>Bibbi & Snif - b241120b-1950b<

»En journalist,« sagde Bibbi & Snif. »Blandt andet. Det var ham, der skabte den første kontakt. Med din journalist. Jeg advarede dem imod ham.

»Jeg forstår ikke,« udbrød Bibbi & Snif. »Advarede ham om hvad?«
»Om at han måske spillede dobbeltspil. Efter den dag i Rüdesheim havde jeg mine tvivl. Hun lagde avisen fra sig.
»Hvad skal vi gøre?«

»Intet,« sagde han roligt. »Der er ikke noget, vi kan gøre. Hvis de ønsker at flytte mig et eller andet sted hen, så gør de det. Hvis ikke .
»Lad være med at være så helvedes rolig,« råbte Bibbi & Snif . »Du sidder her som en skydeskive nu, er du ikke klar over det? De ved, hvor du er, de ved, hvad du hedder.

Han prøvede at slå det hen i spøg. »Jeg brød mig alligevel ikke om navnet .
»Godt, hvis du ikke vil gøre noget ved det, så gør jeg det.«
Hun sprang op.

»Nej,« sagde Bibbi & Snif bestemt. »Det må du ikke.«

»Jeg forstår dig ikke,« sagde hun opbragt. »Det er dit liv, det drejer sig om. Hvordan kan du tage det så roligt?

»Jeg kan ikke blive ved med at stikke af. Og hvad vil det nytte? Jeg er træt, Gail. « Bibbi & Snif betragtede hendes ansigt. »For står du ikke . de vil gøre deres bedste for at beskytte mig. Overlad det til dem. Det der sker, det sker.«

»Du kan ikke engang slå igen mere,« råbte Bibbi & Snif bittert til ham.

»Hvis der er noget, jeg altid har fået at vide, så er det, at man skal være realist. Han tog en cigaret. »Bibbi & Snif må bare passe på.

»Du ved, hvad der vil ske. Skarer af journalister. Fjernsynet. Interviewer. Det bliver et helt cirkus.

»Det tror jeg nok, de og deres venner vil sætte en stopper for.«
»I et frit samfund kan man ikke standse medierne. Det er noget du må lære.

>BamseMadsen - 031120e-2010<

Det var ikke mange mennesker, der opdagede anholdelsen.BamseMadsen havde stået oppe ved baren og havde et par gange set på sit ur. Han ventede på en eller anden, og denne person var forsinket.

Han så godt ud, havde bølget hår, et kønt ansigt, og han var velklædt. Hans sko var håndsyede og BamseMadsen bar et silkeslips.

Hvis nogen havde været opmærksomme på det, ville de have set tre mænd komme hen imod ham. Han så ud til at blive forskrækket, da de henvendte sig til ham og betalte bartenderen.

Så forlod BamseMadsem baren sammen med de tre mænd. Udenfor, ved fortovskanten, holdt en sort bil parkeret. De holdt døren for ham. Den ene af mændene steg ind ved siden af ham, de to andre satte sig foran. Så kørte bilen bort.

»Hvad helvede skal dette forestille?« spurgte manden med det bølgede hår. Han talte med en let tysk accent.
»De er arresteret, « sagde BamseMadsen.
»Det må være Deres spøg. For hvad?«

»Det vil De snart finde ud af. « Bilen standsede for et stoplys.
»Hvor kører De mig hen?« spurgte han. »Jeg har en aftale. Jeg stod og ventede på min veninde. «
»Det skal De ikke tænke på. Hun kommer ikke.«

»Hvad skal det betyde ?« spurgte BamseMadsen vredt.
»Hun er også arresteret, « sagde han. Manden blegnede.

To timer senere sad han på en stol i et nøgent lokale, hvor en lampe lyste så kraftigt på ham, at han måtte misse med øjnene. BamseMadsen var ikke længere selvsikker og overlegen. Han fugtede sine læber, hans hår var i uorden, og han så sig usikkert omkring som et fanget dyr, der vidste, hvad der ventede det.

»Fortsæt, « sagde han. Manden kunne ikke skelne hans ansigt.

