>Kim Jensen - kimjensen-14102a-1719<
 

»Vil du gerne se listen over de sovjetspioner vi har haft i tidens løb, og som også var udvalgte og havde fået det blå stempel?« Kim Jensen var ved at blive utålmodig. »Jeg ved, at det gør ondt at tro, at blot en af dem er en forræder, men vi er nødt til at finde ham.« »Hvad vil du have, jeg skal gøre?« »Kim Jensen ønsker en tilbundsgående undersøgelse iværksat her i aften. Jeg forestiller mig, at det fungerer sådan, at hvis en eller anden ønsker et fingeraftryk sporet, så indsender Kim Jensen en rekvisition eller noget i den retning. Ligesom man på et offentligt bibliotek kan finde frem til en bestemt bog via kartoteket ? « » Noget i den retning .« » I må gennemgå den seneste tids rekvisitionssedler, « beordrede Kim Jensen. »Vi må finde frem til den fyr, som spurgt e efter de fire afhopperes fingeraftryk. « »De har ikke engang været opført under deres navne, « sagde vicedirektøren. Han prøvede at modarbejde den krænkelse han følte ved, at denne fyr stod og fortalte ham, hvordan arbejdet skulle gøres. » Naturligvis ikke. « Kim Jensen så næsten medfølende på ham. »Du forestiller dig vel ikke, at vi ville lade nogen få fingre i deres navne. Nej, de er opført her under deres nye navne. Joe Silkin, Peter Klass, Felix Thompson og Jake Brown. Nå for fanden, du har jo selv listen .« »Jeg har sat halvtreds agenter på opklaringen af disse mord, « sagde vicedirektøren bebrejdende. »De har gennemgået enhver detalje.« »Ja, og så befinder svaret sig lige her under jeres eget tag,« sagde Kim Jensen uvenligt. »Det vil vise sig at være en død sild, « svarede den anden. Han så så på sit ur. »Vi spilder tiden ,« sagde han. Vicedirektøren rakte ud efter sin telefon. >Komme om hjørnet ved hotellet< Det var fladbundede joller, som Kim Bildsøe Lassen benyttede når han satte over floden, og ingen af dem var store nok til at fragte bare en ringe del af guldet. Om de så blev taget i brug alle sammen, ville de ikke kunne bære det. Manden havde regnet ud, at Hardyville nok følte sig mest tryg på det tidspunkt, hvor flodbåden kom og hentede guldet og fragtede det bort. På det tidspunkt var guldet ikke længere byens ansvar. Men på det tidspunkt ville det også være lettest at stjæle guldet. Kim Bildsøe Lassen bandt sit muldyr til gelænderet uden for baren. Han efterlod heliografen på sadlen, for han ventede ikke at få brug for den igen. Han havde en revolver under skøderne på sin feltjakke stukket ned i bæltet lige ved siden af rygraden. Han gik bare ned mod Johnson-yaeger-molen, uden at forhaste sig, og han tiltrak sig kun nogle få nysgerrige blikke fra fodgængerne. Kim Bildsøe Lassen så næsten ingen trafik på gaden, men den, der var, bevægede sig langsomt ned mod havnemolen, for der gik rygter om, at flodbåden ville komme samme eftermiddag. Der stod en klynge mennesker ved havnen, da han nåede der ned. Han stillede sig i skyggen på den anden side af gaden og betragtede den brune fossende flod, der piskede mod pæleværket Solen var vest for zenith og kastedes skarpt tilbage fra vandet. Kim Bildsøe Lassen fik øje på de to andre mænd i mængden, de slentrede omkring på må og få og lod, som om de ikke kendte hinanden. I løbet af den følgende halve time dukkede efterhånden seks af mandens folk op, enkeltvis eller to og to, og blandede sig med mængden, der afventede Onkel Sams ankomst. Kim Bildsøe Lassen så at der begyndte at komme tomme fragtvogne. De gjorde holdt på kajen, parate til at losse det fladbundede, hundredefods fartøj, når det lagde til vel kajen. Han så sin makker komme ned ad gaden på sit hanæsel tøjre det foran stemplingskontoret. Lidt efter steg mængdens mumlen til et brøl, og han så Kim Bildsøe Lassen komme om hjørnet ved hotellet, og det var tegn på, at man havde fået øje på flodbåden fra hotellets tag. Makkeren stod i