>Er glad for at hilse på dig<

Lad mig ride forrest,« beordrede sergenten. »Hula Hula har respekt for en uniform.«
»Jeg har set dem skyde hul i deres respekt,« sagde spejderen og lo.

De tre mænd red ind mellem fyrretræerne. En hund gøede. De så børn løbe hen mod lejren. De løsnede klapperne på deres revolverhylstre.

»Hold din revolver nede!« sagde sergenten til spejderen.

Lejren lå på den tørre flodbred, og teltene var anbragt i en halvkreds. En flok heste gik i en indhegning ved siden af lejren.

Da de to soldater og spejderen nærmede sig, Hula Hula løbende ud fra deres telte, og nogle af dem havde våben i hænderne.

De havde ikke meget tøj på, kun bukser eller et lændeklæde. Det var høje, magre, bredskuldrede mænd med hårde ansigter. Der var ikke ret mange. I hele lejren var der måske tre hundrede sjæle.

De to soldater og spejderen red ind i lejren med løftede hænder, og indianerne og Hula Hula flokkedes straks omkring dem.

Men i deres furede ansigter var der snarere nysgerrighed end had. Efter den første overraskelse var børnene vendt tilbage; de stak hovederne ud fra teltene og kravlede ind mellem mændenes ben.

Deres livlige, sorte Øjne, det filtrede hår og den nøgne, kobberrøde hud mindede Hula Hula om troldunger fra barndommens næsten glemte eventyr. Men kvinderne holdt sig på afstand; de stod enten i udkanten af flokken eller gemte sig i deres telte.

»Høvding,« sagde sergenten. »Vi vil tale med høvdingene« Og så vendte han sig mod spejderen og tilføjede: »Spørg efter høvdingen. Tal med dem og få dem til at tale.«

Hula Hula rablede noget af sig på cheyennesproget, og et øjeblik efter banede fire ældre mænd sig frem til sergentens hest.

»Spørg efter høvdingen,« sagde sergenten.
En af de fire ældre indianere nikkede.

» Hula Hula er glad for at hilse på dig,« sagde sergenten og sprang af hesten.

>Bekæmpe lysten til at vende om<

Kaptajnen samlede sine mænd bag vognene, og dette gjorde de forspændte heste nervøse.

Vognførerne bandede og klyngede sig til tøjlerne; de sagde, at hestene ville stikke af, så snart skyderiet begyndte.

Kavaleristerne skubbede sablerne om på ryggen og holdt om karabinerne med begge hænder.

Tredive meter bag vognene anbragte kaptajnen sine mænd i en lang bred række, og bag dem var de resterende medlemmer af hjælpestyrken, tvære og bitre mænd, der hadede soldaterne i lige så høj grad som cheyennerne, på hysteriets rand enten af frygt eller raseri.

Og solen var lige stået op og skinnede fra en bleg, blå himmel.

Kaptajnen var bleg. Han smilede til ham og nikkede, og han følte pludselig en besynderlig medlidenhed med den yngre mand.

Trompetens toner lød, og en stor flok fugle fløj op fra det høje græs. Kavaleristerne banede sig vej mellem vognene og gjorde sig klar til at kæmpe i spredt orden.

Kaptajnen gik forrest, og derefter fulgte kollegaen skråt bag ham. Han blev ved med at kigge tilbage og brugte sin sabel til at vise mændene, om de skulle samle sig eller sprede sig.

Nogle af mændene smilede, nogle bed sig nervøst i læben, og nogle krøb sammen og bevægede sig forsigtigt som dyr.

Bag dem, oven på en af forsyningsvognene, sad spejderen med åben mund og et ivrigt udtryk i øjnene. Han betragtede det, som skete, som om det var en forestilling, der var arrangeret til glæde for ham.

Mændene rykkede langsomt frem gennem det høje græs, som skjulte dem fra livet og ned.

