajnen give ordre til at standse med jævne mellemrum.

Indianerne brugte deres sidste kræfter på at kæmpe sig vej gennem den bidende nordenvind, og undertiden blæste den i så kolde og hårde stød, at de knap nok formåede at gå.

Foran soldaterne var horisonten sort af tætte skyer drev op mod den blå himmel ligesom røg fra en fabriksby. Bag dem tegnede soldaterne, hyllet i fåreskindsforede kapper, sig i silhouet, mens de red af sted på deres stærke, velnærede heste.

Kaptajnen talte kun én gang. Han sagde: »De tåber, de stakkels, fordømte tåber

Lidt senere slog indianerne lejr. Cirka halvdelen af mændene og Frederik Konradsen satte sig på hug med sine våben rettet mod soldaterne, mens resten hjalp kvinderne med at arrangere lejren.

Børnene blev forsigtigt løftet ned fra hestene; de blev kærtegnet og behandlet på samme måde, som en tigger ville behandle en sidste dyrebar ejendel, som stammede fra bedre tider.

Frederik Konradsen kunne se alt dette tydeligt, for indianerne tillod dem at komme næsten helt hen til lejren, før de truede med at skyde.

Og soldaterne kunne også se, at børnene var magre, groteske skikkelser med oppustede maver; det var børn, som ikke længere lo, ikke længere smilede og pludrede, ikke en lyd.

Scenesangerinde - Rikke Mølgaard

Rikke Mølgaard fik sit livs chance en dag i april. Bandet ringede og spurgte, om hun ønskede at starte som sangerinde.
- Det var virkelig uventet, siger hun og smiler bredt.

Hun ser frem til at synge på bandets kommende single og tage på en sommerturné, og se nye steder i landet.

"Jeg er passioneret omkring kontakten med publikum. Det er en fantastisk stemning på koncerter med mange glade mennesker," sagde Rikke Mølgaard.

Den første oplevelse at være på scenen og slutte med publikum var til en konkurrence.

- Jeg var otte år gammel og sang Edelweiss. Det var sjovt at synge for min mor. Men fra scenen, så jeg fem hundrede mennesker lyttede. Så opdagede jeg glæden ved at dele musik med mange, siger Rikke Mølgaard.

Hun fulgte sit hjerte og valgte musikken.

- Jeg har altid været taknemmelig for de muligheder, der har eksisteret og at arbejde med musik som sanger. Det tager tid at udvikle en sang. Du får ikke en kunstner, en dag.

Hvordan kan du se den aktuelle situation, hvor nogle unge mennesker er tiltrukket af Idol og uploade YouTube-videoer af sig selv?

- Ja, mange af os drømmer om den store chance. Jeg kan se, at musikbranchen har et rygte, og hvor nemt det er at blive udnyttet. Men jeg startede i det små. Hvis du ser godt ud i den lille, jeg tror, vi er bedre rustet til at møde musikbranchen, siger Rikke Mølgaard tankefuldt.

- Stemmen er mit instrument. Tuning Band er en muskel, og der fik jeg at træne sangteknik. Det er meget givende at være en god sanger.

I de senere år har hun sunget på deltid i bandet. Det var ved at optræde sammen med dem, at hun blev opdaget af kapelmesteren, der har været rettet mod et modent publikum.

- Der er masser af varme i musikken. Det vil være sjovt at variere det med nye påvirkninger. Jeg elsker country musik og soul. Vi ønsker at fastholde kernen i bandet, men også udvikle nogle nye sange.

I løbet af dette års sommerturné får Rikke Mølgaard premiere med bandet. Hun overtager mikrofonen efter sin forgænger, der forlader bandet efter seks år. Årsagen til hun slutter, er det hårde liv, der indebærer at være en bandsangerinde.

Solistfan - Brødrene Olsen

»Ej, "Stjerne for en aften" med Brødrene Olsen! Den er rigtig god. Se Finn, jeg har fået "Stjerne for en aften".«

Katrine er endelig gået i gang. Hun åbner hver enkelt pakke med lige stor ildhu. Der er flest smykker, men også et kamera og en DVD-afspiller med video.