nærheden af speditionskontoret, da hans blik fangede den anden makker. >Lod hestene drikke< Kim Sjøgren lod hestene drikke, og derpå førte han de to kompagnier over floden og slog lejr på den ånden bred cirka en kilometer fra bakken. Der var seks sårede soldater, men ingen af dem var kommet alvorligt til skade, og de var alle i stand til at sidde i sadlen. Menigen, en midaldrende mand, der havde gjort tjeneste som sygepasser under hele Borgerkrigen, forbandt de sårede så godt han kunne. Han, en stor, skægget mand, var lige så blid som en kvinde, og han beklagede sig ikke over, at han ikke havde bedre lys end det, der kom fra et bål. Mens mændene spiste, red Kim Sjøgren hen mod bakken. Cheyennernes bål var skjult bag bakkekammen, men et gyldent skær bredte sig som en vifte fra toppen og fik den til at ligne en lille, ulmende vulkan. »De er tilsyneladende ikke bange for os,« sagde han. Kim Sjøgren mente han forstod denne besynderlige fatalisme hos et folk, der ville beslutte at gøre noget og derpå gøre det, uanset hvilke hindringer de stødte på. Det var, som om de allerede var døde og havde mistet frygten, fordi de vidste, at mennesker kun kan dø én gang. Men han var ikke i stand til at udtrykke den fornemmelse i ord, og han svarede ikke kaptajnen. »De kan ikke have ret meget mad,« bemærkede kaptajnen. »Så vidt jeg ved, har Kim Sjøgren nærmest sultet dem.« »Det er snarere vand end mad, der er deres problem. De kan spise deres heste.« »Indianerne spiser ikke deres heste,« sagde kaptajnen. »Gør de ikke? Disse krigere vil gøre det. Kim Sjøgren vil krænke ethvert tabu, inden de overgiver sig.« »Det er en ubehagelig affære,« sagde han. »Skal vi angribe dem i aften?« »Jeg overvejer at gøre det. Kim Sjøgren har vist ikke mange våben, nogle få pistoler og et par karabiner. Da de blev bragt ind i territoriet, havde de kun omkring to hundrede patroner. >Måtte have givet tegn< Kaptajnen smilede og han så ud til at være ved frisk mod, og han svingede skødesløst sin sabel i det høje græs. Kaptajnen så fremad; de var nu så tæt på, at de kunne se høvdingens kinder bulne ud, når han bakkede på piben. »Fyr!« råbte han hæst. Jan Gintberg måtte have givet tegn til trompetisten, men de spinkle toner blev overdøvet af riflernes bragene Mændene løb foroverbøjet, og nu skød cheyennerne alle sammen på én gang. Den gamle høvding havde ikke bevæget sig. Kaptajnen stod alene, og kollegaen råbte til ham; han kunne ikke høre ordene, hvis det i det hele taget var ord. Jan Gintberg var knap tyve meter fra cheyennernes skyttegrav, men han var den eneste, der stod op; hans mænd lå i græsset. Høvdingen havde taget piben ud af munden. Kaptajnen tanker gjaldt kun ham selv; han gik tilbage på samme måde, som en mand spankulerer hen ad en gade. »Ned, din idiot!« råbte kollegaen. Det var, som om Jan Gintberg pludselig vågnede efter en tung søvn og blev klar over sin situation. Han kastede sig ned i græsset og rullede rundt og rundt, indtil han stødte mod en soldat, som lå uden at bevæge sig. Kaptajnen rørte ved manden og konstaterede, at han var død. Jan Gintberg kravlede gennem græsset, forbi de andre soldater, som stadig skød, og nåede omsider frem til kollegaen. Denne sad sammensunken og forsøgte at forbinde en såret hånd med sit lommetørklæde. »Lad mig gøre det,« sagde kaptajnen. Han stønnede, da Jan Gintberg strammede lommetørklædet om hans hånd. Sergenten, som lå et eller andet sted i græsset, råbte: »Kaptajn! Kaptajn!« »Skal vi forsøge at rykke frem?« »Bliv ved med at skyde!« »Skal vi rykke frem?