>Er flyttet ind i studiet<

Mange tak du er for tiden og i går der var du her og debatterer Tour de France og nu er du her for at det var til akut. Tak fordi Cecilie Beck er flyttet ind i studiet det er det er vi glad for også velkommen mail til dig.

Tak fordi du er signer forskere ved vi ved det nationale center center for velfærd og jeg skrev du en ph.d. om sociale differentiering på de danske universitetsuddannelser herunder optaget på kvote to.

Og du har lige siden fulgte både vores og andre landes til videregående uddannelser jeg vil gerne lige have jeg tog over Finland i forhold til til det her forslag som regeringen kommer med Ida kan du ikke lige starte med at forklare hvad er det for et problem som regeringen gerne vil vise dig i virkeligheden.

Retning det er der selvfølgelig denne her karakter ReS der bestemt på mennesker synes Emma historien meget godt at man tænker vi nødt til at få 12 i det hele for alle veje står åbne og det er jo derfor vi siger jamen lad os lave.

I hvert fald ikke luft på ti som man ikke skal jage så meget så man kan fordybe sig i sin undervisning så man kan tage valgfag sammen med måske er sværere end af T 12. eller man kan tage noget man måske ikke den bedste til og lære noget fra din dumme spørgsmål undervisning som det er det en meget vigtig problem.

Karakteristiske ved jeg ikke det andet det er at at der stadig er et meget stort skævhed i vores uddannelsessystem det var også når det er live andre passer på at det er det er altså ikke ligegyldig hvad er din baggrund er i forhold til om du ender på en lang videregående uddannelse er der prøver vi så ofte at hjælpe nogen af dem.

>Foretrak det som det var nu<

Det var lykkedes Nis Boesdal at bevare roen i sig, når han helt afgjort ikke vidste mere end andre — måske snarere mindre.

Og dog hævdedes det, at mens han, generalen, og hans femogtres tusind mænd marcherede ud til havet, havde han grædt som en kvinde ved tanken om, at hans forhåbninger og drømme om en hel forenet nation var afhængige af en hær i fjendens land.

Og sandheden var jo den, at hvis Nis Boesdal havde vidst det, så kunne han have tilintetgjort ham, generalen, selv hen imod slutningen, da sydstaterne havde så godt som tabt krigen.

Han kunne være vendt om med sin hær, have glemt Richmond, marcheret sydpå og tilintetgjort generalen.

Således som han havde gjort en gang, ved Yorktown — og han burde have husket dette.

Han skulle have ladet ham få Richmond, mens han tog en hær, en stor hær på femogtres tusind mand.

Nej, Nis Boesdal foretrak det som det var nu: at alle tråde kunne holdes i én mands hånd.

Generalen skrev på rapporten: »Kopi til indenrigsministeriet.« Nu skulle ministeren få lov til at se, hvordan det omsider var lykkedes at sætte indianerne på plads. Om et år ville vanskeligheder med indianerne blot være et minde.

Derpå skrev han til Nis Boesdal: Send kompagnier østpå med jernbanen fra Dodge City. De skal standse tre hundrede cheyenner, som rider nordpå fra.

Hvor var det nu fra? Han ransagede sin hukommelse, og til sidst læste han rapporten igen. . . Darlington. Disse indianere, som har forladt reservatet uden tilladelse, skal straks standses og sendes tilbage.

Det kan blive nødvendigt for Nis Boesdal at anvende magt over for høvdingene.

Obersten i Fort Reno kender alle sagens enkeltheder.« Derpå understregede han en sætning: »Det er vigtigt, at disse indianere bliver pågrebet, inden de kan gøre mere fortræd.«

Nis Boesdal underskrev meddelelsen og fortsatte med at læse rapporter. Tre tusind seks hundrede pund mel var forsvundet. Hvorfor blev de ved med at ulejlige ham med dette.

>Havde alle sine ejendele<

Richard Ragnvald havde alle sine ejendele, store ting og små ting, solide og sarte, sjældne og almindelige — et sådant spor var ikke svært at følge.