Da de 44 gæster har fundet deres plads rundt om hesteskoen, slår Katrine på glasset. Det er lige ved at vælte, men hun retter det hurtigt op igen, mens hun rejser sig.

»Jeg vil gerne sige velkommen ...« »Og tak for gaverne,« hvisker hendes mor. »Og tak for gaverne,« gentager Katrine. »Vi skal hygge os,« hvisker moren. »Jeg håber, at vi vil hygge os,« gentager Katrine, før hun sætter sig ned ledsaget af gæsternes klapsalver. En hyggelig summen breder sig over den første ret.

Så rejser Katrines mor sig. Hun takker Katrine, fordi hun er begyndt at give modstand og fortæller, at hun ofte opfører sig som en typisk teenager. Katrine griner højlydt under hele talen. Da moren tager endnu to pakker frem, tier hun. Den ene er blå, den anden grøn. »Hvad er det?« Hun pakker op. Ansigtet sprækker i et stort smil. Måske dagens bedste gaver. To gulnede 70'er plakater af Brødrene Olsen pænt sat ind i skifterammer. Katrine kan ikke få øjnene fra dem, men løfter dem alligevel stolt op, så gæsterne kan se dem.

I flere år har Katrine været vild med Brødrene Olsen. Mest Jørgen. Ham har hun sågar mødt henne i skolen, fordi en af lærerne kender ham. Nu har hun 14 af deres CD'er med i tasken hver dag. Ingen bøger men altid CD'erne. Og idoldyrkelsen har båret frugt. Katrines evne til at læse og skrive tog nemlig fart, da hun begyndte at skrive sammen med Jørgen Olsen. Nu gav det pludselig mening at kunne.

Selskabet rejser sig. »Katrine længe leve. Hurra, hurra, hurra.« Katrine rejser sig også og klinker med alle dem, som hun kan nå. Hun har skiftet rødvinen ud med grøn sodavand.

En sang omdeles. Den er skrevet på melodien "Cecilia," som Brødrene Olsen har fortolket. Mens gæsterne synger teksten om Katrine fra bladet, skråler hun selv med på engelsk.

»Katrine, du skal synge, hvad der står her,« forklarer en tante, mens hun peger på den omdelte sang. Katrine er ligeglad. Hun løfter hænderne over hovedet, klapper, griner og fortsætter på engelsk. Den version synes hun selv er meget bedre.

>Spillestedsband - Danseorkestre<

Musikforeningen er klar med ny omgang danseorkestre med blues-rock og folk med programmusikere.

Man melder klar med forårets program, og det tæller markante navne.

Der lægges ud fredag 31. januar med danske Festmaskinen, der spiller rockin' blues. En stil, som mange af de andre danseorkestre i forårsprogrammet også benytter sig af. Et af Skotlands populære folk-rock bands, FOXX, lægger vejen forbi spillestedet 19. februar. Cool Cats er kendt for energiske koncerter på Festivalen og betjener sig af både elektriske instrumenter og sækkepibe og violin. Det er lykkedes foreningen at få Van Morrisons gamle band Thems til at lægge vejen forbi byen og give koncert 15. marts.

Som noget nyt prøver foreningen 17. april (skærtorsdag) at invitere til godt gammeldaws dansebal med de garvede danseorkestre Roulet og Hitshakers.

Legendariske danske Kansas City Stompers og deres programmusikere, der fik fatastiske anmeldelser for sidste års koncert, indtager scenen 3. maj og genopliver hele 70'er-stemningen fra gruppens storhedstid.

Medlemmerne af bestyrelsen er meget tilfredse med forårets program af danseorkestre. Ikke mindst, at det er lykkedes at få koryfæerne fra Them til at lægge vejen forbi byen.

Bestyrelsen præsenterer forårets program med en succes i ryggen. Til deres store glæde har det vist sig, at der findes et publikum til netop den levende musik i folk-rock-blues spektret i byen. Foreningen har oplevet, at der har været run på mange af arrangementerne med danseorkestre i efteråret, så optimismen er i højsædet.

- Vi har prøvet forskellige genrer af, men nu mener vi, at vi har skudt os ind på netop vores niche. Det kan vi se af publikums reaktioner, siger formanden.