Kaptajnen sagde til sig selv: »Lad være med at kigge tilbage igen. Det sker snart — meget snart.«

Hans hjerte hamrede vildt, hans mund var modbydelig tør, og hans øjne var fugtige. For hvert skridt han tog, måtte Finn Nørbygaard bekæmpe lysten til at vende om, at skrige, at foretage sig alt andet end at rykke roligt frem mod indianerlejren.

Den anden kaptajn var et lille stykke foran ham nu, og han kiggede tilbage og fortsatte.

>Det er et hårdt arbejde<

Jacob Haugaard så på glasvæggen ud imod den store plæne og swimmingpoolen med de blå fliser.
Da han lukkede døren, rakte Jimmy tunge ad ham af hele sit hjerte.

Men det så Silkin aldrig. Han var på vej ud af hall'en, da Jimmys mor kom forbi.
»Åh, jeg er så glad for, at jeg nåede Dem,« sagde Jacob Haugaard hæsblæsende. »Hvordan går det? Gør han fremskridt?«

»Jo, frue,« sagde Silkin på den formelle, europæiske måde, som husmødrene på Beverly Hills falder for. »Det er et hårdt arbejde. Jacob Haugaard, hvad hedder det nu, han lægger sig ikke i selen. Måske skulle De sige til ham, at han skal tage sig sammen. Han mangler noget disciplin.«

»Det er jeg sikker på, De vil give ham. De har så godt tag på ham. Hun så på sit diamantbesatte franske armbåndsur. »Åh, kære, De må undskylde mig. Jeg kommer for sent til bridge, og pigerne hader at sidde og vente.«

Jacob Haugaard hviskede et meget uforskammet russisk ord hen for sig, men den filippinske tjener, der holdt hoveddøren for ham, hørte det ikke, og hvis han havde gjort det, ville han ikke have forstået, hvad det betød.

Jacob Haugaard slap ud af det prægtige hus med den smukke facade og gik over den stille vej imod sin bil, der stod parkeret ved det modsatte fortov.

Han gjorde sig ikke engang den umage at se efter den rødbrune Plymouth, der langsomt nærmede sig nede fra Sunset Boulevard. Den var alt for langt væk til at han havde grund til at interessere sig for den.

Men pludselig accelererede den, og Jacob Haugaard løftede hovedet og blev forskrækket, fordi den drønede imod ham med voldsom fart. Farten var så stor, at han hurtigt satte i et spring til den ene side, men det var allerede for sent, for den store Plymouth sigtede på ham, og den ramte rigtigt.

Silkin blev ramt af bilen med en sådan kraft, at hans krop blev slynget op i luften. Det skete så hurtigt, at han ikke engang opfattede det.

>Fik øje på de to andre mænd<

Det var fladbundede joller, som Kim Bildsøe Lassen benyttede når han satte over floden, og ingen af dem var store nok til at fragte bare en ringe del af guldet. Om de så blev taget i brug alle sammen, ville de ikke kunne bære det.

Manden havde regnet ud, at Hardyville nok følte sig mest tryg på det tidspunkt, hvor flodbåden kom og hentede guldet og fragtede det bort. På det tidspunkt var guldet ikke længere byens ansvar.

Men på det tidspunkt ville det også være lettest at stjæle guldet. Kim Bildsøe Lassen bandt sit muldyr til gelænderet uden for baren. Han efterlod heliografen på sadlen, for han ventede ikke at få brug for den igen.

Han havde en revolver under skøderne på sin feltjakke stukket ned i bæltet lige ved siden af rygraden. Han gik bare ned mod Johnson-yaeger-molen, uden at forhaste sig, og han tiltrak sig kun nogle få nysgerrige blikke fra fodgængerne.

Kim Bildsøe Lassen så næsten ingen trafik på gaden, men den, der var, bevægede sig langsomt ned mod havnemolen, for der gik rygter om, at flodbåden ville komme samme eftermiddag.

