>Er anspændt og nervøs<

Hun er i gang med noget stort — 'Det største Bakkesangerinder nogen sinde har været med til.' Det er alt, hvad han har ladet slippe ud.«

»Der kan du se,« sagde han. »Han har selv givet dig svaret.
»Men er det rigtigt?« spurgte hun næsten desperat.

»Hvorfor er det så vigtigt for dig at få at vide?«Bakkesangerinder rynkede panden. »Det lyder, som om du ikke tror på ham. Hvorfor er du så interesseret i det?«

»Det ville forklare så meget.« Hun vred sine hænder i sit skød. »Han har opført sig så . . så mærkeligt. I lang tid nu. Jeg tror ikke, det har haft noget at gøre med hans arbejde. Det kan en kvinde mærke. Specielt en hustru. Nej, der er noget andet, der beskæftiger hans tanker.

Bakkesangerinder er blevet fjern, fraværende, kold. Han er optaget hvert eneste minut. Han lukker mig ude. Han er ikke interesseret i kontakt.

Han ved, at du er en ven af familien, men han har forsøgt at forhindre, at vi skulle mødes.

Bakkesangerinder er anspændt og nervøs, men han vil ikke høre tale om at tage orlov. Det er ikke kun hans arbejde, der er en hemmelighed for mig. Han er selv blevet en hemmelighed.

»Stakkels dig,« sagde han. Bakkesangerinder så bekymret ud. »Er du sikker på, at det ikke bare er noget, du forestiller dig?«

Men hun fortsatte: »Jeg har spekuleret på, om det er en anden kvinde. Han har været væk hele natten to gange.« Han sad uden at røre sig.

»Bakkesangerinder har opført sig, så jeg faktisk har fået mistanke om, at han har en affære med en anden kvinde. Jeg tror endda, jeg har set ham sammen med en anden. En meget smart kvinde. I Hauptwache. Sidste onsdag. Men måske tager jeg fejl . . . Det kan have været et andet par.
»Fortsæt,« sagde han.

»Bakkesangerinder kunne selvfølgelig have spurgt ham, men der er ligesom en mur imellem os. Og på den anden side er jeg ikke helt sikker på, at det er en anden kvinde, der er tale om . .

»Din intuition igen?«
»Jeg ved ikke.« Hun holdt en pause. »Men jeg er bange.«

>At købe varer ud i verden< 

 Når det bliver dyrere for Lene Johansen at købe varer ud i verden så ligesom ikke udefra kommende chok altså de har i forvejen en stigende deres omkostninger så det er ikke kun os der står overfor nogle dyre varer vores elregning stede og de varer vi køber udlandet afsted men virksomheden står også overfor de her dyre omkostninger.

 så omkostninger og dermed så ved vi at hvis det er sådan vi hæver lønningerne lige så meget eller på den måde som stiger virksomhedens omkostninger endnu mere og det er dette købs ikke gang i sin løn pris spiral og det ved vi nu altså den er kendelse som han ikke var klar over i 70’erne så er det at man ligesom har den viden.

Det gør det nemmere for jer knus politik hvis vi skal undgå at ende som i 70’erne skal vi så være indstillet på at vi i en kort periode må affinde os med høje priser og så regne med at det går over igen det lyder sådan lidt rigtig politik det er undgår alt for stor lønstigning i hvert fald planter jeg har ikke en Kons-gruppen målrette.

Nogle beløb nogle enkelte beløb til dem som virkelig er presset i forhold til deres budget det er jo snart folketingsvalg kan du være bekymret for at politikerne op til et valg tør gå ud med det budskab altså vi ved godt at det er blevet stramt her på det sidste med økonomien men lev Mette jeg kan ikke forestille mig at der er nogen.

Politiker der synes at det her det er en super god sag og det er jo sådan at man kan justere er på mange forskellige måder lad os nu sige at man gerne vil give nogle flere penge til dem der er hårdt presset men samtidig siger det her det skal være budgetkontrol vi skal sørge for Judi have pengene ind så kan man jo på den ene fløj.

Synes det er en rigtig god idé at stramme lidt op i forhold til offentlige forbrug og i forhold til investeringer og på den anden side kunne man måske være interesseret i have nogle skatter så man kan jo ikke.

>En cirkel på landkortet for at finde<

»Men der er da indianeroverfald, general. Journalister sender rapporter hver time fra Dodge, fra Coldwater, Greensburg, Medicine Lodge, Pratt.

Så vidt vi har hørt, er firs civile blevet myrdet, tolv kvægfarme er blevet ødelagt, soldater kæmper overalt i staten, og indianerne er på krigsstien.«

Det var på det tidspunkt, at generalen rejste sig og gik vredt frem og tilbage og sagde til journalisterne: »De må forstå, mine herrer, at dette ikke er krig, at det ikke engang er værdigt til at blive kaldt oprør.

Hold op med at kalde det krig. Disse vilde begår mord, og jeg kan forsikre Dem, mine herrer, ethvert mord vil blive hævnet. Dette er det sidste indianeroverfald, som dette land skal lide under

Da journalisterne var gået, skrev generalen den ordre der gav general Crook den fulde kommando over prærien. Crook skulle udrydde cheyennerne på samme måde, som man udryddede ulve.


Crook erstattede general Pope, og Crook, der var vant til at bekæmpe indianere, var ikke i tvivl om, hvordan han skulle gå til værks.