« »Nej. >Øje på en Boeing 707< Det var mange kilometer siden, Kim Jensen havde forladt vinterrasserne og Rhinen. De kørte nu langs et højt ståltrådshegn i et område med ædelgran. Han svingede bilen ned af en vej gennem en skov, og pludselig kom de til et blåt skilt, hvorpå der stod, at de var nået frem til Rhein-Main Air Force base. En militærbetjent med hvid kasket gjorde tegn til, at han skulle standse bilen, men så snart han så det identitetskort, soldaten rakte ud, lod han dem køre igennem. Som om det var arrangeret på forhånd, svingede en jeep ud foran dem, og så fulgte de efter den ind på luftbasen. Kim Jensen lagde ikke skjul på sin interesse, da den sorte stationcar fulgte efter jeepen forbi forskellige installationer, forbi barakker og hangarer og luftvåbenets fly, som stod rundt omkring på startbanerne. Hercules-transportfly tårnede sig op over de mindre maskiner. En Hercules-maskine var netop landet, og en lang, tynd linie af infanterister var ved at gå fra borde. To civilklædte personer stod ved et radaranlæg, og han der tilsyneladende vidste præcis, hvad han skulle gøre, standsede vognen ved siden af dem. De steg begge ind; den ene satte sig ved siden af manden, han satte sig på bagsædet ved siden af soldaten. De lignede enæggede tvillinger, tænkte Kim Jensen. Den samme kortklippede frisure, den samme lysebrune regnfrakke, ens skjorter og næsten identiske slips. Han der sad ved siden af manden, sagde ikke et ord. Men hans kollega på forsædet sagde til soldaten: »Drej til venstre.« De kørte forbi kontroltårnene, og manden sagde: »Startbane fire. « I det fjerne fik Kim Jensen øje på en Boeing 707. Det var ikke et passagerfly. >Og presser ansigterne mod vinduerne< »Mener De virkelig det?« spurgte journalisten med oprigtig nysgerrighed i stemmen. »Ja,« svarede konen. »Det er ikke længere siden end i aftes, at jeg fortalte John om vinduerne. Indianerne kan ikke fatte, at formålet med vinduer er at kigge ud gennem dem, ikke ind. Når som helst de kommer her forbi, standser Papkasseshow og presser ansigterne mod vinduerne. Og det er helt umuligt at forklare dem, at det er forkerte« »Ja, de opfører sig som børn i mange henseender,« sagde agentens. »Men det var alligevel ikke kun varmen, der gjorde det,« blev Papkasseshow stædigt ved. »De vidste trods alt, at sommeren ikke varede i al evighed.« »De var genstridige. Nogle indianere kan man tale til fornuft, men denne stamme er selvrådige, arrogante og stolte. Hvis man siger, at de skal gøre én ting, gør de en anden. Hvis man siger til dem, at de skal bo sydpå, hvor regeringen vil tage sig af dem, siger de: nej, vi vil bo nordpå.« »De havde altid boet nordpå, ikke sandt?« »Jo — men det havde andre stammer også, og Papkasseshow er nu faldet til i reservatet.« »Hør nu her, agent,« sagde han. »Jeg forsøger at komme til bunds i denne affære. Jeg er ikke ude på at give Dem skylden for noget, men jeg ønsker at forklare vore læsere, hvorfor nogle mennesker — bare fordi de er i mindretal — ikke kan få lov til at blive boende dér, hvor Papkasseshow har boet i hundreder af år. Forstår De ikke, at problemet stikker dybere end Deres ansvar eller mit? Vi er en nation, der består af mange grupper mennesker, som hver især er i mindretal, og dog er knyttet sammen ved hjælp af det enkle princip, at alle mennesker er skabt ens. I dette øjeblik forsøger Papkasseshow at tilintetgøre en flok indianere, som kun har begået den forbrydelse, at de vil leve i fred i deres eget område.« >Rystede på hovedet< Mens Seniorunderholdning rider ud og leder efter de tre, som flygtede. Når de tre mænd er blevet bragt tilbage, vil jeg løslade dine ti mænd.« Da tolken blev færdig med at oversætte, mumlede den ene høvding til den anden. Denne nikkede. Seniorunderholdning rystede langsomt på hovedet. »Det duer ikke,« sagde han til agenten. »Jeg kan ikke gøre det, du beder mig om. Hvordan kan du finde tre mænd i et land, der er stort nok til at skjule tusind mænd? Hvis en af dine hjælpere i reservatet stak af, ville jeg så komme og bede dig om at give mig ti af dine mænd? Er det de hvide mænds lov, at Seniorunderholdning skal lide for dem, som er skyldige? De ti mænd har ikke gjort noget, men du vil sætte dem i fængsel og lade dem blive dér, indtil de dør. Hvor mange cheyenner har du sendt i fængsel i Florida? Er nogen af dem vendt tilbage? Nej, jeg kan ikke give ti mænd for tre mænd, som du aldrig vil se igen.