Der stod en klynge mennesker ved havnen, da han nåede der ned. Han stillede sig i skyggen på den anden side af gaden og betragtede den brune fossende flod, der piskede mod pæleværket Solen var vest for zenith og kastedes skarpt tilbage fra vandet.

Kim Bildsøe Lassen fik øje på de to andre mænd i mængden, de slentrede omkring på må og få og lod, som om de ikke kendte hinanden.

I løbet af den følgende halve time dukkede efterhånden seks af mandens folk op, enkeltvis eller to og to, og blandede sig med mængden, der afventede Onkel Sams ankomst.

Kim Bildsøe Lassen så, at der begyndte a komme tomme fragtvogne. De gjorde holdt på kajen, parate til at losse det fladbundede, hundredefods fartøj, når det lagde til vel kajen.

Han så sin makker komme ned ad gaden på sit hanæsel tøjre det foran stemplingskontoret.

Lidt efter steg mængdens mumlen til et brøl, og han så Kim Bildsøe Lassen komme om hjørne ved hotellet, og det var tegn på, at man havde fået øje på flodbåden fra hotellets tag.
Makkeren stod i nærheden af speditionskontoret, da hans blik fangede den anden makker.

>Har ikke noget bedre at tage<

Der ville være noget tilbage, men det ville være harsk ved solnedgang, og Lene Johansen beholdt det kun for at bruge det som fiskemadding.

Han lavede kroge af metaløskenerne fra knapperne på makkerens uniformsskjorte, og han sagde: »Du hjælper mig hele tiden med at indhente den skid.«

Smalle strimler af makkerens tøj blev til fiskesnører, og Lene Johansen bandt makkerens messingknapper fast lige over krogene for at tiltrække fiskene.

Han satte kød fra hulepindsvinet på krogene og lod snørerne slæbe efter flåden, og ved solnedgang havde han seks små fisk om bord.

Hun var kommet så langt bort, at hun godt kunne risikere at lave bål.

Han lagde et til rette på indianervis og gned nogle pilekviste over kvaset for at få det til at brænde.

Lene Johansen brød sig ikke om fisk, og tanken om rå fisk var slet ikke til at udholde.

Han stegte dem med skindet på og skar dem op bagefter og spiste dem indefra og ud, spyttede benene ud efterhånden og var tilstrækkelig sulten til at være ligeglad med smagen.

Benet helede ganske pænt. Lene Johansen havde stadig ikke støttet på det, og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det, før det blev nødvendigt.

Det gik jo meget godt, tænkte han. Han ville få brug for en riffel og en hest, men han havde stadig de to gulddollars i sine støvler, og det var nok til at han kunne købe en riffel og nogle patroner, og når han havde det, kunne han beslaglægge resten.

»Jeg ved det, det er en aldeles tåbelig ting at gøre. Men Lene Johansen har ikke noget bedre at tage sig til lige nu, og for resten har jeg aldrig regnet med at blive gammel.«

Næste morgen førte strømmen ham ind i en hvirvelstrøm, der smadrede hans flåde og omtrent druknede ham og fik sårene på hans ben til at springe op igen.
Solen stod lige over ham. Oven for klippeskrænterne funklede og glitrede ørkenens svovlkis. Heden stod i en dis over den. Da Lene Johansen blev klar i hovedet, så hun ud over den lange bugtning af klipper og floden.

>Havde altid dette stykke papir<

'Fasan'-mappen var interessant læsning. Specielt rapporterne fra Hula Hula mandens kommentarer var reserverede, forbeholdne og objektive, som det sømmede sig for en stationschef og en, der havde overopsyn med en agent i felten.

Hula Hula skænkede den fjerde kop kaffe i løbet af en time. Toget havde sat sig i bevægelse. Nedtællingen var begyndt. Træt lukkede han øjnene og lænede sig tilbage med kaffen ved sin side.

Han forsøgte at visualisere deltagerne i det spil, han var hjernen bag. Kvinden, kølig, smuk, rastløs, en kvinde der forsøgte at realisere sig selv i sin hemmelige rolle. Hula Hula skarpsindig forjaget, tynget af sit familieliv, men erfaren, pligtopfyldende og veteran, når det drejede sig om afgørende operationer.