Han havde kæmpet mod indianere før, i deres hjemland Wyoming, ved Powder River, i Black Hills, på prærien.

Han kendte prærieindianerne, og han begik ikke den fejl at tro, at det var god militær strategi at lade et hundrede hundekrigere møde et hundrede soldater eller to kavalerikompagnier eller endog tre.

I denne sag, hvor der ville være så lidt ære at hente, var resultater det eneste, han ønskede. Han ville simpelt hen kunne skrive til sin øverstkommanderende: »Jeg har efter henstilling pågrebet indianerne og sender dem sydpå i lænker og under bevogtning.«

Derfor tegnede Bibbi & Snif en cirkel på landkortet for at finde indianerne. Cirklen dækkede Kansas og Nebraska og en del af Colorado, og et eller andet sted inden for denne cirkel befandt cheyennerne sig, sandsynligvis i midten, i hvert fald ikke ret langt fra midten.

>Gik ind mellem en flok høns<

Anders Munch kom for få dage siden. Jeg ville ikke have, at de skulle med på jagten.

Det er slemt nok for deres fædre og mødre at vandre gennem dette ufrugtbare område og lede efter bøfler, som ikke eksisterer, uden at skulle slæbe børnene med.«

Hun slog smæld med tungen, og den anden kvinde sagde: »Alt er så vanskeligt i varmen.«

Han tog sig sammen. Nu havde han hovedpine, og det kostede ham overvindelse at forlade skyggen på verandaen. »Jeg må se at komme videre,« sagde han. »Vi ses til frokost

Han tvang sig til at gå ned ad skråningen til indianerlandsbyen. Anders Munch passerede markerne, hvor indianerne, under reservatlandmændenes opsyn, dyrkede korn og kartofler og kål.

Markerne var dækket af rødt støv. Ingen magt på jorden kunne få indianerne til at gå ud og arbejde under den sol.

Anders Munch gik ind mellem en flok høns. De hvirvlede støvet op i hans ansigt og øjne, og han hostede. Smerterne i hans hoved var som hammerslag. Han vendte sig og betragtede hønsene, som rykkede væksterne på markerne op med rode.

På vejen tilbage til sit hus kom Anders Munch forbi flere af de hytter, som var blevet bygget for nylig, og som skulle erstatte de telte, indianerne boede i nu.
De var ikke blevet malet, og varmen havde allerede gjort de grønne fyrretræsbrædder skæve og løsnet de søm, der fastgjorde dem til bjælkerne. Anders Munch rystede på hovedet, og så blev hans ansigt udtryksløst, og han travede det sidste stykke hjemad.
Ander Munch bemærkede de var fem til frokosten: Agenten og hans kone, og opsynsmanden, der var en stor, mørkhåret mand med mørk hud og mørke Øjne.

Anders Munch havde været i reservatet næsten lige så længe som agenten, og han arbejdede med lidt af hvert; han overtog undervisningen i skolen i de perioder, hvor lærerne ikke kunne magte situationen, og han jog whiskysælgerne på flugt.

>Har ført en meget kedelig tilværelse<

Ordstyrer følte det som om hans hjerte sank ned i mellemgulvet. Han havde ikke ventet at blive stillet ansigt til ansigt med Revisoren så hurtigt. Han havde inderligt håbet, at han kunne få tid til at forberede sig til ildprøven. Ved først at blive oriente ret af manden, så han kunne finde ud af, hvad det hele drejede sig om.

»Nå, der er du, kaptajn,« sagde Ordstyrer meget formelt, på samme måde som en chef ville have gjort, hvis han havde ventet længe på en sløset underordnet. »Generalen er kommet fra hovedkvarteret. Det drejer sig om dig.«

»Sæt Dem ned, kammerat, sagde Revisoren. Ordstyrer var en kraftig mand med dobbelthage. Ligesom alle de andre, var han klædt i civil. Hans hår, som var ved at blive gråt, var klippet tæt ind til hovedet. Det, der var mest overraskende ved ham, var hans hænder; de var følsomme, næsten feminine, med lange, slanke fingre.

Ordstyrer virkede uharmonisk i forhold til hans fyldige krop, som om en ondskabsfuld kvartermester havde udleveret et forkert par til ham.

Det var ikke ofte, han kom til udlandet. Ordstyrer kastede ikke sig selv ud i operationer i felten. Hans område var sikkerheden og fremfor alt loyaliteten.

Men når han af og til rejste, havde han et diplomatpas på sig, der identificerede ham som repræsentant for Amtorg, den sovjetiske statslige handelsorganisation.

Ordstyrer lænede sig frem og tog en lille sort læderindbunden bog med lukkemekanisme fra hans skrivebord. Spændet stod åbent.
»Er dette Deres dagbog?« spurgte han.