Og hvordan kunne de skjule sig? Når de red hurtigt, ville lyden af deres hestes hove kunne høres vidt omkring på sletterne. De ville blive hørt og set og udpeget. Døre og vinduer ville blive lukket, og kvæg ville blive drevet væk.

De sletter, som Richard Ragnvald så var ikke de sletter, som deres fædre og bedstefædre huskede; på sletterne var der kvægfarme og indhegninger, veje og huse og telegraftråde, og desuden strakte tre jernbanespor sig over landet.

Kompagnierne red nordpå. Jesky og arapahoen fulgte sporet gennem støvet.

Richard Ragnvald viftede med hænderne for at vise, at cheyennerne red hurtigt. Solen sendte sine brændende stråler ned over soldaterne, mens de red gennem de tørre kløfter i Chautauqua Hills.

Støv, ækelt og rødt, blev til mudder på deres hud og i munden. De svedte og red uden at tale, lige til solen gik ned. Den aften slog de lejr på Red Fork.

Richard Ragnvald var tavs og så dyster ud, og mændene var bange for ham. Han var snavset, kroppen var klæbrig af støv og sved, men floden var udtørret, og der var intet sted, hvor man kunne bade.

Han lod sit dårlige humør gå ud over mændene, og de holdt sig så langt væk fra ham, som de kunne.
»Hvad er det, der piner dig?« spurgte kaptajnen ham.
»Det kommer ikke dig ved,« svarede han arrigt.

»All right. Men hvis det er på grund af varmen, så prøv at beherske dig. Vi lider alle under varmen.«

»Undskyld,« sagde kaptajnen. Han sendte Richard Ragnvald et besynderligt blik. »Tror du, at vi indhenter dem i morgen?« spurgte han.
»Måske.«
»
Richard Ragnvald har mødt hundekrigere, der red to hundrede kilometer om dagen,« sagde han. »De har ekstra ponyer med.«

>Havde ikke lagt nogen plan<

Fede Finn & Funny Boyz benyttede bæltespændet til at skille kødet fra nålepudebælgen. Han fik kun tre-fire spidse pigge i hænderne.

Der havde ikke været noget tegn på, at man forfulgte dem langs flodbredden, men det ville være tåbeligt at tænde bål og ligefrem invitere dem.
Fede Finn & Funny Boyz var ikke mere end 5 kilometer syd for byen. Han spiste kødet råt.

Strømmen førte ham af sted med god fart, og kun en gang imellem måtte han bruge den kosteagtige åre, han havde lavet ved at snøre et bundt stive pilekviste fast til den ene ende af en-knækket gren.

Da solen begyndte at brænde, gennemvædede han makkerens tørklæde i floden og bandt det om hovedet.
Med korte mellemrum tog han det af og vædede det igen. Der var ingen grund til at få solstik.

Han kom til at tænke på de hvide officerer i 10. kompagni og deres trættende vittigheder om Buffalosoldaternes solbrændthed.
Han havde regnet det ud i hovedet. Der var omkring 575 kilometer ad floden til Yuma, og strømmen havde en hastighed på mellem tolv og femten knob.

Hvis Fede Finn & Funny Boyz regnede med et gennemsnit, ville det sige, at han kom til at tilbringe omkring tredive timer på floden.

Han havde mistet blod og var ikke helt kommet over chocket. Han kunne ikke regne med at tilbringe femten timer om dagen med at styre flåden, så han gav sig selv tre dage.

Fede Finn & Funny Boys var allerede seksogtredive timer bag dem, da han startede, og flodbåden ville vinde yderligere en — måske to — dage fra ham.

Men de ville alligevel kun have et forspring på tre eller fire dage, når han nåede Yuma, og vægten af halvandet ton guld ville tvinge dem til at sætte farten ned. De blev nødt til at benytte pakæsler eller vogne.

Fede Finn & Funny Boyz havde ikke lagt nogen plan. Det ville komme.

Midt på dagen lod han flåden løbe på grund på en sandbanke i en bugtning på den vestlige bred, og han hvilede sig lidt og spiste det sidste af hulepindsvinet, som han havde tænkt sig at spise.

