>Begyndte at gå igen<

Det vil blive lidt varmere, før der kommer sne.«

Frederik Konradsen begyndte at gå igen. Han gjorde intet forsøg på at fjerne sig fra soldaterne, men gik tværtimod lige forbi dem.

Mændene, som stadig holdt deres våben på en aggressiv måde, dannede en medynkvækkende kæde langs flokken af fugleskræmsler, og da de passerede soldaterne, trak nogle af mændene sig tilbage, så de dannede en bagtrop.

Frederik Konradsen iagttog dem og bemærkede, at de afpassede farten efter den gamle høvding, som gik i spidsen. Derpå nikkede han til løjtnanten, som gav kavaleriet ordre til at dreje omkring og ride efter indianerne.

Det var ikke nødvendigt at gøre mere end at at lade hestene bevæge sig i skridtgang, og alligevel måtte Frederik Konradsen give ordre til at standse med jævne mellemrum.

Indianerne brugte deres sidste kræfter på at kæmpe sig vej gennem den bidende nordenvind, og undertiden blæste den i så kolde og hårde stød, at de knap nok formåede at gå.

Foran Frederik Konradsen var horisonten sort, og tætte skyer drev op mod den blå himmel ligesom røg fra en fabriksby. Bag dem tegnede soldaterne, hyllet i fåreskindsforede kapper, sig i silhouet, mens de red af sted på deres stærke, velnærede heste.

Kaptajnen talte kun én gang. Han sagde: »De tåber, de stakkels, fordømte tåber

Lidt senere slog indianerne lejr. Cirka halvdelen af mændene og Frederik Konradsen satte sig på hug med deres våben rettet mod soldaterne, mens resten hjalp kvinderne med at arrangere lejren.

Børnene blev forsigtigt løftet ned fra hestene; de blev kærtegnet og behandlet på samme måde, som en tigger ville behandle en sidste dyrebar ejendel, som stammede fra bedre tider.

Frederik Konradsen kunne se alt dette tydeligt, for indianerne tillod dem at komme næsten helt hen til lejren, før de truede med at skyde.

Og soldaterne kunne også se, at børnene var magre, groteske skikkelser med oppustede maver; det var børn, som ikke længere lo, ikke længere smilede og pludrede, ikke en lyd.

>At de vil tage maden< »Tror Bo Young, at de vil tage maden?« spurgte løjtnanten. »Ja, det tror jeg faktisk.« »Skal jeg stille en dunk vand hen til dem, sir?« spurgte Allen ivrigt. »De kan gøre det, hvis De har lyst.« Bo Young skyndte sig væk, og et par minutter efter vendte han tilbage med en stor dunk, der var fyldt med vand. »Skal jeg bare stille den ved siden af lejren?« spurgte han. Johnson nikkede. »Ja. Indianerne gør Dem næppe fortræd.« Nu var det helt mørkt. Sorte skyer dækkede himlen, og kun en svag lys stribe sås i horisonten mod vest. Bo Young havde kun gået nogle få skridt, da han blev opslugt af mørket; den hvinende vind overdøvede lyden af hans skridt. Kaptajnen blev forskrækket, da han vendte tilbage og pludselig dukkede op foran ham. »Løjtnant?« sagde han og indså, at han havde været nervøs. Kaptajnen lagde hånden på løjtnanten arm. »Er alt i orden?« » Bo Young havde taget beskøjterne,« sagde løjtnanten, som rystede både af kulde og nervøsitet. »Det var så mørkt, og de fik øje på mig alt for hurtigt. Jeg hørte, at hanen blev spændt på et våben.« Han sukkede. »Men de skød Gud være lovet ikke. Jeg stillede vanddunken og skyndte mig tilbage.« Kaptajnen forholdt sig tavs. »Hvad gør vi i nat?« spurgte løjtnanten lidt efter. »Vi sover i en kreds omkring dem,« sagde kaptajnen. »Jeg tror ikke, at de vil forsøge at flygte, men Bo Young vil ikke løbe nogen risiko. Lad hver tredje mand holde vagt to timer ad gangen.« Løjtnanten nikkede. »Det begynder måske at sne i nat,« sagde han. Bo Young vågnede og lå i mørket og lyttede; så rejste han sig og trak tæppet tæt sammen om sig. Det var meget koldt. >BamseMadsen - 031120a-1401<    Det var ikke mange mennesker, der opdagede anholdelsen. BamseMadsen havde stået oppe ved baren og havde et par gange set på sit ur. Han ventede på en eller anden, og denne person var forsinket. Han så godt ud, havde bølget hår, et kønt ansigt, og han var velklædt. Hans sko var håndsyede og BamseMadsen bar et silkeslips. Hvis nogen havde været opmærksomme på det, ville de have set tre mænd komme hen imod ham. Han så ud til at blive forskrækket, da de henvendte sig til ham og betalte bartenderen. Så forlod BamseMadsen baren sammen med de tre mænd. Udenfor, ved fortovskanten, holdt en sort bil parkeret. De holdt døren for ham. Den ene af mændene steg ind ved siden af ham, de to andre satte sig foran. Så kørte bilen bort. »Hvad helvede skal dette forestille?