»Ja,« sagde han. Det var altså, som han havde frygtet. »Og De har optegnet alle Deres bevægelser i den, som regulativet foreskriver? Deres daglige aktiviteter? Enhver kontakt med folk udefra ?
»Ja, kammerat general. Som regulativet foreskriver.«
 
»Hvor interessant,« sagde han. »Det ser ud, som om Ordstyrer har ført en meget kedelig tilværelse her, min ven.«

>Indtrængende og spændt i mælet<

Frankfurt. Har du været der?«
»Nej.«

»Lad os mødes på Schwarzer Zwerg. Det er en lille knejpe i en kælder. Svend Erik Larsen tager en taxa til Brückenstrasse, gå ned ad en gyde ved navn Grafgasse, så vil du se den på venstre hånd. Jeg vil være der klokken otte.«

»Det er et diskret sted, ikke?« spurgte Svend Erik Larsen indtrængende og spændt i mælet. »Hør nu her, knejpen er så lille, at der kun er plads til fire eller fem borde. Og du kan se enhver, der går ind eller ud. Og den ligger så langt fra alfarvej, at selv politiet ikke kan finde den. Det er så diskret, som det kan være.«
»O.k. Jeg kommer.«

»Er . . er alt i orden spurgte Svend Erik Larsen. Af en eller anden grund følte han sig usikker.
»Vi ses klokken otte,« sagde hun og lagde røret på.

Han gik ud af telefonboksen og så sig omkring. Der var ingen, der skyggede ham. Det var han sikker på.

Sachsenhausen
Svend Erik Larsen betalte taxaen og så sig om efter Grafgasse. Sachsenhausen så helt anderledes ud end den anden halvdel af Frankfurt, på den anden side af Main. Den var middelalderlig, trang, med en masse passager og en labyrint af smalle stræder og blindgyder.

Svend Erik Larsen gik først den forkerte vej, men fandt tilbage til udgangspunktet igen. Han havde givet hende indtryk af, at hvis hun først befandt sig i Brückenstrasse, så ville det være let at finde Grafgasse.

Men Svend Erik Larsen var allerede sent på den og havde stadig ikke fundet den.

Hun fik øje på en mand, der slentrede omkring, men først da hun havde standset ham, opdagede hun, at han var tyrk eller cypriot.
»Grafgasse?« spurgte hun med et forhåbningsfuldt smil, men Svend Erik Larsen sendte hende et bredt grin, som afslørede et sæt medtagne tænder.

>Keld og Hilda - Folkelige underholdere<   

Pris for booking af arrangement med Keld & Hilda kr. 18.500/28.000 1x40 min.

Keld og Hilda Heick UNDERHOLDERE!

Keld og Hilda Heick er nok det solistpar i Danmark, der bedst besidder evnen at få publikum fra enhver social afskygning og alder til at synge med på deres kendte melodier. Derfor er det også fuldt berettiget at Keld og Hilda nu er kendt som ”hr. og fru Danmark”. Dansktop i ordets bedste betydning.

Keld og Hilda Underholdere i topklasse booking af Keld og HildaKendt som en af Danmarks bedste og mest sikre succeser.
Holdbarheden i efternavnet Heick er ikke til at tage fejl af. De har en lang række af sølv-, guld- og platinplader samt Grammyer. Men nok mest af alt skattet i den lange række af Grand Prix-sejre. De sidste 50 år har den gode Heick sat stemningen hos ”Familien Danmark” med melodier og tekster. Det startede med ungdommens pigtråd og gik siden hen over pop til viser, Grand Prix og rock’n roll.

De sidste 25 år har desuden budt på revy og masser af TV-arbejde for Keld & Hilda - med f.eks. ”Så’ det lørdag”, “Lykkehjulet”, “Musikbutikken” og “Vind Boxen”, som nogle af de mest folkelige træffere. Også radioen blev udsat for den Heick’ske familieinvasion. “De ringer - vi spiller” kørte med Keld Heick ved roret de sidste 3½ år ud af de 38, udsendelsen eksisterede.
Men det var med sin rolle som studievært i “Musikbutikken”, at han første gang for alvor gjorde opmærksom på nye sider af sit store og meget alsidige talent. I duet med bl.a. Tom Jones, Cliff Richard, Tommy Steele og Lionel Richie fik han vist lidt af det potentiale, som indtil da kun var kendt af en snæver kreds. I det sidste par år har vi set Keld Heick på TV2’s kanal Charlie som vært for en række folkelige danske musikprogrammer med titlen ”TOP CHARLIE”. Denne serie har været den mest sete på kanalen.

Keld & Hilda Heick - solister dansktoppenKeld Heick var lige fyldt 16 år, da han vandt sin første sangkonkurrence - og han var 19, da han sammen med The Donkeys blev Danmarksmester i “Pigtrådsmusik”, som tidens rock-musik jo så smukt kaldtes i starten af 60’erne. Siden blev det til landeplager af den lidt blidere slags som “Ved landsbyens gadekær” og “Vi skal gå hånd i hånd” samtidig med, at han som sangskriver forsynede en række af sine kolleger med utallige hits.
Sangskriveriet kulminerede op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne med ikke færre end 9 sejre i Dansk Melodi Grand Prix - en rekord som formentlig aldrig nogensinde vil blive slået!

Samarbejdet med Hilda tog for alvor fart i 1976, da parret gik til tops på hitlisterne med “Do You Speak English” - og fra 1981 var de fast makkerpar på scenerne rundt omkring i det danske land. Da de i begyndelsen af 90’erne overtog ledelsen af Nykøbing F. Revyen, “Revykøbing”, var det med Hilda som organisator og kreativt omdrejningspunkt. I 2005 blev hun studievært på programmet “Boxen” på DR TV, og her jonglerer hun stadig med tal og hyggesnak med seerne hver søndag.