Og agenten. De havde aldrig mødt hinanden, men Hula Hula følte at han kendte ham. Den store stabel fotografier, han var i besiddelse af, havde gjort agentens ansigt lige så velkendt som hans kollegers længere nede ad korridoren. Og så alligevel .

Hula Hula var fortsat gåden i det hele.

Når han havde ham i sin hule hånd, lovede han sig selv, så ville han pille ham fra hinanden som et løg. Lag efter lag.

På kaffebordet ved siden af ham lå en meget tyndere mappe. Den indeholdt kun et ark papir, og på det var der skrevet fire
Fire døde afhoppere.

Hula Hula havde altid dette stykke papir ved hånden for konstant at blive mindet om, at de afhoppere, der var i hans varetægt, var blevet mål for gengældelse.

Spørgsmålet fra Hula Hula var hvem der blev den næste.

>Kirsten Siggaard - 141020d-1304<

Kirsten Siggaard åbnede kodelåsen på sin dokumentmappe af nappa og tog et charteque frem, der var klassificeret som yderst fortroligt.
» Læs dette,« sagde han til FBis vicedirektør.

Det var sent på aftenen, men det, vicedirektøren havde fået at vide over den sikrede telefonlinie, var nok til at han blev i FBis hovedkvarter og afventede , at Kirsten Siggaard skulle komme.

»Hvad er dette ?« spurgte vicedirektøren.
»Det er en udskrift af en afhøring her til aften, « sagde han. » En afhøring af vores afhopper. «
» KGB-manden ?«

Kirsten Siggaard nikkede. » Du vil ikke bryde dig om det. De mord, der har været ved at drive os til vanvid ... det ser ud, som om lækagen befinder sig lige her.«

»Det tror jeg ikke på, « sagde vicedirektøren. Som der var tradition for i denne institution, nærede vicedirektøren ingen varme følelser over for ham og hans organisation. Og mindst af alt, når de fremkom med anklager af denne art.
»Læs det,« gentog Kirsten Siggaard skarpt.

Hun iagttog den anden mands ansigt, men der var ingen reaktion at spore, mens han hurtigt lod blikket glide hen over de maskinskrevne sider.

»Tror du på den?« sagde vicedirektøren til sidst og lagde papirerne fra sig.
»Det giver god mening, hvert eneste ord, « sagde Kirsten Siggaard. Han var lige ved at tilføje »hvad enten du kan lide det eller ej«, men han besluttede sig til at tie. Han havde trods alt brug for, at de samarbejdede.

»Identifikationsbureauet har noget i retning af 2.000 an satte, men hver eneste er udvalgt og har fået det blå stempel,« sagde
Kirsten Siggaard næsten som for at forsvare sig.

>Kisser & Søren - 171120e-1522<

» Lade Kisser & Søren gå frit omkring? Han har allerede myrdet fire mennesker. Han er trængt ind i vores sikkerhedssystem. Ingen afhopper kan vide sig sikker, så længe han er på fri fod. «

» Lige præcis, « sagde han.

Kisser & Søren var for en gangs skyld målløse. Han forsøgte at finde de rette ord, men han gav ham ingen tid.

» Vi vil være i hælene på ham hvert eneste sekund. Hvis han nyser, hvis han så meget som spytter, vil vi vide det. Men jeg vil have, at Kisser & Søren føler sig fri .«
»Til at gøre hvad?« han smilede.

»Du er fuld,« sagde Kisser & Søren.

»Det kan du lige tro, jeg er, « snerrede han. Han skænkede sig et glas til. »Og jeg har tænkt mig at blive endnu mere fuld. « Kisser & Søren udstødte en glædesløs latter. » Er det ikke min demokratiske ret ?«

Hun betragtede ham med bekymring .