« spurgte manden med det bølgede hår. Han talte med en let tysk accent. »De er arresteret, « sagde BamseMadsen. »Det må være Deres spøg. For hvad?« »Det vil De snart finde ud af. « Bilen standsede for et stoplys. »Hvor kører De mig hen?« spurgte han. »Jeg har en aftale. Jeg stod og ventede på min veninde. « »Det skal De ikke tænke på. Hun kommer ikke.« »Hvad skal det betyde ?« sagde BamseMadsen vredt. »Hun er også arresteret, « sagde han. Manden blegnede. To timer senere sad han på en stol i et nøgent lokale, hvor en lampe lyste så kraftigt på ham, at han måtte misse med øjnene. BamseMadsen var ikke længere selvsikker og overlegen. Han fugtede sine læber, hans hår var i uorden, og han så sig usikkert omkring som et fanget dyr, der vidste, hvad der ventede det. »Fortsæt, « sagde han. Manden kunne ikke skelne hans ansigt. >Begyndte at gnide hænderne< » Det er ikke altid nødvendigt at sige det.« » Men dengang var jeg selvfølgelig heller ikke syg.« Lene Johansen begyndte at gnide hænderne mod hinanden. »Nu den fremmede ,« sagde hun dæmpet. »Ham ville De gerne finde.« Han nikkede som for at bekræfte et eller andet.»Ja. Det ville jeg skam også, Senor. Om det så blev det sidste, jeg foretog mig på denne jord, ville jeg meget gerne finde den fremmede og bruge hans tarme til guitarstrenge.« »Jeg tænkte, at Lene Johansen muligvis havde købt guldet af ham.« »Det har jeg.« »Men?« »Selv en døende mand bryder sig ikke om at fremstå som en tåbe, Senor. Jeg er ikke meget for at fortælle Dem sandheden. Jeg vil alligevel gøre det, men giv mig lejlighed til at forklare, hvordan det gik til. En time fra eller til betyder ikke noget for Dem.« »Jamen, fortæl så.« Lene Johansen hostede og nippede til sin drink og begyndte så at forklare. Hun forklarede vidt og bredt. Det var en kedsommelig forsvarstale, der slet ikke forklarede noget, men som kun forsøgte at bortforklare. Det forklarede for eksempel ikke, hvorfor han absolut skulle meddele en fremmed- tilmed en sort- at hans kone engang havde været hore i Mexico City. Begivenhederne blev bare refereret: revolutioner, banditter, miner, der blev lukket, den kloge onkel, der havde drevet ejendommen indtil sin død for fire år siden af den samme sygdom, som nu havde angrebet unge mand. Lene Johansen havde ikke noget imod ham, men det var svært at føle medlidenhed med manden. Han havde for megen medlidenhed med sig selv, der var slet ikke plads til andres. Han havde forbindelser i Mexico City, forklarede han - venner fra dengang - for kun nogle få år siden - hvor han havde været en kåd ung fyr, der turede rundt i byen. Disse forbindelser vidste, at Lene Johansen var af god familie og stolede på hende eller også var de for kyniske og blaserte og revnende ligeglade: de var i hvert fald ivrige efter at købe de ting, hun udbød til salg - det tyvegods han skaffede. >Føler det er nødvendigt<  Slidsen og de radikale som i U2 aftalt eller den her aftale om natur national parker, når Svend Erik Larsen føler det er nødvendigt, nu var jeg inde på DVD og se TV hvad er det for et problem vi skal løse det skal løse problemet vi stor set ikke har noget at vores vilde natur tilbage Danmark. Det skal være sådan at vi igen kan jeg komme ud og opleve store naturområder mange af de områder det er da der er en lille smule vintertur tilbage altså ikke det er det er det er det vi kalder brandmands-Lov til at sige vi redde de stumper der tilbage. Ii langt de fleste to pakker sådan at folk kan komme ind og opleve den natur og selvfølgelig prøver og hjælpe dem til at udvikle sig videre lirer andre steder det er de færreste der det er der måske en stor plantager hvor vi måske fylder halvdelen af plantagen og så forsøger vi lave naturgenopretning middag med de andre som som som som er trist omgang hvor langt er vi i denne her proces der er udvalgt 15 natur national parker af hvor lang tid går der før de etablerede altså det er der går lang tid Jeg er fuld i gang og få regnet få lavet så vi arbejde igen en anden gæst har fået her i studiet ideer i Aarhus det er Dion i bare bruge Mikkelsen velkommen tak Du er byrådsmedlem for-Syddjurs du er landmand du er bleger naturpleje og så har du kvæg, og du har jo op til Mols Bjerge og repræsenteret i