Musikalsk kan man i dag opleve Keld & Hilda ved så forskellige begivenheder som f.eks. kirkekoncerter, viseaftener, Grand Prix-shows, festivaler, byfester, foredrags- og ”syng-med”-arrangementer samt pop-koncerter med danseband, symfoniorkester, brassband eller ganske alene - kun akkompagneret af Kelds guitar.

Foredrag med Keld og Hilda Heick:
Keld & Hilda tager også gerne ud og laver en foredragsaften. En musikalsk iklædt foredrag, der også handler om andet end musik. Hilda er især en levende og meget inspirerende fortæller. Ring til Lykke Music & Events for booking af foredrag med Keld og Hilda.

Nu stopper du far Annette og Keld Heick"Nu stopper du far"
Keld Heick lavede musical sammen med sin datter Annette Heick. Keld Heick og hans datter Annette Heick havde premiere i Århus Musikhus og var herefter på landsturne med showet "Nu stopper du far"

Danmarkspremiere For første gang i mere end 32 år trådte far og datter op på scenen sammen. To generationerblev forenet i en teaterkoncert med masser af skøn musik hentet fra syv årtier. Den pæne Keld og hans skrappe datter Annette spillede rollerne som sig selv i en morsom forestilling, der både fortalte en musikalsk og en personlig historie. Det handlede om genhør og gehør. Om fordømmelse og berømmelse. Historien om 2 x Heick bød på klassiske far-datter konflikter og var uhøjtideligt selvironisk. Musikken byd på alt fra rock’n’roll til Grand Prix, fra protestsange til opera, og bandt således historien sammen. Annette og Keld Heick var akkompagneret af et fem personers stort orkester og billeder fra fortiden. Der var plads til nostalgi med et lunt glimt i øjet, da de to generationer krydsede klinger og viste hidtil usete sider af sig selv. Showet høstede mange annerkende roser - og det var mere end fuld berettiget.

Kunderne siger om Keld & Hilda
Hej Karen:
Vi var ovenud tilfredse med arrangementet med Keld og Hilda. Vi synes de er meget sympatiske og passede perfekt til det publikum der kom. Der var en rigtig god stemning og alle var meget tilfredse.

Venlig hilsen Gerda - Lohans Borgerforening

Hej Jens,
Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige Jer tak for samarbejdet, og samtidig give Jer en tilbagemelding på vores arrangement.

Vi har været særdeles tilfredse med såvel Keld og Hilda Heick som med Thomas Warberg. Det er dejligt at arbejde med professionelle mennesker som disse. Og I må gerne, såfremt I videregiver en evaluering til kunstnerne meddele at vi, som arrangør, har været særdeles tilfredse.

Særligt skal nævnes, Keld og Hilda Heick's meget professionelle indstilling til deres engagement med Oddermessen 2014. På trods af de var blevet forsinket af ydre omstændigheder og først nåede frem i allersidste øjeblik, gik de på med meget kort varsel uden tøven og leverede et flot show. Det var imponerende.

Vi håber vi i fremtiden får lejlighed til at samarbejde med Jer om lignende opgaver.

Med venlig hilsen
OdderMesse 2014

>Kim Jensen - 041120b-1344<  

Og var du klar over, at fire afhoppere, som de har haft opsyn med, er blevet myrdet?«, spurgte Kim Jensen
»Ja, « sagde hun stille.

»Vidste du det! Og du fortalte mig det ikke? « Han stirrede på hende.

»Ville du have gjort det i mit sted ?« sagde Kim Jensen. Hun gik tæt hen til ham. »De sendte mig af sted for at få dig herover. For at arrangere tingene for dig, så du kunne gennemføre din ide. I begyndelsen, ja, da var det bare et stykke arbejde. Kim Jensen havde sine ordrer. Så ville jeg have dig over til os. Jeg ville have dig herover. Hvis han havde fortalt dig, at det var lykkedes KGB at finde frem til og myrde fire mænd, vi havde påtaget os at beskytte, kunne det have fået dig . . . ja, til at skifte mening. Så selvfølgelig fortalte jeg dig det ikke.
»Jeg ser, hvad du mener. «

Hun lagde sine hænder på hans skuldre og så ham lige ind i øjnene.
» Kim Jensen, « sagde hun, » hold op. Vi vil ikke bruge vores tid på bekymringer. Vi er ude af det nu, heldigvis. Lad os more os. Lad os have det rart . Gå ud og spise. Snakke om tøj. Lege. Gå i seng.

Glem alt det øvrige, Kim Jensen. Du har aldrig kendt ham. Han er langt, langt borte.«
Hun kyssede ham hårdt .
Da han slap hende, så hun sig selv i spe jlet.
»Se på min læbestift !« råbte hun.

Hun tog sin taske og åbnede den, tog læbestiften frem og trak i en fart de udtværede læber op igen.
»Se så,« sagde hun, da hun var færdig, » hvad kunne du tænke dig til aftensmad ?«

Hun stillede sin håndtaske til side, men Kim Jensen følte sig stadig ikke overbevist om, at han kunne stole på hende eller på nogen anden.

>Kirsten Siggaard - e251120e-1428e<

»Kirsten Siggaard sagde han tålmodigt. »Det er dig, der har noget at lære. Du vil blive overrasket over, hvad han og hans folk kan gøre.«

Hun tog avisen op igen og så på den, som om hun ventede, at hele forsiden havde forandret sig, og det ville vise sig, at det blot havde været en ond drøm. Men overskriften stod der endnu, og det gjorde historien nedenunder også.