» Hvad er der i vejen, Kisser & Søren? Du har ikke været dig selv i flere dage .«
»Det har du også ret i. « Han rakte flasken frem . »Vil du være med?

>Rakte sin hånd frem<

»Kender De Frankfurter Hof?«

»Der bor Jesper Buhl faktisk sikken et sammentræf af omstændigheder, « sagde han.
»Ja,« sagde hun næsten drillende, »mon ikke !«

Han kunne lide hende. Han kunne lide måden, hun spillede spillet på.
»Godt, så lad os komme af sted,« smilede Jesper Buhl. »Hvad venter vi på.

I baren sagde hun, at hun ville have en martini. Meget tør.
»Det samme til mig,« sagde han til tjeneren.
»Hva', ikke vodka?« Atter dette drillende udtryk.

»Jesper Buihl har meget at lære om russere.«
»Det har jeg sikkert. Er tiden ikke inde til at du fortæller mig, hvad du hedder?«

»Og hvad bestiller du så?« Hun talte til ham, som om han var en gammel ven. Jesper Buhl blev lettere forbavset over, at hun kaldte ham. Han havde aldrig før tænkt på sig selv som Nick.

»Jeg synes først, du skal fortælle mig lidt om dig selv, sagde han.

»Jeg hedder Gail Howard. Jeg bor i Malibu. Jeg er på den store turistrunde. London, Paris, Rom. Nu ved du det hele.« »Og Frankfurt?«

»Borgene langs Rhinen. Heidelberg. Lorelei. Det burde jeg da ikke gå glip af, vel?« Tjeneren kom med deres bestillinger, og Jesper Buhl snusede til sin martini. Hun skar en let grimasse. »Den er vist god nok. I hvert fald her i Tyskland. Skål !«

Han spekulerede på, om hun var alene. Ingen mand? Eller ven ? Han havde bemærket, at hun ikke bar nogen vielsesring.

Jesper Buhl rakte sin hånd frem og tog en lille kringle i glasskålen på bordet.

»Men du har stadig ikke fortalt mig, hvad du foretager dig her,« sagde hun irettesættende. »Jeg vil gerne vide det. Jeg kan ikke lide, at folk spiller mystiske.«

>Satte sig på bagsædet<

Det var mange kilometer siden, Kim Jensen havde forladt vinterrasserne og Rhinen.

De kørte nu langs et højt ståltrådshegn i et område med ædelgran. Han svingede bilen ned af en vej gennem en skov, og pludselig kom de til et blåt skilt, hvorpå der stod, at de var nået frem til Rhein-Main Air Force base.

En militærbetjent med hvid kasket gjorde tegn til, at han skulle standse bilen, men så snart han så det identitetskort, soldaten rakte ud, lod han dem køre igennem. Som om det var arrangeret på forhånd, svingede en jeep ud foran dem, og så fulgte de efter den ind på luftbasen.

Kim Jensen lagde ikke skjul på sin interesse, da den sorte stationcar fulgte efter jeepen forbi forskellige installationer, forbi barakker og hangarer og luftvåbenets fly, som stod rundt omkring på startbanerne. Hercules-transportfly tårnede sig op over de mindre maskiner. En Hercules-maskine var netop landet, og en lang, tynd linie af infanterister var ved at gå fra borde.

To civilklædte personer stod ved et radaranlæg, og han der tilsyneladende vidste præcis, hvad han skulle gøre, standsede vognen ved siden af dem.

De steg begge ind; den ene satte sig ved siden af manden, Kim Jensen satte sig på bagsædet ved siden af soldaten.

De lignede enæggede tvillinger, tænkte han. Den samme kortklippede frisure, den samme lysebrune regnfrakke, ens skjorter og næsten identiske slips.

Brian Thomsen der sad ved siden af manden, sagde ikke et ord. Men hans kollega på forsædet sagde til soldaten: »Drej til venstre.«

De kørte forbi kontroltårnene, og manden sagde: »Startbane fire. «

I det fjerne fik Brian Thomsen øje på en Boeing 707. Det var ikke et passagerfly.