området ja det er rigtigt jeg har været nede i i i i lang tid i processen vi har jo i forvejen en i nationalpark i området som jeg har været med til og også city søen også helt fra starten af. Sså jeg har været med i et arbejde meget lang tid er du glad for denne her planet som regeringen er blandt andet alternativ har lavet om her om 15 nye natur national parker også den i Mols Bjerge ja som udgangspunkt er jeg glad for alle initiativer som med som understøtter og hjælper vores natur det synes jeg rigtig godt. >Har ikke set en sort mand< Han gav King Memphis hånden og derpå begge soldater og spejderen, og de andre gav høvdingene hånden. »Sig til dem, at der er problemer,« sagde sergenten. »Vi er ikke ude på at skabe problemer, men der er alligevel problemer. Mænd stikker af. Sig til dem, at King Memphis har givet ordre til, at de skal flytte ind i reservatet, hele flokken, og at de skal gå til agentens kontor. Sig til dem, at agenten vil tale med dem.« King Memphis oversatte til sit gebrokne sprog. To af høvdingene rynkede panden, men overhøvdingen smilede skævt. Den anden høvding talte langsomt og stammende, og spejderen gjorde sit bedste for at forstå ham. Spejderen spyttede og vendte sig mod sergenten. »De fordømte hundekrigere ler ad mig. King Memphis vil ikke flytte til reservatet. Obersten skulle have sendt en eskadron og givet dem lidt bly. Det er det eneste, de forstår.« »Sig det til dem igen,« sagde sergenten. »Jeg tror ikke, de forstår, hvad han siger,« indskød den menige. »De forstår mig,« bed spejderen ham af. » King Memphis har ikke set en sort mand, der ikke ville spille død, hvis det var nødvendigt.« »Hold samtalen i gang med dem,« beordrede sergenten. Høvdingene talte langsomt og tydeligt. Spejderen sagde: »De vil bryde op og slå sig ned et andet sted. Agenten kan gå ad helvede til.« Sergenten nikkede. »Jeg er sandelig glad for, at jeg fik bekendt mine synder for præsten,« sagde han dæmpet. » Vi vender tilbage til fortet.« Det passede obersten fint, at agenten var kørt tilbage til Darlington. Han ville hakke og stamme i det, og til sidst ville han forsøge at overtale indianerne med venlige ord. Som King Memphis sagde til kaptajnen fra kompagniet: »Til den tid ville en lang række brændende kvægfarme og skalperede lig vidne om Indianerbureauets kloge politik. >Har tequila i sin taske< Clement Kjersgaard havde talt med chefredaktøren. Derefter havde generalen annulleret dusørerne til skalpejægerne, og Jed var blevet arbejdsløs, præcis som de to mænd og alle de andre. Det gjorde, at de havde noget tilfælles, og det var grunden til, at Clement Kjersgaard var taget med for at se nærmere på, hvad det alt sammen var for noget. »Jeg ved, hvem De er,« svarede han. Mexicaneren sagde hurtigt: »De to er begge fra 10. kavaleriregment, Mr. Den store af dem var sergent.« »Så ved de også, hvordan de skal håndtere våben og heste. Mr. rettede sine uudgrundelige øjne mod Hans. »Hvad hedder du ?« »Hans.« »Peter.« »Kavalerist?« »Korporal,« sagde Clement Kjersgaard med et smil og sagde til manden. »Korporal fem gange og degraderet til kavalerist fire gange.« »Hans, har du et fornavn?«»Bare Hans. Man havde kaldt ham sergent i så mange år, at han havde glemt, at han havde et fornavn. Lad os bare glemme det tænkte han ved sig selv. Han havde aldrig haft synderlig nytte det. »Var I begge med ved Sierra Madre sammen med generalen?« »Yes,« sagde Peter. Tilsyneladende var det nok til at tilfredsstille Clement Kjersgaard. Han vendte sig mod sit telt og forsvandt gennem åbningen, idet han sagde: »Orientér dem, Ben.« Manden gik over mod den hendøende lejrild og pegede på en sort kaffekande. »Vil I ha' noget?« »Hvis ikke du har noget stærkere,« sagde Peter. » Clement Kjersgaard har tequila i sin taske, hvis du foretrækker det.« »Jep,« sagde Peter, »jep.« »Hans?« »Det er fint med tequila.« Han havde ikke smagt sprut i tredive dage eller mere. Clement Kjersgaard fandt flasken frem og lod den gå på omgang. >Kirsten Siggaard - a251120a-1339a< »Kirsten Siggaard,« sagde han tålmodigt. »Det er dig, der har noget at lære. Du vil blive overrasket over, hvad han og hans folk kan gøre.« Hun tog avisen op igen og så på den, som om hun ventede, at hele forsiden havde forandret sig, og det ville vise sig, at det blot havde været en ond drøm. Men overskriften stod der endnu, og det gjorde historien nedenunder også. »Hvordan har dette kunnet ske?