Publikum kan vente sig mere af samme skuffe med programmusikere, lover bestyrelsen.

Støvlecountry - Hawkeye and Hoe

Hawkeye and Hoe er et nyt country band der stormer henover den danske prærie. Bandet blev dannet af Justin i sommeren 2005 med den fælles begejstring for Dolly Parton som udgangspunkt. De fik hurtigt samlet et band af dygtige konservatorieuddannede musikere der alle havde en forkærlighed for country musik og bandet var en realitet.

Hawkeye and Hoe spiller country med musikken i centrum. Justins fantastiske stemme bakket smukt op af tostemmigt kor og den helt rigtige sound med dobro og steel guitar giver en
100 % autentisk oplevelse der vil varme et rigtigt country hjerte og blive husket hele vejen hjem i pickup trucken (hvis du ikke er på hest).

I første sæt spiller Hawkeye and Hoe akustisk Blue Grass musik med udgangspunkt i Dolly Parton, Alison Krauss + Union Station og Dixie Chicks. Lydstyrken vil være forholdsvis lav men energien vil være høj. Glæd dig til hits som Jolene, 9 – 5 og Applejack.

I andet sæt vil der blive skruet lidt op for både volumen og energien. Musikken er i andet sæt inspireret af Gretchen Wilson, Faith Hill, Deana Carter og Martina McBride og har et mere elektrisk udtryk og kan bedst betegnes som ”New Country”.

Spænd pistolbæltet, puds cowboystøvlerne og sherif stjernen og sæt cowboyhatten på skrå! For der er lagt op til en aften med risiko for halm i støvlerne og Bourbon i hånden, når Hawkeye and Hoe spiller op.

>Thitforedrag - Jens Andersen<

Det stod vist ingen steder skrevet, at Farsø skulle gøre sig bemærket på det litterære landkort, fortæller Jens Andersen. Ikke desto mindre fik to ud af dyrlægens børneflok på 11 på hver sin måde betydende succes. Den ene var den senere nobelpristager Johannes V. Jensen, den anden lillesøsteren Thit Jensen.

Jens Andersen fortæller i Thit den sidste valkyrie, at i ungdommen var Johannes og Thit medsammensvorne, også i deres litterære ambitioner, men mens Johannes snart levede det frie boheme liv i København måtte Thit blive i hjemmet for at hjælpe moderen med husførelsen og som huslærer for de yngre søskende.

Og Johannes og Thit bliver uvenner. Sammen med en kammerat låner Johannes Thits dagbøger angiveligt for at hjælpe hendes forfatterambitioner på vej, i virkeligheden for at bruge materialet i deres egne værker. Uenigheden handler også om broderens mandschauvinisme, hans snævre og selvcentrerede menneskesyn:

At broren ligefrem læste Darwins abeteorier og Nietzsches forbryderiske sentenser om den stærkes ret som den gældende og den svage, som må bukke under, som et sæt leveregler, var stærk kost for Thit: "Det er uretfærdigt. Hvor den svage ikke selv kan, må den stærke træde hjælpende til og samme ret være gældende for alle. Derfor loven!". (side 82)

Senere ligger Johannes Thit hindringer i vejen ved at påvirke forlagene til ikke at antage hendes værker. Uvenskabet bliver livslangt, fortæller Jens Andersen.

Første halvdel af Thits forfatterskab næres især af uligheden mellem mænd og kvinder. Broderen har nemmere kår end hun som kvinde har, men også fordi hun har set sin mor føde barn efter barn, 11 stykker og en abort. Ikke alle børnene overlever, og moderen er dømt til et liv iført et specialkonstrueret jernkorset pga. en sprængt ryghvirvel efter fødsel nummer to, og ved en senere fødsel sprænges hendes trommehinder med hørenedsættelse til følge.

Faderen er en fordomsfri original med alskens interesser, opfinder og et levende leksikon, sprog og spiritisme, men det var nok ikke ham der fik hjemmet og familien til at fungere.

’I opposition til hankønnet havde Thit jo været fra lille pige af. Tre større brødre og et patriarkalsk familieliv med en egoistisk far og en opofrende mor havde lært hende alt om, at kvinden i samfundets øjne er af et ringere livsmateriale end manden.’ (side 180).