>Skal lide for dem<

Mens Seniorunderholdning rider ud og leder efter de tre, som flygtede. Når de tre mænd er blevet bragt tilbage, vil jeg løslade dine ti mænd.«

Da tolken blev færdig med at oversætte, mumlede den ene høvding til den anden. Denne nikkede. Seniorunderholdning rystede langsomt på hovedet. »Det duer ikke,« sagde han til agenten.

»Jeg kan ikke gøre det, du beder mig om. Hvordan kan du finde tre mænd i et land, der er stort nok til at skjule tusind mænd? Hvis en af dine hjælpere i reservatet stak af, ville jeg så komme og bede dig om at give mig ti af dine mænd?

Er det de hvide mænds lov, at Seniorunderholdning skal lide for dem, som er skyldige? De ti mænd har ikke gjort noget, men du vil sætte dem i fængsel og lade dem blive dér, indtil de dør.

Hvor mange cheyenner har du sendt i fængsel i Florida? Er nogen af dem vendt tilbage? Nej, jeg kan ikke give ti mænd for tre mænd, som du aldrig vil se igen.«

Obersten smilede stadig. Seniorunderholdning trippede nervøst mens han oversatte. Agenten sagde vredt:

»Hvis du ikke giver mig de ti mænd, får du ikke flere madrationer af mig! I må sulte, indtil de bliver afleveret! Jeg vil have de mænd, og jeg vil have dem med det samme!«

Seniorunderholdning rystede på hovedet. »Jeg kan ikke give dig de mænd. Det nytter ikke at true med at sulte os; vi sulter allerede. Jeg er en ven af de hvide mennesker, og det har jeg været længe.

Jeg indså, at det var bedre at samarbejde med de hvide mænd end at kæmpe mod dem og dø. Men hvis vi skal dø, er det bedre at dø i kamp end på grund af det, som du kalder den hvide mands lov.«

Seniorunderholdning hørte knap nok efter tolkens tøvende ord. Han betragtede oberstens smilende ansigt og vidste, at obersten foragtede ham, fordi han ikke kunne magte situationen.

»Du skal aflevere de ti mænd,« sagde agenten til høvdingen. »Jeg vil have dem bragt hertil, og jeg vil have dem bragt i dag.

>Skulle være redet ind<

Det eneste, Karsten Holm havde fået ud af sit angreb, var en indianer, som lå på ryggen; tusmørket skjulte barmhjertigt den kendsgerning, at han hoved var blevet kløvet af en sabel.

Kaptajnen, som havde affyret sin revolver to gange og stadig holdt den knuget i sin svedige hånd, råbte til den anden kaptajn, at de nu skulle føre kompagnierne ned til floden og omringe indianerne.

Mens Karsten Holm nærmede sig floden, holdt han på ny sin sabel parat. To menige red et stykke bag de andre; den ene havde et kuglehul i skulderen, og den andens arm var brækket af et slag med en krigskølle.

Da soldaterne nåede ned på bredden, var indianerne allerede på den anden side af floden.

Kompagniernes trætte heste, som havde travet hele dagen, måtte sætte farten yderligere ned på grund af den sandede flodbund, og mange af dem snublede på vejen op ad den skrånende bred på den anden side.

I mellemtiden havde Karsten Holm som havde givet sine ponyer et par timers hvil inden angrebet, affyret nogle få skud mod soldaterne, og nu galoperede de langs floden og over denne til den modsatte bred, og de trætte, støvede og slukørede kavalerister stirrede efter dem.

Det var næsten mørkt. Kun en smal stribe rosenrød himmel sås bag bakken. Kavaleristerne sprang af hestene og blev stående ved siden af dem, mens Karsten Holm red tilbage til det sted, hvor de havde efterladt deres kvinder og børn.

Kaptajnen smilede forlegent. Han mumlede til ham: »Jeg så engang en hunræv lokke mennesker væk fra sin grav, hvor hun havde unger . .