»Hvordan har dette kunnet ske?« spurgte Kirsten Siggaard. »Hvordan kunne det slippe ud?
»Spørg lederen, hvis du ser ham,« sagde han.

»Hvordan kan en avis finde på at trykke det? De må da være klar over, at de sætter dit liv på spil.« Kirsten Siggaard følte sig krænket. »Hvad er det for en form for journalistik, der ofrer et menneskeliv for en histories skyld?«

»Det er en god historie,« sagde han. »De ville alle og enhver ofre deres højre arm for at gøre et sådant kup. Jeg tror, lederens lykke er gjort.«
De talte ikke meget om det efter dette. Kirsten Siggaard kiggede mange gange ud ad vinduet, og han vidste, hun så efter . efter hvad? En bil? Civilklædte betjente på vagt? Eller de andre? En mystisk skikkelse, der luskede omkring? Et mistænkeligt par på den anden side af vejen?
Men der kom ikke nogen.

»Du må lære at leve med det,« mumlede Kirsten Siggaard. »Du vænner dig snart til det.
»Jeg vil ikke have, at du bliver myrdet, sagde hun bare.
»Tag det roligt, elskede. Det vil jeg heller ikke selv.«

New York
Kirsten Siggaard læste også historien.
Hun havde været optaget af andre spekulationer. Manden var tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft, og det vidste hun godt.

>Kisser og Søren<   

Mere dansk kan det ikke blive
Pris på booking af musik og underholdning med Kisser og Søren kr. 5.500/10.000 2x30 min.

Her er booking af musik og underholdning med Kisser og Søren.
Kisser og Søren har opnået en status samt stor respekt som forgangs ” mænd” for den ægte danske populær musik.
Ingen har formået så hurtigt at slå sig fast i det danske publikum som Kisser & Søren med deres finurlige tekster og iørefaldende melodier. Det er dansk, det er pop og særdeles medrivende.
De skriver selv det meste af deres materiale, om indhold i livet – store og små dagligdags problemer – sjove som alvorlige, kort sagt tekster som alle kan nikke genkendende til, og det på et sprog alle kan forstå.

Kisser og Søren er et sikkert HIT, hvis det drejer sig om en Party aften - Halbal eller Byfesten/Markedspladsen m.m. Med højt humør - en utrolig energi – venlig og behagelig optræden samt glimt i øjet og med smil på læben, forfører parret publikum, så ingen håndflader vil være urørte. Dansk populær musik når det er bedst.

Kisser & Søren er også et sikkert HIT, hvis det drejer sig om underholdning til den lidt ældre generation : Her præsenteres ”syng med melodier ” som alle kan nikke genkendende til, samt selvfølgelig Kisser & Søren´s egne dansktop-træffere, alt sammen serveret med et lydniveau som tilpasses alle. Altid præcise – høflige og velklædte og med et utroligt smittende humør.

Kisser og Søren kan lideledes bookes sammen med Richard Rangvald og orkesteret Petmic´s til en 6 timers non stop partyaften indhent tilbud

KISSER & SØREN behøver ingen nærmere præsentation.
Kendt fra TV - Aviser – Ugeblade – Lokalradioer – Giro 413- samt en stribe af velklingende hit´s på DR´s Dansktop er garanti for en professionel og flot musikalsk humørfyldt underholdning.

Kisser & Søren. Hr. og Fru Jylland, Vel nok et af de travleste og populæreste »Slager« par i Danmark. Med mere end 100 egne melodier og tekster, plus en stribe af »de goe gamle«, er der nok at tage af, når parret byder på »ægte Dansk underholdning«.
Kisser & Søren har over de seneste mere end 15 år opbygget en enorm fanskare, der elsker deres finurlige, sjove og - nogle gange - mere alvorlige tekster og melodier. En stribe cd’er er det blevet til. Samtidigt har parret formået at blande nogle af alle de gamle »eviggrønne« sange ind i deres festlige underholdning, når det handler om det mere voksne publikum.
Og det er – ALTID PÅ DANSK.

>Sagde det giver sådan en dejlig<

Det er godt, at I er med os,« sagde manden. »Ellers var vi blevet nødt til at dræbe jer. Vi kunne jo ikke have jer to gående frit omkring med den viden, I har.«

Finn Nørbygaard sagde det giver sådan en dejlig varm fornemmelse — at føle sig velkommen.«
Speditørfirmaet havde kontor på kajen. Her solgte man billetter til passagererne og sørgede for konnossementer til forsendelserne.

Lagerbygningerne lå længere nede på kajen, men Finn Nørbygaard oplyste, at guldet opbevaredes i den forreste bygning, sandsynligvis fordi det dér var lettere at bevogte det: bygningen var lille, der var frit udsyn til alle sider, og der var kun to døre, én i facaden og én på østsiden.

Der var vinduer hist og her, men de var stænget med tunge støbejernsgitre, der var spændt fast på indersiden med tykke bolte.

Gennem hoveddøren kom Finn Nørbygaard til billetlugen til kunderne indenfor. Bag skranken var der endnu en dør, og den førte ind til det baglokale hvor man opbevarede guldet.