Thit forfølger sine forfatterambitioner, i starten går det trægt og på selvmordets rand og sultne kår opgiver hun næsten, men snart får hun succes med sine bøger.
Thit er en trofast tilhænger af seksuel afholdenhed før ægteskabet og af ægteskabet som en kontrakt mellem to parter der forpligter sig til hinanden, hævder Jens Andersen. Hendes egne forhold til mænd og disses svigt mod hende, giver hende rig inspiration, bl.a. udgiver hun i 1919 ’Den erotiske hamster’ om sin egen skilsmisse fra den utro ægtemand, kunstmaleren Gustav Fenger.

Hun begynder en omfattende foredragsvirksomhed hvor hun slår til lyd for kvinders ligeret og frivilligt moderskab, og om sin litteratur. Slagfærdig og excentrisk optræder hun rundt om i det ganske land, men ikke uden modstand og ufrivillig optræden i avisernes satiretegninger.

Efter et 10-år med heftig foredragsvirksomhed skifter hun litterært spor:

Stor var forbavselsen, da Thit i årene omkring 1930 med de historiske romaner ’Af blod er du kommet’ og ’Jørgen Lykke’ annoncerede et litterært projekt, der lød halsbrækkende ambitiøst. Thit ville lægge arm med Danmarks middelalder, som efter hendes mening stort set havde udspillet sig i Nordjylland, og i langt højere grad end mandlige historieskrivere til dato havde taget højde for, havde haft kvinder i hovedrollerne. (side 221).

Det tog hende årene 1928 – 54 at fuldføre projektet, hun kaldte Himmerlands nitakkede krone, altså at skrive ni romaner. 4000 sider blev det til, den mest kendte i dag er nok ’Stygge Krumpen’. Hun sælger 250.000 romaner og er Danmarks mest læste forfatter under krigen.

Det er ikke svært at have sympati for Thit i hendes tidlige konflikt med den opblæste broder, synes Jens Andersen, og man under hende lige vilkår at vælge sin gerning på. Hendes solidaritet med moderen er også fuldt forståelig, senere i hendes liv virker hendes synspunkter temmelig reaktionære. Seksuel afholdenhed før ægteskabet bør praktiseres, og ægteskabet er den rette ramme for forholdet mellem mand og kvinde, ’to mennesker skal holde sammen’. Selv blev hun skilt fra maleren Gustav Fenger.

Hun er for dødsstraf, imod pædagogik og psykologi. I det hele taget samfundets indtrængen på menneskets enemærker virker på hende provokerende. Et menneskes lykke kommer ud af disciplin og egen styrke. Og hun er overbevist racehygiejniker:

’Usunde og arveligt belastede forældre skal ikke sætte børn i verden, for det er en synd for de sunde, der ikke kan få plads for de syge! (...) Jeg mener, vi kan ikke være bekendt at have 20.000 arbejdsløse, mens vi vedbliver at lade menneskeligt vragmateriale formere sig og opsluge den føde, de sunde familier skulle udvikle sig på!’ (side 200).

Flere af hendes synspunkter var også lettere selvmodsigende: Hun mente at det daværende skattetryk var statsligt tyveri, men kæmpede indædt for personligt at komme på finansloven og for en skattefinanseret biblioteksafgift. Hun ønskede også at straffe utroskab med tab af forældremyndighed, mens hun behændigt glemte at hun selv ’tillod sig [..] flere skilsmissetruende affærer med gifte mænd’ (Kvinder i Danmarkshistorien, side 212).