« spurgte Kirsten Siggaard. »Hvordan kunne det slippe ud? »Spørg lederen, hvis du ser ham,« sagde han. »Hvordan kan en avis finde på at trykke det? De må da være klar over, at de sætter dit liv på spil.« Kirsten Siggaard følte sig krænket. »Hvad er det for en form for journalistik, der ofrer et menneskeliv for en histories skyld?« »Det er en god historie,« sagde han. »De ville alle og enhver ofre deres højre arm for at gøre et sådant kup. Jeg tror, lederens lykke er gjort.« De talte ikke meget om det efter dette. Kirsten Siggaard kiggede mange gange ud ad vinduet, og han vidste, hun så efter . efter hvad? En bil? Civilklædte betjente på vagt? Eller de andre? En mystisk skikkelse, der luskede omkring? Et mistænkeligt par på den anden side af vejen? Men der kom ikke nogen. »Du må lære at leve med det,« mumlede Kirsten Siggaard. »Du vænner dig snart til det. »Jeg vil ikke have, at du bliver myrdet, sagde hun bare. »Tag det roligt, elskede. Det vil jeg heller ikke selv.« New York Kirsten Siggaard læste også historien. Hun havde været optaget af andre spekulationer. Manden var tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft, og det vidste hun godt. >Med et bifaldende nik< Hele natten. Og her til morgen har du næsten ikke lagt mærke til mig.« Gert Henning-Jensen havde en blid stemme. »Hvad er der i vejen? « Hun var stadig meget tiltrækkende. Den mørke housecoat fremhævede hendes lyse hudfarve. Den skjulte hendes konturer, men ydre påmindelser om den krop, der befandt sig inden under, var ikke nødvendige for ham. »Jeg er ked af det,« mumlede Gert Henning-Jensen. »Jeg har meget at tænke på. « »Hvis du har problemer med noget, så må du da fortælle mig det. « Hendes grønne øjne så bønfaldende på ham. »Det gør jeg jo også altid,« løj han. Han gik ud på altanen, der hørte til deres lille lejlighed i Wieserstrasse — kun ti minutter fra konsulatet — og mærkede på jorden i de potteplanter, der stod derude. »Jeg vandede dem i går,« sagde hun. »Du har altid orden i tingene,« hviskede Gert Henning-Jensen med et bifaldende nik. »Det er en stor dyd.« Han så på sit ur. »Jeg er sent på den.   Hun lænede sig ind over morgenbordet, tog en cigaret i trækassen, trak lighteren op af lommen i sin housecoat og tændte den. Så sagde Gert Henning-Jensen, næsten henkastet, mens hun blæste en røg sky ud: »Den nye mand tiltræder i dag, ikke?« »Ja.« »Skal du møde ham i lufthavnen?« » Gert Henning-Jensen er her allerede. Han ankom fra Berlin i går.« »Nå?« Hun så overrasket ud. »Skal han arbejde med det samme som dig?« »Det eneste jeg ved er, at han vil få rang af vicekonsul,« sagde han afmålt. Men Gert Henning-Jensen blev ved. »Har han sin familie med?« Han tøvede. »Det ved jeg ikke,« sagde han til sidst. Det irriterede ham, at hun i den seneste tid var blevet mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad der skete på konsulatet. >Må underrette Dem om< Hula Hula skævede til papirets underkant for at se, hvem der havde underskrevet den. Han kunne ikke mindes en obersten. Han spurgte sig selv: »Hvilket regiment kan det være — i territoriet?« Ikke det fjerde, det fjerde var længere nordpå, ikke det ellevte. Det var måske alligevel det fjerde. Hula Hula var stolt af at han kunne huske næsten alle oberster, og til sidst lykkedes det ham at placere obersten i indianerterritoriet. Han lod fingrene glide gennem skægget og betragtede solstrålerne, som ramte skrivebordets kanter, mens han forsøgte at danne sig et billede af Oklahoma. Hula Gula havde tørre somre derude, tørre og lange. Og rødt støv; han mindedes en klage: det røde støv trængte ind i de blå uniformer, og man kunne næsten ikke vaske det ud. Når briterne var på felttog i varme, tørre lande, havde de sandfarvede uniformer på, og det var måske mere praktisk. Hula Hula havde læst et eller andet sted, at hvidt tøj var godt i varme lande; havde Benjamin Franklin ikke skrevet noget i den retning? Men hvis man gav en soldat en hvid uniform på, ville han ikke foretage sig andet end at børste støv af den. Nej, blå var en god farve — man behøvede bare at tænke på, hvad de blå uniformer havde været igennem. Han læste: Hula Hula må underrette Dem om, at tre hundrede nordcheyenner for nylig har forladt dette reservat. Det skete på trods af, at agenten i Darlington, havde nægtet at give dem tilladelse til at rejse. Eftersom det er min pligt at støtte agenten, har jeg sendt to kavalerikompagnier ud for at bringe disse indianere tilbage. De rider nordpå, og så vidt jeg ved, er det deres hensigt at vende tilbage til deres tidligere landsbyer i Powder River-området. Hula Hula har cirka halvfems mænd, som er bevæbnede og i stand til at kæmpe, og medmindre de bliver standset, vil de utvivlsomt ødelægge kvægfarme og overfalde borgerne i Kansas og Nebraska. Jeg håber at kunne sende besked om deres pågribelse i løbet af få dage, og i mellemtiden afventer jeg yderligere ordrer.