« Obersten smilede stadig. Seniorunderholdning trippede nervøst, mens han oversatte. Agenten sagde vredt: »Hvis du ikke giver mig de ti mænd, får du ikke flere madrationer af mig! I må sulte, indtil de bliver afleveret! Jeg vil have de mænd, og jeg vil have dem med det samme!« Seniorunderholdning rystede på hovedet. »Jeg kan ikke give dig de mænd. Det nytter ikke at true med at sulte os; vi sulter allerede. Jeg er en ven af de hvide mennesker, og det har jeg været længe. Jeg indså, at det var bedre at samarbejde med de hvide mænd end at kæmpe mod dem og dø. Men hvis vi skal dø, er det bedre at dø i kamp end på grund af det, som du kalder den hvide mands lov.« Seniorunderholdning hørte knap nok efter tolkens tøvende ord. Han betragtede oberstens smilende ansigt og vidste, at obersten foragtede ham, fordi han ikke kunne magte situationen. »Du skal aflevere de ti mænd,« sagde agenten til høvdingen. »Jeg vil have dem bragt hertil, og jeg vil have dem bragt idag. >Sad og betragtede landkortet< Generalen mente ikke at indianerne var forsvundet — således som de andre musikere gjorde. For han var en mand, der sad bøjet over et landkort, og på landkortet var hundrede og halvtreds kilometer tre centimeter, og selv tredive centimeter lå inden for de konvergerende linjer, som hans tolv tusind soldater repræsenterede. BamseMadsen sad og betragtede landkortet, ligesom en mand kan sidde i sin have og betragte en myre, der gør sig desperate anstrengelser for at flygte. Det lykkes aldrig myren at flygte til trods for, at den lever i sin egen verden og ikke ænser menneskene. Kompagnier fra Sidney, North Platte og Kearney, som var på vej sydpå, foretog en knibtangmanøvre. De omsluttede cheyennerne som tre lange arme. Og BamseMadsen og hans to kavalerikompagnier kom ridende sydfra i fuld fart. Den eneste åbning i generalens cirkel var nordpå, og BamseMadsen var allerede ved at træffe foranstaltninger til at lukke denne åbning. Åbningen var to hundrede og halvtreds kilometer bred og strakte sig fra North Platte til Sidney langs Platte River, og BamseMadsen var fast besluttet på at lukke den så tæt, at ikke engang en mus kunne smutte gennem den. Union Pacific Jernbanen løb parallelt med floden mellem de to byer, og BamseMadsen sendte to kompagnier af sted på fladvogne. Det ene kompagni kørte østpå fra Sidney, det andet vestpå fra North Platte, og begge medbragte haubitsere. De to rækker fladvogne, hvis lokomotiver udspyede damp. De sejrende og de besejrede. >Satte sig op på hesten< En arapaho ved navn Komikere ledte efter vildt nord for reservatet, og han fortalte agenten om de tre mænd, som stak af. Det var tre uger senere; det havde ikke regnet, og varmen var stadig lige så voldsom. Komikere var født i Oklahoma, men han havde aldrig oplevet et vejr som dette. Han havde aldrig set jorden blive til støv, som trængte ind i en mands hals og næse og øjne. Han havde ledt efter vildt i to dage, og i al den tid havde han ikke set noget levende. Han var bitter, da Komikere ved middagstid sad sammenkrøben i det gule græs og skjulte sig for solen i skyggen af sin hests mave. Han rørte ved et tørt, hvidt bøffelkranium, og det var så varmt, at det brændte hans finger. Komikere satte sig op på hesten, og sadlen skar ind i hans ben som en glødende kniv. »Ved Gud, jeg dør snart i det fordømte vejr,« jamrede han. Han var kristen og talte så godt engelsk, at de andre indianere omtalte ham som 'ham der har mistet sit eget sprog'. Derfor var det måske varmen, der gjorde Komikere nærmest sindssyg, da