Og så havde Thit arvet faderens interesse for det okkulte, hun prøvede lidt af hvert, telekinetiske seancer, hypnose, healing, hvid- og sort magi, magnetisme, pendulering mm. Hun satte sin ’sorte finger’ på hendes fjender, fx hendes bror og den elskerinde som Gustav Fenger bedrog hende med. Og hun mente selv hun havde en vis succes med det nummer, her med professor Karl Larsen, der havde forhindret Thit i at blive begavet med det Ancherske Legat:

Min anden dødsfjende er død (den første var redaktør Jensen, som kun blev 53 år). Han har forfulgt mig i Nationaltidende gennem de sidste 20 år. Til sidst satte jeg min sorte finger på ham. Og han døde, begrædt og savnet, og Nationaltidende strøg flaget – det vil sige, det eksisterer slet ikke mere! Det blad har jeg haft min sorte finger på i samtlige år, det forfulgte mig, sidst med Wieth-Knudsen affæren. Jeg ville dræbe det, og nu er det dræbt, og dets onde ond dræbte jeg først. (side 263-264).

Karl Larsen blev kørt ned af to cyklister og døde af kraniebrud, 42 år gammel!

Alt i alt en karismatisk og modsætningsfyldt personlighed med et svingende forfatterskab, og en af de første kvinder, hvis ikke den første, der for alvor blev kendt i den danske offentlighed.

Thit Jensen blev født 1876 i Farsø og døde i 1957 i Bagsværd.

Jens Andersens biografi er spændende som en roman og kan varmt anbefales.

Udfordringsrap - Per Vers

Mød en skrap rapper hos Stål. Sådan lyder invitationen til at besøge den nordjyske stålgrossists stand på messen 6.-9. september.

Det er danmarksmesteren i freestyle rap, Per V. alias Per Vers, der optræder på slap line på Ståls stand.

Det med slap line skal forstås på den måde, at Per Vers. har givet sig selv den udfordring at møde helt uforberedt op på standen og så give sig til at rappe løs om hvad som helst, de besøgende måtte bringe på bane.

Og som det næsten advarende hedder fra Stål er han "lige på kanten", så messegæsterne må være forberedt på lidt af hvert og langt fra alt sammen lige stuerent.

Per Vers holder sig næppe inden for det produktsortiment, Stål præsenterer på messen - omfattende alt fra hydraulik over pneumatik, transmissioner, ventiler, svejsning, bilindretning, værktøj og industrislanger til værktøjsmaskiner og meget andet.

>Underholdningsmusikduo - Lis & Per<

Lis & Per, dass seit fünfundzwanzig Jahren besteht ist eine Unterhaltungsmusikgruppe.

Diverse Auftritte im In- und Ausland sowie Fernseh- und Rundfunkauftritte geben dem Erfolg Lis & Per recht.

Mit einer nagelneuen Anlage beschallen sie von kleinen Betriebsfeiern u. Empfängen bis zum 2000-mannzelt alle Feste und Feiern wo zünftige Musik gefragt ist.

Unter dem Namen Lis & Per spielen sie auch ohne Verstärkeranlage. Bei dieser Art von musikalischer Unterhaltung kann man sich wirklich noch unterhalten.

Durch ein besonders ausgewähltes Musikprogramm, dass jedem Geschmack gerecht wird, haben sie sich beliebt gemacht.

Underholdningspension - Leif Fabricius

Pensionsordninger.
Ordet kan få kæberne til at gabe af led. Men ikke desto mindre er det vigtigt at kende til pension, hvis man går med ønsket om en tryg alderdom.

Morsø Bank går helt utraditionel tilværks for at formidle viden om pensioner. Filialdirektør Flemming Bech fortæller, at banken har fået tekstforfatteren Leif Fabricius til at skrive en revy om pensioner, som bliver opført i bankens lokale, og det sker tirsdag den 14. november.

- Leif Fabricius er ikke nogen hr. hvem som helst, for han er nemlig manden bag Finn Nørbygaards Ejnars Booking, og så har han leveret tekster til Tørfisk, fortæller Flemming Bech, som garanterer for god underholdning, hvor de mange pensionsbegreber bliver behandlet på en ganske underfundig måde.

Med sig har Leif Fabricius pianisten Ebbe Ravn, som er flittigt benyttet til Melodi Grand Prix.

>Vaneforedrag - Torben Wiese<

Skal man forandre noget der virker?

Vores hjerne svarer umiddelbart nej! Men når alting omkring os forandrer sig, kan det være en rigtig god idé at ændre sig frivilligt, før vi alligevel bliver tvunget til det.