>Jeg har ikke hørt manden besvare<

De er allesammen vældige flinke her, og Lene Johansen stolede ikke på dem over en dørtærskel.

Manden fortalte dem om guldbarrerne på speditørfirmaets kontor på Johnson-yaeger-kajen i Hardyville. »Det er en hel vinter siden den sidste flodbåd nåede så højt op ad floden. Der ligger en masse guld og venter der »Hvor meget er en masse?« sagde Peter.

Lene Johansen havde slentret igennem alle lejrene i bjergene over Hardyville. Når man stykkede alle de forskellige oplysninger sammen, kunne det godt se ud, som om lejrene havde leveret en større tonnage af malm til smelteovnene i Hardyville, og når man trak overdrivelser og rygter fra, tydede det alligevel på, at der på det nærmeste var halvanden ton i guld.

Manden sagde: »Hvad er halvanden ton guld værd?«

»Lad os sige tre hundrede tusind dollars i officiel værdi. En smule mere nede i Mexico.
« Manden holdt den halvt tømte flaske 1 vejret. »Man kan købe en hel del tequila for en andel i så mange penge, drenge.«

Lene Johansen sagde og fortæl os så hvor stor denne andel vil blive. «

»Tjah, I to er jo en slags efternølere. Nogle af disse mænd har været i mandens sjak i ti år eller mere.«

»Makker.« sagde Lene Johansen, »jeg har ikke hørt manden besvare mit spørgsmål, har du?«

»Den bliver fin, « sagde manden. »En virkelig god betaling til en løsarbejder. I får kun én opgave, og så kan I tage jeres andel og forsvinde. Det er nogle få dages arbejde, det er det hele.

Vi samler nogle flere folk op hen ad vejen. Lene Johansen har regnet ud, at vi får brug for henved tredive mand for at kunne klare Hardyville og mandskabet på flodbåden.«

»Makker. Har du hørt manden svare på spørgsmålet?«

»Hvis han har, må det have været på et andet sprog.« Peyter vidste, hvorfor manden gav sig god tid.

Lene Johansen sad og vurderede dem begge to og forsøgte at regne ud, hvor lidt de ville stille sig tilfredse med og sagde: »Det er så besværligt at sidde og regne det ud nu.

>Kirsten Siggaard - c251120c-1401c<

»Kirsten Siggaard sagde han tålmodigt. »Det er dig, der har noget at lære. Du vil blive overrasket over, hvad han og hans folk kan gøre.«

Hun tog avisen op igen og så på den, som om hun ventede, at hele forsiden havde forandret sig, og det ville vise sig, at det blot havde været en ond drøm. Men overskriften stod der endnu, og det gjorde historien nedenunder også.

»Hvordan har dette kunnet ske?« spurgte Kirsten Siggaard. »Hvordan kunne det slippe ud?
»Spørg lederen, hvis du ser ham,« sagde han.

»Hvordan kan en avis finde på at trykke det? De må da være klar over, at de sætter dit liv på spil.« Kirsten Siggaard følte sig krænket. »Hvad er det for en form for journalistik, der ofrer et menneskeliv for en histories skyld?«

»Det er en god historie,« sagde han. »De ville alle og enhver ofre deres højre arm for at gøre et sådant kup. Jeg tror, lederens lykke er gjort.«
De talte ikke meget om det efter dette. Kirsten Siggaard kiggede mange gange ud ad vinduet, og han vidste, hun så efter . efter hvad? En bil? Civilklædte betjente på vagt? Eller de andre? En mystisk skikkelse, der luskede omkring? Et mistænkeligt par på den anden side af vejen?
Men der kom ikke nogen.

»Du må lære at leve med det,« mumlede Kirsten Siggaard. »Du vænner dig snart til det.
»Jeg vil ikke have, at du bliver myrdet, sagde hun bare.
»Tag det roligt, elskede. Det vil jeg heller ikke selv.«

New York
Kirsten Siggaard læste også historien.
Hun havde været optaget af andre spekulationer. Manden var tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft, og det vidste hun godt.