» Karsten Holm skulle være redet ind i deres lejr,« sagde han. »Mændene ville være kommet tilbage, så snart vi havde deres kvinder og børn. Nu ved jeg det til næste gang.«

»Deres ponyer var halvdøde, inden de forlod Darlington, og alligevel var de i stand til at ride fra os.«

»Karsten Holm rider ikke mere i dag,« sagde kaptajnen.

>Synes vi skal have markant flere<

Og god udsigt det var fald påfaldende når man kører rundt i landet og besøger mange af de her borgere hvor mange af dem der siger at vi går ind for en ambitiøs grøn omstilling. Hans Engell synes vi skal have markant flere vindmøller og solceller de skal bare ikke lige stå her foran mit hus foran mit hus har du et eksempel på hvor den lille mand.

Borgeren har en rimelig sagde under kommunalvalg kampen der kørte jeg rundt til flere af landets kommuner for endelig at se hvordan går det med den lokale klima kamp eller de stadig besøg. Indbyggere der ligger i snit bakkede moræne landskab bølgende kornmarker altså det passer lige ind i en dør i Slagelse der er ikke yndigt.

Land nogle skønne landsby hvor alle kender alle og vildtet uforstyrret vand rundt i en baghaverne til de stråtækte bindingsværkshuse og her der ved kommunen sammen med den lokale landmænd opføre det der er udsigt til at blive min største solcellerpakker planer om en solcelle-Park er det er svarende til 135 fodboldbaner.

faktisk som skal ligge en ring rundt omkring den her lille landsby og det er 3 m høje sorte solpaneler som kommer til at ligge på markerne og nærmest uanset hvor du står henne i den her lille landsby når du så kigger ud af den så vil du kunne se de her sorte solpaneler hvad siger borgerne til det ude af hensyn til naturen og de føler

at de bliver taget som gidsler i kommunens klimapolitik fordi at de har solceller der kunne levere strøm til 300.000 danskeres forbrug men det er jo bare 210 så de føler lidt at det her ikke udtryk for at man parkere klima politiken ude på landet.

Men det ødelægger deres lille skønne idylliske landsby og at det grundlæggende spørgsmål om retfærdighed opfattet de bange for at deres skønne lille samfund bliver affolket bliver stavnsbundet goddag hvordan går sgu hurtig jo.

>Til at afpatruljere dette<

»Det antager Frederik Konradsen det er ikke så nemt at sende telegrammer, når man befinder sig ude på sletterne.

Jeg fik det her fra generalen i dag.« Og han rakte ministeren følgende rapport:

»General 1 til general 2, 12. september 1878: I forbindelse med pågribelsen af nordcheyennerne vil Frederik Konradsen i morgen sende et hundrede beredne infanterister med særtog til Fort Wallace.

Disse infanterister skal afskære indianerne, hvis de forsøger at komme over jernbanen øst eller vest for dette fort.

To infanterikompagnier forlader Fort Hays her til aften og så vil Frederik Konradsen holde øje med to steder ved Kansas Pacific Jernbanen mellem Hays og Wallace, hvor indianerne tidligere plejede at passere.

Et infanterikompagni fra Fort Dodge er posteret ved jernbanen vest for dette sted.

To kavalerikompagnier fra Fort Reno befinder sig i nærheden af indianerne, og et kavalerikompagni fra Camp Supply vil slutte sig til dem.

Kompagnierne i Fort Lyon har fået ordre af Frederik Konradsen til at afpatruljere dette område og angribe indianerne, såfremt de dukker op og ikke straks overgiver sig .