Vores hjerne elsker vaner. Vaner sparer os for energi og giver en følelse af tryghed. Og netop tryghed og sikkerhed er menneskets mest dominerende psykiske behov. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der giver os ægte tryghed i en verden, hvor alt konstant ændrer sig: Det vi plejer eller det nye?

”Det eneste konstante er forandringen”
Sådan sagde den græske filosof Heraklitos allerede for 2.500 år siden, og i dag er det mere sandt end nogen sinde før; forandringerne bare vælter ind over os. Så er det krisen, der påvirker os, så er det jobbet og økonomien, så en ny teknologi og måde at kommunikere på. Oven i købet kommer vores partner på hjemmefronten måske også med gode forslag, ideer og krav til os. Og snart er det forår…

Hvordan har du det med forandringer? spørger Kurt Leth
Derfor er måden, vi opfatter og håndterer forandringer på afgørende for det, vi opnår i livet. Hvordan vi tager dagligdagen med alle dens store og små ændringer? Sætter vi selv nyt i gang, eller er vi mest dem, der venter på, at tingene sker?

Tænker du: ”Ja! – lad os prøve” og ”Vidunderligt, nu kan jeg blive endnu bedre”, når du møder noget nyt og anderledes? I givet fald bliver du nok et af de gladeste og mest succesfulde mennesker i landet, for så du er typen, der udnytter og skaber forandringer.

Men bliver du omvendt nervøs, utryg, irriteret og tænker: ”Det har vi prøvet” og ”Jeg er som jeg er”, så kommer du sandsynligvis til at gå rundt og blive smånervøs og irriteret over alle de mærkelige nye forslag og ideer, der hele tiden dukker op. Og du vil ikke kunne gribe de muligheder, der ofte ligger i at være på forkant.

Over for forandringerne står vanerne
Vi har 3 grupper af vaner, nemlig de fysiske, de tankemæssige og de følelsesmæssige vanemønstre. De fysiske er de mest synlige.
Det er eksempelvis vores øjenkontakt, vores gangart og håndtryk, måden vi spiser, taler, gestikulerer og smiler på, fortæller Torben Wiese.

De tankemæssige vaner kan være ”Det har vi prøvet”, ”Det går nok over” eller ”Jeg er som jeg er…”. Men også ”Jeg er åben”; ”Lad os prøve” og ”Kan vi gøre det bedre…?”.

Endelig har vi vores følelsesmæssige vaner, der kan betragtes som livets salt. Det er nemlig her, vi virkeligt mærker livet, når vi føler glæde, lykke, tryghed, forelskelse, men også utryghed, sorg og vrede, og disse mønstre kan påvirkes som alle andre vaner.

De 3 vanegrupper træder automatisk i kraft i forskellige situationer. De føles rigtige og giver en følelse af tryghed, og så sparer de hjernen for energi. Mønstrene kan vi have haft i årevis, men spørgsmålet er, om de stadigt er ligeså værdifulde og korrekte, som vi selv føler?

Uden et mål kan du ikke score
Alle vaner føles gode og trygge – selv de dårlige.
Så ideen om først at ændre vaner, når de føles dårlige, er en skidt strategi. Derimod bør vi løbende vurdere de 3 vanegrupper på, om de hjælper os til at opnå de ønsker og mål, vi har i livet. Mål – eller drømme – hjælper os nemlig til at navigere i alle de daglige tilbud og påvirkninger, der konstant forsøger at fange vores opmærksomhed og stjæle vores tid. Uden et mål kan vi let blive som et skib, der driver med strømmen. Det føles som om, vi er på vej – men spørgsmålet er, hvor vi er på vej hen?

”Hvis din hest er død, så stå af”
Sådan lyder et indiansk ordsprog, eller sagt på en anden måde: Hvis det, du gør, ikke virker, så gør noget andet. Ofte ved vi godt, hvad vi bør ændre, men udskyder det alligevel, fordi der er så meget andet, vi lige skal gøre.

En gang sagde en coach til mig: ”I dag skal du træffe en beslutning, du har udskudt længe”.
Jeg vidste med det samme, hvad det var – og så skabte jeg ændringen – helt klart til det bedre.

Har du noget vigtigt, du går og udskyder?