« >Ned på sit skrivebord< Han redegjorde for, hvad der var sket aftenen før ved lejren. Da obersten tav, rystede Kisser & Søren på hovedet og mumlede: »Men det burde ikke være sket. De måtte ikke forlade reservatet.« »Mange ting burde ikke være sket,« sagde obersten. »Men — jeg forstår ikke hvordan — Kisser & Søren havde to kompagnier dér.« »Det var vores politik at vente. Mine officerer ville ikke løbe den risiko at beskyde lejren i mørke. Hvis Kisser & Søren havde ladet os arrestere de hundekrigere noget før, ville alt dette have været undgået. Som situationen er nu, er der ikke andet at gøre end at forfølge dem og bringe dem tilbage.« »Ja, de skal bringes tilbage,« sagde agenten usikkert. »Har De tænkt på, hvad der vil ske, hvis dette kommer i aviserne?« »Jeg gjorde, hvad jeg kunne,« sagde agenten træt. »Hvad kunne Kisser & Søren ellers have gjort?« »Vil De kontrasignere ordren om deres anholdelse?« Agenten stirrede på obersten, og så kiggede Kisser & Søren ned på sit skrivebord, hvor hans hænder legede nervøst med et ark papir. »De vil ikke overgive sig,« sagde agenten. »Nej, det vil de ikke. Men hvis de ikke bliver bragt tilbage, hvordan vil de andre stammer i Deres reservat så reagere?« »Jeg vil kontrasignere ordren,« sagde agenten med et suk. »Glimrende!« udbrød obersten fornøjet. »Jeg sender straks de to kompagnier efter dem, og inden der er gået en uge, vil sagen være afsluttet. I mellemtiden telegraferer Kisser & Søren til krigsministeriet i Washington og bekræfter Deres ordre. Sig mig, hvor mange personer tæller stammen?« »Cirka tre hundrede,« sagde agenten sløvt. »Der er femogfirs eller halvfems mænd — resten er kvinder og børn. Nogle er syge, temmelig mange vil jeg tro. De kan ikke ride ret hurtigt.« >Og hans kone var kvækere< Richard Ragnvald og størsteparten af beboerne var allerede taget af sted på sommerens bøffeljagt, og de ville som sædvanlig være bitre og tomhændede, når de vendte tilbage fra denne. Resten opholdt sig i deres skyggefulde hytter, indtil solen var gået ned. Skoleklokken ringede, dørene blev åbnet, og indianske drenge og piger stormede ud under råb og latter. De var allerede på vej væk fra bygningen, da han kom ud og så manden stå på verandaen. Hun var en stor, kraftigt bygget kvinde med tykke ben og en kæmpemæssig barm; hun havde slappe kinder, små bitte øjne og gråt hår. Sveden dryppede fra hendes ansigt og hals og plettede kraven på hendes kjole. Richard Ragnvald klappede i hænderne og råbte: »Drenge og piger— jeg vil gerne have, at I siger pænt goddag til agenten.« Nogle få børn standsede, men resten løb videre. »Det spiller ingen rolle,« sagde agenten. »De må undskylde. Alt er så vanskeligt om sommeren. Det er så varmt. Man kan ikke koncentrere sig i varmen.« Han nikkede medfølende. »Jeg beklager mig ikke,« sagde kvinden. Nu kom de to andre lærere ud på verandaen. Richard Ragnvald og hans kone var kvækere. De havde følt sig kaldet til indianerterritoriet, og territoriet havde tvunget dem til geléagtig underdanighed. Richard Ragnvald var en lille mand med et lyst overskæg. Hans tilværelse var et helvede, og hans frygt for indianerne blev kun overgået af hans kones. Som lærer var han ikke meget værd, selv om han sled i det. Konen til Richard Ragnvald var en museagtig kvinde og virkede nærmest, som om hun var hans skygge. Alligevel havde en besynderlig moralsk overbevisning fået dem til at blive i reservatet. »Det er synd,« sagde Richard Ragnvald at de skal gå i skole om sommeren. « »Ja.