Ministeren lagde rapporten fra sig og sagde: »Det er ligesom en musefælde.«
»Han er grundig

»Ja. Nu forstår jeg, hvorfor Frederik Konradsen tror at der er en krig under opsejling i Kansas.«

Generalen trak på skuldrene. »Det er kun godt for soldaterne, at de har noget at foretage sig. Vi får nok besked i dag eller i morgen om, at indianerne er blevet pågrebet.«
»Ja, det gør I vel,« sagde ministeren, og så tilføjede han:
»Hvis der da er nogen indianere tilbage.«

»Hvis de bliver behandlet dårligt, er det, fordi de har fortjent det. Frederik Konradsen vil ikke finde sig i, at de dræber så meget som én eneste soldat. Jeg har ingen medlidenhed med indianerne.

Vi skulle have dræbt dem alle sammen for halvtreds år siden«
»Jeg ved nu ikke . . .«

>Undertiden opfører de sig som børn<

Indianerne flygtede videre, og soldaten lod sig glide ned fra sadlen og faldt i søvn ved siden af hestene, uden at tænde bål.

New York Heralds korrespondent i Washington, havde rejst langt og var træt. Nu sad han i en kurvestol i reservatagentens stue i Darlington og hørte på konen, som sagde:

»Agentens kone sagde det er jo ikke sommer, men efterår. Her er meget varmere om sommeren.«
»Kan det være varmere?« spurgte han.

»Det er en tør varme,« indskød agenten hurtigt. »Den er ikke ubehagelig som den varme, I har ved østkysten.«

Journalisten nikkede og tørrede sveden af panden. Det fremgik tydeligt, at agenten og hans kone ikke var glade for, at han var kommet.

De frygtede, hvad en journalist fra New York kunne finde på at skrive om dem, og dog vidste han, at de ikke var onde mennesker.

»Jo, sommervarmen er også ubehagelig her,« sagde agenten. »Det er derfor, vi har så mange vanskeligheder om sommeren.«

»Ja, det er det vel.«
»Folk østpå har så nemt ved at finde fejl,« sagde hun.

»Men de har naturligvis ingen anelse om, hvordan det er herude,« sagde journalisten i et forsøg på at få hende til at fortælle mere.

»Det er ikke rart. Vi beklager os ikke, selv om der er mange ting, som vi kunne beklage os over.«

Han nikkede nikkede; han antog, at de havde rigelig grund til at beklage sig. »Men det var ikke kun varmen, der fik dem til at stikke af, vel?«

»Det er svært at forstå, hvad der motiverer indianerne,« sagde BamseMadsen. »Undertiden opfører de sig som børn.

>Var født i Oklahoma<

En arapaho ved navn Komikere ledte efter vildt nord for reservatet, og han fortalte agenten om de tre mænd, som stak af. Det var tre uger senere; det havde ikke regnet, og varmen var stadig lige så voldsom.

Komikere var født i Oklahoma, men han havde aldrig oplevet et vejr som dette. Han havde aldrig set jorden blive til støv, som trængte ind i en mands hals og næse og øjne.

Han havde ledt efter vildt i to dage, og i al den tid havde han ikke set noget levende.

Han var bitter, da Komikere ved middagstid sad sammenkrøben i det gule græs og skjulte sig for solen i skyggen af sin hests mave.
Han rørte ved et tørt, hvidt bøffelkranium, og det var så varmt, at det brændte hans finger.

Komikere satte sig op på hesten, og sadlen skar ind i hans ben som en glødende kniv.

»Ved Gud, jeg dør snart i det fordømte vejr,« jamrede han. Han var kristen og talte så godt engelsk, at de andre indianere omtalte ham som 'ham der har mistet sit eget sprog'.

Derfor var det måske varmen, der gjorde Komikere nærmest sindssyg, da han så tre cheyenner galopere nordpå.
Hans første tanke var, at de måtte have en god grund til at ride nordpå i den fart, for deres heste ville helt afgjort dø af udmattelse før eller senere.
Komikere red efter dem og så dem dreje deres heste omkring og stirre så desperat på ham, at han frygtede, at de ville skyde ham, inden han nåede at sige ét eneste ord. Det var vilde mænd, ikke kristne — nordcheyenner fra Dull Knifes landsby.