Foran denne dør stod der to bevæbnede vagter og foran yderdøren yderligere to. Men det var ikke den eneste hindring. De bevæbnede vagter var slet ikke så frygtindgydende. Men byen var.

Det var en by med bevæbnede borgere, og Finn Nørbygaard og borgerne vidste, at guldet befandt sig på kontoret, og hvoraf nogle ejede aktier i det, mens nogle få måske var parat til at dø i forsøg på at forsvare det.

Ingen kunne sige, hvor mange der ville være parat til at kæmpe, men guldet tilhørte byen som helhed, så hvis man ville have fingre i guldet, måtte man være indstillet på at komme op at slås med hele byen.

Det var med fuldt overlæg, at Finn Nørbygaard havde bygge speditørkontoret på kajen, ikke kun fordi det så lå lige, hvor flodbåden lagde til, men også fordi det på tre sider var omgivet af byen.

Så enten måtte Finn Nørbygaard løbe gennem hele byen eller svømme eller tage en båd. De eneste både i byen var låst.

>Skulle bringe dem hertil<

Så længe Opera overlader ledelsen af reservaterne til overbærende kvækere, vil der ske ting af denne art.«

»Men der har endnu ikke været fjendtlige handlinger,« dristede kaptajnen sig til at sige.

»Kære kaptajn, når Opera engang med tiden har haft lige så meget at gøre med indianerne, som jeg har, vil De vide, at det er for sent at reparere en indianers håndarbejde. Men man kan forhindre det.«

Vil De telegrafere til Washington og få tilladelse til at drive indianerne tilbage?«

»Jeg har allerede tilladelse til at opretholde orden i dette område. Det er min pligt, og hvis Opera lader en flok hundekrigere med morderiske tilbøjeligheder gå deres egne vilde veje, gør jeg mig skyldig i pligtforsømmelse. Hvis jeg sætter dem i fængsel, gør jeg min pligt.«

Kaptajnen nikkede. Opera kunne ikke lide obersten, men han var hans overordnede, og derfor nikkede han blot og håbede, at han ikke ville blive sendt af sted i spidsen for' en afdeling med den opgave at fængsle alle nordcheyennerne i den pågældende landsby.

Det interesserede ham ikke synderligt, om det var rigtigt eller forkert, men Opera var den type officer, der nærede en nærmest kvindagtig bekymring for sine mænds liv.

Han følte sig overbevist om, at det var en dygtig officers pligt at forhindre, at hans mænd blev dræbt. Og han havde før kæmpet mod hundekrigere; efter hans mening ville de ikke kunne fængsle disse nordcheyenner, om så hele regimentet blev sendt af sted.

»Nu kan De og Deres kompagni bringe dem hertil,« tilføjede obersten.
»Sir?«

»Jeg sagde, at Opera skulle bringe dem hertil. De skal ikke bruge magt, medmindre det er nødvendigt, men hvis .
»Mit kompagni, sir?«

»Jeg tror, det vil være tilstrækkeligt. Det vil sætte en skræk i livet på indianerne.

>Stod med et venligt smil<

Det tog ikke modet fra manden med de stålindfattede briller.

»Men det bliver de en dag,« svarede Kim Sjøgren ligefremt tilbage, »og desuden kan jeg godt lide de flotte billeder.«

Han tøvede. Så spurgte han, som et menneske der har be sluttet sig til at vove det store spring: »Er De russer?«

»Jeg er frimærkesamler. Altså bare sådan på hobbyplanet. «Kim Sjøgren rejste sig fra sin taburet bag disken.

»Jeg tror, De er kommet til det forkerte sted. Denne forretning er virkelig for specialister.«
Manden så sig omkring igen. »Jeg er sikker på, at De kan hjælpe mig,« vedblev han. »Temmelig sikker, faktisk.«

Udenfor hørtes lyden af en politibil under udrykning. Kim Sjøgren stod med et venligt smil på læben uden at fjerne sit blik fra ham.
»Men De skal endelig ikke ulejlige Dem. Jeg kan altid kom me tilbage,« foreslog han smilende. »Hvis De ikke har tid nu

»Nej, nej.« Kim Sjøgren rystede afværgende på hovedet. »Det er ikke nødvendigt. Måske har jeg, hvad De ønsker. De er meget billige, men det er måske lige dem, De er ude efter.«

Han bøjede sig ned bag disken og tog et lille grønt album frem. »Her.«
Kim Sjøgren bladrede gennem de stive kartonsider og tog så, mellem nydelige rækker af helt nye og postfriske frimærker, ét ud med sin pincet.

»Dette mærke er udgivet i anledning af Viking-rumsondernes rejse til Mars,« forklarede han. »Ubemandede rum flyvninger i 75 og 76. Værdien er femten cents.« Han holdt forhåbningsfuldt pincetten frem.

»Jeg vil hellere se et sovjetisk rummærke,« sagde den fremmede. »De skal endelig ikke skynde Dem, jeg har tiden for mig. «

»Tja. Kim Sjøgren satte mærket på plads igen. »Jeg har tilfældigvis et par stykker.« Han tog et ark frem, som lå bagest i albummet. »Soyuz-rumfartøjet. Det er en hel serie.