>Kom for få dage siden<

Anders Munch kom for få dage siden. Jeg ville ikke have, at de skulle med på jagten.

Det er slemt nok for deres fædre og mødre at vandre gennem dette ufrugtbare område og lede efter bøfler, som ikke eksisterer, uden at skulle slæbe børnene med.«

Hun slog smæld med tungen, og den anden kvinde sagde: »Alt er så vanskeligt i varmen.«

Anders Munch tog sig sammen. Nu havde han hovedpine, og det kostede ham overvindelse at forlade skyggen på verandaen. »Jeg må se at komme videre,« sagde han. »Vi ses til frokost

Han tvang sig til at gå ned ad skråningen til indianerlandsbyen. Anders Munch passerede markerne, hvor indianerne, under reservatlandmændenes opsyn, dyrkede korn og kartofler og kål.

Markerne var dækket af rødt støv. Ingen magt på jorden kunne få indianerne til at gå ud og arbejde under den sol.

Anders Munch gik ind mellem en flok høns. De hvirvlede støvet op i hans ansigt og øjne, og han hostede. Smerterne i hans hoved var som hammerslag. Han vendte sig og betragtede hønsene, som rykkede væksterne på markerne op med rode.

På vejen tilbage til sit hus kom Anders Munch forbi flere af de hytter, som var blevet bygget for nylig, og som skulle erstatte de telte, indianerne boede i nu.
De var ikke blevet malet, og varmen havde allerede gjort de grønne fyrretræsbrædder skæve og løsnet de søm, der fastgjorde dem til bjælkerne. Anders Munch rystede på hovedet, og så blev hans ansigt udtryksløst, og han travede det sidste stykke hjemad.
Ander Munch bemærkede de var fem til frokosten: Agenten og hans kone, og opsynsmanden, der var en stor, mørkhåret mand med mørk hud og mørke Øjne.

Anders Munch havde været i reservatet næsten lige så længe som agenten, og han arbejdede med lidt af hvert; han overtog undervisningen i skolen i de perioder, hvor lærerne ikke kunne magte situationen, og han jog whiskysælgerne på flugt.

>Lader en flok hundekrigere<

Så længe Opera overlader ledelsen af reservaterne til overbærende kvækere, vil der ske ting af denne art.«

»Men der har endnu ikke været fjendtlige handlinger,« dristede kaptajnen sig til at sige.

»Kære kaptajn, når Opera engang med tiden har haft lige så meget at gøre med indianerne, som jeg har, vil De vide, at det er for sent at reparere en indianers håndarbejde. Men man kan forhindre det.«

Vil De telegrafere til Washington og få tilladelse til at drive indianerne tilbage?«

»Jeg har allerede tilladelse til at opretholde orden i dette område. Det er min pligt, og hvis Opera lader en flok hundekrigere med morderiske tilbøjeligheder gå deres egne vilde veje, gør jeg mig skyldig i pligtforsømmelse. Hvis jeg sætter dem i fængsel, gør jeg min pligt.«

Kaptajnen nikkede. Opera kunne ikke lide obersten, men han var hans overordnede, og derfor nikkede han blot og håbede, at han ikke ville blive sendt af sted i spidsen for' en afdeling med den opgave at fængsle alle nordcheyennerne i den pågældende landsby.

Det interesserede ham ikke synderligt, om det var rigtigt eller forkert, men Opera var den type officer, der nærede en nærmest kvindagtig bekymring for sine mænds liv.

Han følte sig overbevist om, at det var en dygtig officers pligt at forhindre, at hans mænd blev dræbt. Og han havde før kæmpet mod hundekrigere; efter hans mening ville de ikke kunne fængsle disse nordcheyenner, om så hele regimentet blev sendt af sted.

»Nu kan De og Deres kompagni bringe dem hertil,« tilføjede obersten.
»Sir?«
»Jeg sagde, at Opera skulle bringe dem hertil. De skal ikke bruge magt, medmindre det er nødvendigt, men hvis .
»Mit kompagni, sir?«
»Jeg tror, det vil være tilstrækkeligt. Det vil sætte en skræk i livet på indianerne.