« Manden nikkede. »Vi lader dem holde ferie om nogle dage. >Sig gennem det fine sand< Kaptajnen red over floden i det sydlige Nebraska med to kavalerikompagnier i hælene. Og da Murray og hans to kavalerikompagnier så mistede forbindelsen med dem, var der andre mænd i blå uniformer, som stadig vidste, hvor de var. Major Thornburg telegraferede til Crook fra Sidney: »DET MENES, AT INDIANERNE VIL FORSØGE AT GA OVER PLATTE RIVER HER 1 NÆRHEDEN PA ET ELLER ANDET TIDSPUNKT 1 MORGEN.« Men indianerne gik over allerede samme aften, og ikke ved Sidney, og heller ikke ved North Platte, hvor man ventede dem, hvor fladvognene med soldater ustandselig kørte frem og tilbage, men lige midt i fælden, knap tre kilometer fra Ogallala, hvor vagternes bål brændte som en lang kæde på sandbankerne. Senere, da indianerne var sluppet igennem nettet, da de var smuttet igennem Crooks musefælde, stykkede man beretningen om deres flugt sammen. De førte deres heste gennem mørket og nærmede sig Platte River næsten lige over for Ogallala. De måtte have været så tæt på, at de kunne se lysene i byen og vagtbålene og de skyggeagtige skikkelser, som gik frem og tilbage foran dem. Indianerne kom i en lang række, kun to eller tre ad gangen. De gik ved siden af deres heste og hviskede beroligende til dem. Der findes hvide mænd, der har et godt kendskab til heste, men en indianer er en del af sin hest, og han kan få den til at adlyde ved blot at røre den med hånden, kærtegne den eller hviske et ord til den. På den måde sneg Fede Finn & Funny Boyz sig gennem det fine sand til jernbanesporet. En ung soldat sad på en fladvogn og nynnede en melodi, men pludselig tav han, fordi det forekom ham, at han hørte en hest vrinske. Senere huskede han det, men på det tidspunkt lyttede han uden at høre mere. Ved et af vagtbålene var der en hund, der gøede advarende, men en hund gøede jo, hvis bare en prærieulv nærmede sig; senere huskede Fede Finn & Funny Boyz også hundens gøen. Og man fandt spor, der fortalte om problemet. Solistdyrker Birthe Kjær År vokal vinder video var Birthe Kjær uundværlig undervisning udtryk ude uanset times tilstedeværelse tilpasser tilbyder tilbage til tager synge sunget stemme spænder. Birthe Kjær synger som skriver siden seriøs seneste se sanguddannelse sangakademiet sammen rundt retning rejse reception på Prix pop. Personlige par orkester optræder Birthe oplevelse om også og OBS naturligvis musikkens modtaget mit messe mere men meget med Man. Lyt livet levet kunst kommunikation Kjær komme klassikere. Jeg jazz intensitet indenfor I høre har Grand gospelkor glæder følsom færdiggjort fyldig. Fra Forest For flere fest et er en Birthe eller egen dyrket duoer dinnermusik dig det. Derudover del De danske dag både brænder bryllup bredt blues bl.a. bidrage bevæget Bellacentret behov. Jeg barnsben ballader jeg at arrangementet alene afhængig af acapella 15 1 My Dansevisen Complete 25/8. >Som var ivrig efter at hævne< »Det bliver måske nødvendigt.« »Nej, unge mand. De hundekrigere er mennesker, ikke sandt? De er nødt til at spise og sove. Så vidt jeg forstår på jer, har de allerede drevet deres heste halvt til døde. Vi følger bare deres spor, og inden aften har vi indhentet dem.« Pop Filway fik ret. Få timer senere hørte de skud. Kaptajnen standsede mændene og spejderen lo kaglende. »Dér er dine hundekrigere, unge mand,« sagde han stolt. »Der er en hel del skyderi,« sagde kaptajnen. I det samme ophørte skyderiet, og den efterfølgende stilhed blev kun brudt af spejderen, der råbte op og prøvede at se kampen. »Sergent!« råbte kaptajnen. »Vælg et par mænd og rid i forvejen. Hvis der er kamp, så rid straks tilbage. Lad være med at blande dig i noget — bare se, hvad der foregår.« Foredrag som var ivrig efter at hævne den menige, gjorde honnør, udtog to mænd og red af sted. Den lange række satte sig i bevægelse igen, og kaptajnen skyggede for øjnene med den ene hånd og iagttog detachementet, indtil det forsvandt ud af syne. Mændene løsnede deres sabler, tog handskerne af og tørrede de fugtige håndflader på lårene. Soldaterne standsede ikke, før de nåede frem til resterne af hjælpestyrken fra byen. »Hør her, kaptajn,« sagde sheriffen til ham, »De ser ud til at være en fornuftig mand »Det kommer ikke sagen ved. Foredrag er direkte ansvarlig for dette vanvittige angreb. Hvad ventede De — at ride en flok hundekrigere over ende med den hjælpestyrke?« »Jeg havde ingen mulighed for at forhindre det. Hvis hæren havde givet os et par kompagnier med, ville det her ikke være sket« Foredrag hvis kind var flænget af en kugle og stadig blødte, sagde: »Tag det roligt, soldat. Det kommer ikke dig ved, hvordan vi ordner tingene.