>The RB Express<

Exemplifying the tight harmonies and rhythms of the early street corner groups, Hawkeye and Hoe offers a perfect blend of your favorite music, incorporating professionally orchestrated tracks, tight harmonies, stage presence, and audience interaction to deliver a dynamic and engaging performance. The RB Express is one of the finest, most entertaining bands to emerge from the Jersey Shore, and your guests will undoubtedly love our music and find it familiar and very entertaining. For any occasion, there is nothing more compelling than live music to make your event successful and memorable.

The RB Express is a three-person vocal group, whose members have years of diverse performing experience. We can easily customize our repertoire to suit your needs, ranging from soft ballads to toe tapping, foot-stomping dance music. We can also offer a full DJ service upon request for your one-stop, party experience.

The RB Express has performed with such artists as Frankie Lymon's Teenagers, Little Anthony and The Imperials, The Tokens, Larry Chance and The Earls, The Passions, The Dimensions, Richard Street's Temptations Review, Felix Cavaliere and The Young Rascals, The Happenings, Lou Christie, The Angels, and even made appearances in the movie, "The Old Man and the Seymore", and on television with "Fox and Friends". In addition to performing locally in New Jersey, they have performed in New York, Pennsylvania, Connecticut, and in January 2006 and again in 2007, the RB Express left their homes on the Jersey Shore (temporarily, of course!) to spread the word of doo-wop in the Pacific Islands of Hawai'i, for a 10 day, 5 concert tour. On December 12th,2009, the RB Express made their international debut on the island of St. Maarten to weave their own brand of musical harmonies and funny antics.

The RB Express was formed in March of 2004 from individual soloists expressing a love and respect for the music of days gone by. The members of the RB Express add their own touch to songs we've all heard on the radio. They have completed two albums, “On the Scene”, and "Back on Track", and recently finished their long-awaited 3rd album " On Time" in the hope of continuing their tradition of tight harmonies to fans both old and new.

The RB Express is available for a variety of events such as block parties, picnics, weddings, car shows, club dates, concerts, dances, fund-raisers and anywhere else you want great music and great fun.

>Underskrev meddelelsen og fortsatte<

Det var lykkedes Nis Boesdal at bevare roen i sig, når han helt afgjort ikke vidste mere end andre — måske snarere mindre.

Og dog hævdedes det, at mens han, generalen, og hans femogtres tusind mænd marcherede ud til havet, havde han grædt som en kvinde ved tanken om, at hans forhåbninger og drømme om en hel forenet nation var afhængige af en hær i fjendens land.

Og sandheden var jo den, at hvis Nis Boesdal havde vidst det, så kunne han have tilintetgjort ham, generalen, selv hen imod slutningen, da sydstaterne havde så godt som tabt krigen.

Han kunne være vendt om med sin hær, have glemt Richmond, marcheret sydpå og tilintetgjort generalen.

Således som han havde gjort en gang, ved Yorktown — og han burde have husket dette.

Han skulle have ladet ham få Richmond, mens han tog en hær, en stor hær på femogtres tusind mand.

Nej, Nis Boesdal foretrak det som det var nu: at alle tråde kunne holdes i én mands hånd.

Generalen skrev på rapporten: »Kopi til indenrigsministeriet.« Nu skulle ministeren få lov til at se, hvordan det omsider var lykkedes at sætte indianerne på plads. Om et år ville vanskeligheder med indianerne blot være et minde.

Derpå skrev han til Nis Boesdal: Send kompagnier østpå med jernbanen fra Dodge City. De skal standse tre hundrede cheyenner, som rider nordpå fra.

Hvor var det nu fra? Han ransagede sin hukommelse, og til sidst læste han rapporten igen. . . Darlington. Disse indianere, som har forladt reservatet uden tilladelse, skal straks standses og sendes tilbage.

Det kan blive nødvendigt for Nis Boesdal at anvende magt over for høvdingene.

Obersten i Fort Reno kender alle sagens enkeltheder.« Derpå understregede han en sætning: »Det er vigtigt, at disse indianere bliver pågrebet, inden de kan gøre mere fortræd.«

Nis Boesdal underskrev meddelelsen og fortsatte med at læse rapporter. Tre tusind seks hundrede pund mel var forsvundet. Hvorfor blev de ved med at ulejlige ham med dette.

>Var højere end vagten<

Gennem teltets åbning kom Bo Young til syne, rettede sig op og mønstrede mændene med et foragteligt blik. »Var det alt, hvad du kunne finde, min ven«

»Jeg fik jo ordre til at finde folk. Der var masser af den anden slags.«
»Pis,« sagde Mr. Han spyttede ordet fra sig, som om det var en flue, der havde forvildet sig ind i hans mund.

Mandens ansigt var groft og koparret og lige så ubevægeligt som en professionel spillers.
Bo Young havde et stift, blondt overskæg. Han var ikke særlig stor. Han sendte Ben, der ragede et hoved op over ham, et sideblik. »Hvad hedder de?«

»De kunne jo spørge os,« sagde den ene mand. »Vi har ikke tabt mælet.«

Bo Young sad stadig på bukken og havde ikke travlt med at komme ned. Mexikaneren sprang med et undskyldende blik ned på jorden. Han sagde: »Mr. bryder sig ikke om at se op på den, han taler til.«

»Så bliver han nødt til at vokse en halv meter,« sagde manden og steg af vognen.

Bo Young var højere end vagten og meget højere end Mr.