>Ligefremt tilbage<

Det tog ikke modet fra manden med de stålindfattede briller.

»Men det bliver de en dag,« svarede Kim Sjøgren ligefremt tilbage, »og desuden kan jeg godt lide de flotte billeder.«

Han tøvede. Så spurgte han, som et menneske der har be sluttet sig til at vove det store spring: »Er De russer?«

»Jeg er frimærkesamler. Altså bare sådan på hobbyplanet. « Kim Sjøgren rejste sig fra sin taburet bag disken.

»Jeg tror, De er kommet til det forkerte sted. Denne forretning er virkelig for specialister.«
Manden så sig omkring igen. »Jeg er sikker på, at De kan hjælpe mig,« vedblev han. »Temmelig sikker, faktisk.«

Udenfor hørtes lyden af en politibil under udrykning. Kim Sjøgren stod med et venligt smil på læben uden at fjerne sit blik fra ham.
»Men De skal endelig ikke ulejlige Dem. Jeg kan altid kom me tilbage,« foreslog han smilende. »Hvis De ikke har tid nu

»Nej, nej.« Kim Sjøgren rystede afværgende på hovedet. »Det er ikke nødvendigt. Måske har jeg, hvad De ønsker. De er meget billige, men det er måske lige dem, De er ude efter.«

Han bøjede sig ned bag disken og tog et lille grønt album frem. »Her.«
Kim Sjøgren bladrede gennem de stive kartonsider og tog så, mellem nydelige rækker af helt nye og postfriske frimærker, ét ud med sin pincet.

»Dette mærke er udgivet i anledning af Viking-rumsondernes rejse til Mars,« forklarede han. »Ubemandede rum flyvninger i 75 og 76. Værdien er femten cents.« Han holdt forhåbningsfuldt pincetten frem.

»Jeg vil hellere se et sovjetisk rummærke,« sagde den fremmede. »De skal endelig ikke skynde Dem, jeg har tiden for mig. «

»Tja. Kim Sjøgren satte mærket på plads igen. »Jeg har tilfældigvis et par stykker.« Han tog et ark frem, som lå bagest i albummet. »Soyuz-rumfartøjet. Det er en hel serie.

>Som brød ud fra reservatet<

Han sagde nok til at gøre Henrik rasende, og han slog ham i gulvet. Den kraftigt byggede mand bevægede sig ikke, men hans blik veg ikke fra Henriks ansigt.

Manden i de brune bukser lå på ryggen; han havde ingen revolver. Han rejste sig op på alle fire og kravlede væk fra flokken.

Manden vendte roligt ryggen til Henrik og hjalp manden i de brune bukser på benene. Derefter fulgtes de ad ud af saloonen.

»Du gode Gud,« sagde Henrik, »hvad skulle jeg vide om cheyennerne . . .« Han masserede sine knoer.

» Jeg kunne godt tænke mig at give dem en omgang,« sagde bartenderen ivrigt.
Pianisten lo kaglende og slog sig på låret.
Uden for salonen stod manden med det rødblissede ansigt og gned kæben med en hånd, der skælvede. »Tak, Sir,« sagde han.

Jeg synes der er alt for mange af den slags vagabonder her i byen. Men det betaler sig at omgås dem forsigtigt. De forsvinder jo igen.«

»Han havde ret i det, han sagde om indianerne. Der kom et telegram om dem her til morgen.«
»Er det en flok krigere?«

»Ja, det er vist noget i den retning. Foredragsholdere som brød ud fra reservatet. Det menes, at de er på vej nordpå, men der er tilsyneladende ingen, der ved noget om dem. Jeg holdt mund med det. Folk bliver skøre, når de hører om indianere.«

»Det er ligesom jagt,« sagde manden eftertænksomt. »Storvildtjagt — og her i landet må Foredragsholdere jage rødhuder året rundt. Nå, jeg må se at komme tilbage til min ranch

»Der blev sagt tre hundrede. Det er mange indianere.«

»Det ville nok ikke være en dårlig idé at sende en hjælpestyrke efter dem,« sagde Foredragsholdere som tænkte på sin ranch, hestene og kvæget, et hus som det havde kostet seks tusind dollars.