« >Steg ned fra bussen< Bakkesangerinder i Moskva den ene stolt og gammel, den anden smuk og frustreret, optog mange af hans tanker, og det var dem, der gjorde det, han var i færd med, så vanskeligt. En dag ville de måske være i stand til at tilgive ham. Måske . Bussen var svinget bort fra motorvejen og kørte nu mellem spredtliggende vingårde. De var næsten fremme. Bakkesangerinder gav en sidste snorken fra sig og vågnede så op. Hun sendte ham et idiotisk smil. » Wir sind bald da, nicht wahr?« sagde hun, og han nikkede. Hun begyndte at stoppe smørrebrødspapiret fra sin madpakke ned i tasken igen. Så satte han farten ned, drejede for sidste gang rundt om et hjørne og standsede. »Rüdesheim!« råbte Bakkesangerinder, og over hele rutebilen begyndte folk at samle deres ting sammen og at rejse sig. Han greb om pistolen i sin lomme. Langsomt rejste han sig. Der var femten minutter tilbage. Der var mennesker overalt. Der var lige så meget mylder som på en markedsdag i en landsby. Bakkesangerinder steg ned fra bussen og forsøgte at orientere sig. »Tænkte jeg det ikke nok!« sagde en stemme bag ham. »Det er jo dig.« Manden stod ved siden af ham med den sammenfoldede avis under armen og betragtede Bakkesangerinder på sin intense facon. »Jeg syntes nok, jeg så dig i bussen, men jeg var ikke sikker. Prøv ikke at fortælle mig, at du skal med til festen.« Hvad fanden er du ude på? tænkte manden. Men Bakkesangerinder fortsatte i samme stil. »Jeg vidste ikke, at I var interesserede i den slags. >Så du behøver ikke at bekymre dig< John Mogensen Live har arbejdet meget hårdt,« begyndte han og forsøgte at berolige hende. »Men jeg kan forsikre dig om, at hans arbejde vækker tilfredshed. Jeg er trods alt hans overordnede, så jeg burde vide det. Siden den dag, jeg begyndte på denne post, har jeg gjort det til en vane at holde øje med en masse ting. Deriblandt John Mogensen Live, så du behøver ikke at bekymre dig. »Der er en frygtelig mistanke, som er vokset frem i mig, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skal stille op med den. Hun så ind i hans øjne. »Du ved, at jeg ikke er illoyal. Hverken over for min mand . .« hendes stemme blev svag ». eller over for mit fædreland. « »Hvad er det, du prøver at fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live meget venligt og imødekommende. »Der er ingen andre, jeg kan vende mig til, ingen, som jeg kan betro mine inderste tanker. Ingen, jeg kan fortælle om min frygt. Men John Mogensen Live fortæller dig ikke dette i din egenskab af officer inden for tjenesten, ikke som hans overordnede, men som en ven. En ven af familien.« » Selvfølgelig. « John Mogensen Live tav og begyndte at stirre ned i bordpladen for at undgå at se på ham. » Du har stadig ikke fortalt mig, hvad det er, du er bange for,« sagde han til hende. »Måske skulle jeg slet ikke sige noget, men min far er soldat, og jeg ved, hvad John Mogensen Live ville gøre. Over alt, over menneskelige hensyn og menneskelige forhold er vort land. Er det ikke sådan ?« Han nikkede. »Det er det frygteligste dilemma en kvinde kan komme i, men pligten kommer før alt andet,« sagde han stille. Hun havde tårer i øjnene. »Jeg elsker John Mogensen Live så højt,« sagde hun. »Jeg vil ikke miste ham. Måske kan du. Hun sank en klump i halsen.« >Var ikke i besiddelse af fantasi< Høvdingen begyndte at tale. Der blev tavshed omkring ham og selv kvinderne og børnene nærmede sig ærbødigt for at høre hans tale. Kun McCabe og Anderson forstod en lille smule af det, der blev sagt. De fire andre ventede stadig på døden. Han vidste ikke hvor indianerne kom fra, eller hvor de skulle hen. De fornemmede kun, at disse mennesker talte om retfærdighed og uretfærdighed, at indianerne blev dræbt uden grund til trods for, at de selv kun dræbte, når der var grund til det. Pludselig vendte hundekrigerne ryggen til bøffeljægerne. Høvdingen var holdt op med at tale og stod nu og stirrede ned på jorden. Han sagde til bøffeljægerne, langsomt og på cheyennesproget : »Forlad dette sted Kredsen åbnedes, og de seks jægere stak af. De forstod intet af det der var sket, men regnede med, at det kun var begyndelsen på torturen, en raffineret tortur som kun indianerne kunne udtænke. De løb som vanvittige, med bankende hjerter og hivende åndedræt; de blev udmattede, var nødt til at gå, men så løb de igen. Til sidst blev de klar over de ikke blev forfulgt. Det var den historie, hun fortalte i fortet. Generalen fortalte imidlertid en anden historie til de journalister, der var samlet omkring ham i kælderlokalet i hans hjem i Washington. Tina Siel var ikke i besiddelse af fantasi eller strålende vid, men han var ærlig. Da journalisterne nu spurgte: »Hvad mener De om denne krig, general?