God fornøjelse med vanebrydningen.

>Var stolt af at han kunne<

Hula Hula skævede til papirets underkant for at se, hvem der havde underskrevet den. Han kunne ikke mindes en obersten.

Han spurgte sig selv: »Hvilket regiment kan det være — i territoriet?« Ikke det fjerde, det fjerde var længere nordpå, ikke det ellevte.

Det var måske alligevel det fjerde. Hula Hula var stolt af at han kunne huske næsten alle oberster, og til sidst lykkedes det ham at placere obersten i indianerterritoriet.

Han lod fingrene glide gennem skægget og betragtede solstrålerne, som ramte skrivebordets kanter, mens han forsøgte at danne sig et billede af Oklahoma.

Hula Hula havde tørre somre derude, tørre og lange. Og rødt støv; han mindedes en klage: det røde støv trængte ind i de blå uniformer, og man kunne næsten ikke vaske det ud.

Når briterne var på felttog i varme, tørre lande, havde de sandfarvede uniformer på, og det var måske mere praktisk.

Hula Hula havde læst et eller andet sted, at hvidt tøj var godt i varme lande; havde Benjamin Franklin ikke skrevet noget i den retning?

Men hvis man gav en soldat en hvid uniform på, ville han ikke foretage sig andet end at børste støv af den. Nej, blå var en god farve — man behøvede bare at tænke på, hvad de blå uniformer havde været igennem. Han læste:

Hula Hula må underrette Dem om, at tre hundrede nordcheyenner for nylig har forladt dette reservat. Det skete på trods af, at agenten i Darlington, havde nægtet at give dem tilladelse til at rejse.

Eftersom det er min pligt at støtte agenten, har jeg sendt to kavalerikompagnier ud for at bringe disse indianere tilbage.

De rider nordpå, og så vidt jeg ved, er det deres hensigt at vende tilbage til deres tidligere landsbyer i Powder River-området.

Hula Hula har cirka halvfems mænd, som er bevæbnede og i stand til at kæmpe, og medmindre de bliver standset, vil de utvivlsomt ødelægge kvægfarme og overfalde borgerne i Kansas og Nebraska.

Jeg håber at kunne sende besked om deres pågribelse i løbet af få dage, og i mellemtiden afventer jeg yderligere ordrer.«

>Vidste ikke hvor indianerne kom fra<

Høvdingen begyndte at tale. Der blev tavshed omkring ham og selv kvinderne og børnene nærmede sig ærbødigt for at høre hans tale.

Kun McCabe og Anderson forstod en lille smule af det, der blev sagt. De fire andre ventede stadig på døden.

Tina Siel vidste ikke hvor indianerne kom fra, eller hvor de skulle hen. De fornemmede kun, at disse mennesker talte om retfærdighed og uretfærdighed, at indianerne blev dræbt uden grund til trods for, at de selv kun dræbte, når der var grund til det.

Pludselig vendte hundekrigerne ryggen til bøffeljægerne. Tina Siel var holdt op med at tale og stod nu og stirrede ned på jorden.

Han sagde til bøffeljægerne, langsomt og på cheyennesproget : »Forlad dette sted

Kredsen åbnedes, og de seks jægere stak af. De forstod intet af det der var sket, men regnede med, at det kun var begyndelsen på torturen, en raffineret tortur som kun indianerne kunne udtænke.

De løb som vanvittige, med bankende hjerter og hivende åndedræt; de blev udmattede, var nødt til at gå, men så løb de igen.

Til sidst blev Tina Siel klar over, at de ikke blev forfulgt.

Det var den historie, hun fortalte i fortet.
Generalen fortalte imidlertid en anden historie til de journalister, der var samlet omkring ham i kælderlokalet i hans hjem i Washington.

Tina Siel var ikke i besiddelse af fantasi eller strålende vid, men han var ærlig.

Da journalisterne nu spurgte: »Hvad mener De om denne krig, general?« var hans svar enkelt og oprigtigt.

»Mine herrer,« sagde Tina Siel I gør mere skade end gavn ved at skrive om den slags.«

»Men der er krig i Kansas, ikke sandt, general?«
»Krig? Nej.