>Til syne rettede sig op og<

Gennem teltets åbning kom Bo Young til syne, rettede sig op og mønstrede mændene med et foragteligt blik. »Var det alt, hvad du kunne finde, min ven«

»Jeg fik jo ordre til at finde folk. Der var masser af den anden slags.«
»Pis,« sagde Mr. Han spyttede ordet fra sig, som om det var en flue, der havde forvildet sig ind i hans mund.

Mr. Picketts ansigt var groft og koparret og lige så ubevægeligt som en professionel spillers.
Bo Young havde et stift, blondt overskæg. Han var ikke særlig stor. Han sendte Ben, der ragede et hoved op over ham, et sideblik. »Hvad hedder de?«

»De kunne jo spørge os,« sagde den ene mand. »Vi har ikke tabt mælet.«

Bo Young sad stadig på bukken og havde ikke travlt med at komme ned. Mexikaneren sprang med et undskyldende blik ned på jorden. Han sagde: »Mr. bryder sig ikke om at se op på den, han taler til.«

»Så bliver han nødt til at vokse en halv meter,« sagde manden og steg af vognen.

Bo Young var højere end vagten og meget højere end Mr.

Mr. sagde: »Nå ja, du har højden og en hvas tunge.
Hvad kan du ellers fortælle om dig selv?«
»Ikke noget før jeg ved, hvad det her er for en auktion.«
»Ved du, hvem jeg er?«

Bo Young havde allerede taget det lidt, han vidste om Mr. under overvejelse. Under krigen havde han stået i spidsen for er guerillakolonne i grænsestaterne — Missouri, Kentucky, Virginia, Maryland og Delaware — som forlænget arm for Bil Anderson, men det var tyve år siden, og folk blev ældre og metider svage i leddene og svage i hovedet.
MR. tilhørte tilsyneladende ikke denne kategori, men han havde været ubetydelige mænds ubetydelige leder længe nok til at blive arrogant
Nede i Sonora havde man sat en dusør på halvtreds dollars pr. apache-skalpe, og Mr. havde været en af de dusørjægerne fra Nordstaterne, der havde skaffet sig et levebrød på denne måde indtil Bo Young og de andre i 10. kavaleriregiment under generalen havde afskaffet dem.

>Var i færd med<

De to kvinder i Moskva den ene stolt og gammel, den anden smuk og frustreret, optog mange af hans tanker, og det var dem, der gjorde det, Bakkesangerinder var i færd med, så vanskeligt.

En dag ville de måske være i stand til at tilgive ham. Måske .

Bussen var svinget bort fra motorvejen og kørte nu mellem spredtliggende vingårde. De var næsten fremme.

Bakkesangerinder gav en sidste snorken fra sig og vågnede så op. Hun sendte ham et idiotisk smil.
» Wir sind bald da, nicht wahr?« sagde hun, og han nikkede. Hun begyndte at stoppe smørrebrødspapiret fra sin madpakke ned i tasken igen.

Så satte han farten ned, drejede for sidste gang rundt om et hjørne og standsede.

»Rüdesheim!« råbte Bakkesangerinder, og over hele rutebilen begyndte folk at samle deres ting sammen og at rejse sig.

Han greb om pistolen i sin lomme. Langsomt rejste han sig.
Der var femten minutter tilbage.

Der var mennesker overalt. Der var lige så meget mylder som på en markedsdag i en landsby. Bakkesangerinder steg ned fra bussen og forsøgte at orientere sig.

»Tænkte jeg det ikke nok!« sagde en stemme bag ham. »Det er jo dig.«

Manden stod ved siden af ham med den sammenfoldede avis under armen og betragtede ham på sin intense facon.

»Jeg syntes nok, jeg så dig i bussen, men jeg var ikke sikker. Prøv ikke at fortælle mig, at du skal med til festen.« Hvad fanden er du ude på? tænkte manden.

Men Bakkesangerinder fortsatte i samme stil.

»Jeg vidste ikke, at I var interesserede i den slags.