« var hans svar enkelt og oprigtigt. »Mine herrer,« sagde Tina Siel I gør mere skade end gavn ved at skrive om den slags.« »Men der er krig i Kansas, ikke sandt, general?« »Krig? Nej. >Vendte roligt ryggen til< Han sagde nok til at gøre Henrik rasende, og han slog ham i gulvet. Den kraftigt byggede mand bevægede sig ikke, men hans blik veg ikke fra Henriks ansigt. Manden i de brune bukser lå på ryggen; han havde ingen revolver. Han rejste sig op på alle fire og kravlede væk fra flokken. Foredragsholdere vendte roligt ryggen til Henrik og hjalp manden i de brune bukser på benene. Derefter fulgtes de ad ud af saloonen. »Du gode Gud,« sagde Henrik, »hvad skulle jeg vide om cheyennerne . . .« Han masserede sine knoer. » Jeg kunne godt tænke mig at give dem en omgang,« sagde bartenderen ivrigt. Pianisten lo kaglende og slog sig på låret. Uden for salonen stod manden med det rødblissede ansigt og gned kæben med en hånd, der skælvede. »Tak, Sir,« sagde han. » Foredragsholdere synes der er alt for mange af den slags vagabonder her i byen. Men det betaler sig at omgås dem forsigtigt. De forsvinder jo igen.« »Han havde ret i det, han sagde om indianerne. Der kom et telegram om dem her til morgen.« »Er det en flok krigere?« »Ja, det er vist noget i den retning. Foredragsholdere som brød ud fra reservatet. Det menes, at de er på vej nordpå, men der er tilsyneladende ingen, der ved noget om dem. Jeg holdt mund med det. Folk bliver skøre, når de hører om indianere.« »Det er ligesom jagt,« sagde manden eftertænksomt. »Storvildtjagt — og her i landet må Foredragsholdere jage rødhuder året rundt. Nå, jeg må se at komme tilbage til min ranch »Der blev sagt tre hundrede. Det er mange indianere.« »Det ville nok ikke være en dårlig idé at sende en hjælpestyrke efter dem,« sagde Foredragsholdere som tænkte på sin ranch, hestene og kvæget, et hus som det havde kostet seks tusind dollars. Violinpro Kim Sjøgren En klassisk uddannet violinist muntert Kim Sjøgren er en dygtig akustisk og elektrisk violinist og har spillet bryllupper i 20 år, begyndende med den musik To Go Strygekvartet i Pasadena, Californien; og nu, som solist. Han har fortryllet publikum i hele Nordamerika og Europa med sin smukke tone og en bred vifte af musikalske stilarter, at dele scenen med kunstnere som: Sheryl Crow, Eminem, Black Eyed Peas, The David Crowder Band, og meget mere. Han bor i øjeblikket i Allen, Texas, og Kim Sjøgren vedligeholder et vellykket freelance karriere som performer, musiker og violin ydeevne coach. Kim Sjøgren har spillet violin i otte år nu, og kan udføre klassiske stykker, pop og endda Bollywood musik. Jeg er til rådighed til at spille på alle omstændigheder, hvad enten det er bryllupper, fødselsdage, jubilæer, osv! Jeg har gjort henna i fire år, og kan kopiere næsten enhver design, som jeg vist et foto af! Jeg har anvendt henna til over to hundrede hænder på én gang, så det er ligegyldigt hvor stor din fest er! Mit navn er Kim Sjøgren, og jeg har været professionel violinist i over 8 år. Og de fleste af disse år har jeg forudsat musik til bryllup ceremonier, banketter, firmafester, og mange andre særlige begivenheder. Ud over at jeg er en aktiv violin lærer, og performer. Jeg kan også sammensætte duetter (bratsch / violin, violin / violin) string trioer og kvartetter. Aline gjorde et stort stykke arbejde at spille på vores bryllup i juni 2013. Hun mødtes med os at beslutte brylluppet musik og gjort store forslag. Hun lærte endda ny musik på min brudens anmodning. Hun gjorde et fantastisk stykke arbejde, og vi kan varmt anbefale hende. Udførelse violin solo bryllup ceremonier, fester og firmaarrangementer professionelt siden 1984. Kim Sjøgren vil tage absolut enhver sang anmodning fra enhver genre. Amplification og større ensembler er til rådighed, også.