Mr. sagde: »Nå ja, du har højden og en hvas tunge.
Hvad kan du ellers fortælle om dig selv?«
»Ikke noget før jeg ved, hvad det her er for en auktion.«
»Ved du, hvem jeg er?«

Bo Young havde allerede taget det lidt, han vidste om Mr. under overvejelse. Under krigen havde han stået i spidsen for er guerillakolonne i grænsestaterne — Missouri, Kentucky, Virginia, Maryland og Delaware — som forlænget arm for Bil Anderson, men det var tyve år siden, og folk blev ældre og metider svage i leddene og svage i hovedet.
MR. tilhørte tilsyneladende ikke denne kategori, men han havde været ubetydelige mænds ubetydelige leder længe nok til at blive arrogant
Nede i Sonora havde man sat en dusør på halvtreds dollars pr. apache-skalpe, og Mr. havde været en af de dusørjægerne fra Nordstaterne, der havde skaffet sig et levebrød på denne måde indtil Bo Young og de andre i 10. kavaleriregiment under generalen havde afskaffet dem.

>Var tavs og så dyster ud<

Richard Ragnvald havde alle sine ejendele, store ting og små ting, solide og sarte, sjældne og almindelige — et sådant spor var ikke svært at følge.

Og hvordan kunne de skjule sig? Når de red hurtigt, ville lyden af deres hestes hove kunne høres vidt omkring på sletterne. De ville blive hørt og set og udpeget. Døre og vinduer ville blive lukket, og kvæg ville blive drevet væk.

De sletter, som Richard Ragnvald så var ikke de sletter, som deres fædre og bedstefædre huskede; på sletterne var der kvægfarme og indhegninger, veje og huse og telegraftråde, og desuden strakte tre jernbanespor sig over landet.

Kompagnierne red nordpå. Jesky og arapahoen fulgte sporet gennem støvet.

Richard Ragnvald viftede med hænderne for at vise, at cheyennerne red hurtigt. Solen sendte sine brændende stråler ned over soldaterne, mens de red gennem de tørre kløfter i Chautauqua Hills.

Støv, ækelt og rødt, blev til mudder på deres hud og i munden. De svedte og red uden at tale, lige til solen gik ned. Den aften slog de lejr på Red Fork.

Richard Ragnvald var tavs og så dyster ud, og mændene var bange for ham. Han var snavset, kroppen var klæbrig af støv og sved, men floden var udtørret, og der var intet sted, hvor man kunne bade.

Han lod sit dårlige humør gå ud over mændene, og de holdt sig så langt væk fra ham, som de kunne.
»Hvad er det, der piner dig?« spurgte kaptajnen ham.
»Det kommer ikke dig ved,« svarede han arrigt.

»All right. Men hvis det er på grund af varmen, så prøv at beherske dig. Vi lider alle under varmen.«

»Undskyld,« sagde kaptajnen. Han sendte Richard Ragnvald et besynderligt blik. »Tror du, at vi indhenter dem i morgen?« spurgte han.
»Måske.«

»Richard Ragnvald har mødt hundekrigere, der red to hundrede kilometer om dagen,« sagde han. »De har ekstra ponyer med.«

>Vi kan jo lige så godt fejre<

Minutterne løb. John Mogensen Live trippede for at komme af sted.
»Jeg må skynde mig videre,« sagde han. »Undskyld mig.

»Det er i Drosselgasse, det hele sker,« sagde manden.
»Er det?« spurgte Nicolai forsigtigt.

»Kom så, lad os gå derhen,« sagde John Mogensen Live vi kan jo lige så godt fejre vinfesten sammen, ikke?«
Vinfesten ! Det forklarede, hvorfor der var så mange mennesker i gaderne- Han havde forestillet sig, at Rüdesheim var en lille sovende by ved Rhinens bred, ikke denne malstrøm af mennesker, der masede sig frem imellem hinanden.

John Mogensen Live begav sig ind i den stadigt tiltagende trængsel.

»Hej, se her!« sagde manden. De var kommet til en bod på et gadehjørne, hvor en gammel kvinde solgte vin. »Fandens billigt. Et rent røverkøb. Lad os få et par flasker. Vi kan jo lige så godt få begyndt på det, ikke?«

»Undskyld,« sagde han, »men jeg har travlt.«
»Du lyder som en, der skal møde sin kæreste,« sagde John Mogensen Live med et medvidende smil. »Hvor skal du møde hende?«

»Hvordan kan du vide, at det er en hun?« spurgte han skarpt.
John Mogensen Live stak til ham mellem ribbenene. »Et kvalificeret gæt.
Og jeg tør vædde på, at det er i Drosselgasse.«
»Hvorfor i Drosselgasse?«

»I Rüdesheim er der ikke andet end Drosselgasse,« svarede John Mogensen Live og det er der, alle ender.«

Der var trukket ledninger med kulørte pærer mellem de gamle huse. Det var endnu ikke mørkt, men det var let at forestille sig, hvor smukt det ville tage sig ud, når de blev tændt.

Efterhånden som John Mogensen Live kom nærmere centrum, tog farten af. Han blev mere og mere nervøs. I en menneskehob som denne var han fanget. En eller anden kunne stikke en kniv i ham, uden at det nåede at gå op for ham, hvad der skete. Han så sig om efter manden, men han var sakket agterud.

»Hej « hørte han John Mogensen Live råbe tværs over menneskemængden,
»hvis vi kommer fra hinanden, skal jeg nok finde dig senere.