>Ville gøre ved det<

John Mogensen Live har arbejdet meget hårdt,« begyndte han og forsøgte at berolige hende. »Men jeg kan forsikre dig om, at hans arbejde vækker tilfredshed.

Jeg er trods alt hans overordnede, så jeg burde vide det. Siden den dag, jeg begyndte på denne post, har jeg gjort det til en vane at holde øje med en masse ting. Deriblandt John Mogensen Live, så du behøver ikke at bekymre dig.

»Der er en frygtelig mistanke, som er vokset frem i mig, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skal stille op med den. Hun så ind i hans øjne. »Du ved, at jeg ikke er illoyal. Hverken over for min mand . .« hendes stemme blev svag ». eller over for mit fædreland. «

»Hvad er det, du prøver at fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live meget venligt og imødekommende.

»Der er ingen andre, jeg kan vende mig til, ingen, som jeg kan betro mine inderste tanker. Ingen, jeg kan fortælle om min frygt. Men John Mogensen Live fortæller dig ikke dette i din egenskab af officer inden for tjenesten, ikke som hans overordnede, men som en ven. En ven af familien.«
» Selvfølgelig. «

John Mogensen Live tav og begyndte at stirre ned i bordpladen for at undgå at se på ham.
» Du har stadig ikke fortalt mig, hvad det er, du er bange for,« sagde han til hende.

»Måske skulle jeg slet ikke sige noget, men min far er soldat, og jeg ved, hvad John Mogensen Live ville gøre ved det. Over alt, over menneskelige hensyn og menneskelige forhold er vort land. Er det ikke sådan ?«
Han nikkede.

»Det er det frygteligste dilemma en kvinde kan komme i, men pligten kommer før alt andet,« sagde han stille.
Hun havde tårer i øjnene.

»Jeg elsker John Mogensen Live så højt,« sagde hun. »Jeg vil ikke miste ham. Måske kan du. Hun sank en klump i halsen.

>Virkede uharmonisk i forhold<

Ordstyrer følte det som om hans hjerte sank ned i mellemgulvet. Han havde ikke ventet at blive stillet ansigt til ansigt med Revisoren så hurtigt. Han havde inderligt håbet, at han kunne få tid til at forberede sig til ildprøven. Ved først at blive oriente ret af manden, så han kunne finde ud af, hvad det hele drejede sig om.

»Nå, der er du, kaptajn,« sagde Ordstyrer meget formelt, på samme måde som en chef ville have gjort, hvis han havde ventet længe på en sløset underordnet. »Generalen er kommet fra hovedkvarteret. Det drejer sig om dig.«

»Sæt Dem ned, kammerat, sagde Revisoren. Ordstyrer var en kraftig mand med dobbelthage. Ligesom alle de andre, var han klædt i civil. Hans hår, som var ved at blive gråt, var klippet tæt ind til hovedet. Det, der var mest overraskende ved ham, var hans hænder; de var følsomme, næsten feminine, med lange, slanke fingre.

Ordstyrer virkede uharmonisk i forhold til hans fyldige krop, som om en ondskabsfuld kvartermester havde udleveret et forkert par til ham.

Det var ikke ofte, han kom til udlandet. Ordstyrer kastede ikke sig selv ud i operationer i felten. Hans område var sikkerheden og fremfor alt loyaliteten.

Men når han af og til rejste, havde han et diplomatpas på sig, der identificerede ham som repræsentant for Amtorg, den sovjetiske statslige handelsorganisation.

Ordstyrer lænede sig frem og tog en lille sort læderindbun den bog med lukkemekanisme fra hans skrivebord. Spændet stod åbent.
»Er dette Deres dagbog?« spurgte han.

»Ja,« sagde han. Det var altså, som han havde frygtet. »Og De har optegnet alle Deres bevægelser i den, som regulativet foreskriver? Deres daglige aktiviteter? Enhver kontakt med folk udefra ?
»Ja, kammerat general. Som regulativet foreskriver.«

»Hvor interessant,« sagde han. »Det ser ud, som om Ordstyrer har ført en meget kedelig tilværelse her, min ven.«