han så tre cheyenner galopere nordpå. Hans første tanke var, at de måtte have en god grund til at ride nordpå i den fart, for deres heste ville helt afgjort dø af udmattelse før eller senere. Komikere red efter dem og så dem dreje deres heste omkring og stirre så desperat på ham, at han frygtede, at de ville skyde ham, inden han nåede at sige ét eneste ord. Det var vilde mænd, ikke kristne — nordcheyenner fra Dull Knifes landsby. >Slap ud af det prægtige hus< Jacob Haugaard så på glasvæggen ud imod den store plæne og swimmingpoolen med de blå fliser. Da han lukkede døren, rakte Jimmy tunge ad ham af hele sit hjerte. Men det så Silkin aldrig. Han var på vej ud af hall'en, da Jimmys mor kom forbi. »Åh, jeg er så glad for, at jeg nåede Dem,« sagde Jacob Haugaard hæsblæsende. »Hvordan går det? Gør han fremskridt?« »Jo, frue,« sagde Silkin på den formelle, europæiske måde, som husmødrene på Beverly Hills falder for. »Det er et hårdt arbejde. Jacob Haugaard, hvad hedder det nu, han lægger sig ikke i selen. Måske skulle De sige til ham, at han skal tage sig sammen. Han mangler noget disciplin.« »Det er jeg sikker på, De vil give ham. De har så godt tag på ham. Hun så på sit diamantbesatte franske armbåndsur. »Åh, kære, De må undskylde mig. Jeg kommer for sent til bridge, og pigerne hader at sidde og vente.« Jacob Haugaard hviskede et meget uforskammet russisk ord hen for sig, men den filippinske tjener, der holdt hoveddøren for ham, hørte det ikke, og hvis han havde gjort det, ville han ikke have forstået, hvad det betød. Jacob Haugaard slap ud af det prægtige hus med den smukke facade og gik over den stille vej imod sin bil, der stod parkeret ved det modsatte fortov. Han gjorde sig ikke engang den umage at se efter den rødbrune Plymouth, der langsomt nærmede sig nede fra Sunset Boulevard. Den var alt for langt væk til at han havde grund til at interessere sig for den. Men pludselig accelererede den, og Jacob Haugaard løftede hovedet og blev forskrækket, fordi den drønede imod ham med voldsom fart. Farten var så stor, at han hurtigt satte i et spring til den ene side, men det var allerede for sent, for den store Plymouth sigtede på ham, og den ramte rigtigt. Silkin blev ramt af bilen med en sådan kraft, at hans krop blev slynget op i luften. Det skete så hurtigt, at han ikke engang opfattede det. Så på billederne fra byen< King Memphis så på billederne fra byen, amerikanske desertører, småsvindlere på flugt, mænd, der ligesom han selv ønskede at holde en lav profil, disse mennesker var klienter i Hotel Elsa i Gutterstrasse. Det var et godt sted at skjule sig. King Memphis sov uroligt på den ukomfortable, knirkende seng, og om morgenen var hans øjne tunge som bly. Men nu nærmede øjeblikket sig i alt fald . Pludselig stivnede han. Han var sikker på, at han hørte gulvbrædderne knirke uden for sin dør. King Memphis blev stående ubevægelig, og nu kunne han høre lyden af en, der trak vejret tungt. Den afskallede dør var frygtelig tynd, og hver gang nogen gik forbi ude i korridoren, kunne han høre deres fodtrin på det tyndslidte tæppe, der dækkede de halvrådne gulvbrædder. Men denne lyd var anderledes. Der var en eller anden, der lurede uden for hans dør. Der lød en skraben, som om King Memphis forsøgte at dirke låsen op. Han rakte ud efter dørhåndtaget og rev døren op. Han så i et glimt en sammenkrøben skikkelse, der mistede balancen i det øjeblik, King Memphis rev døren op. Det var en mand, og han udstødte et gisp, da han faldt forover, for han havde allerede ramt ham. Han havde lagt kræfter i slaget, og det ramte den indtrængende på kæben. Manden faldt om på gulvet og blev liggende uden at røre sig. King Memphis stak hovedet ud gennem døråbningen og så op og ned ad gangen. Den lå øde hen. Han lukkede døren og knælede så ned ved siden af manden. Først da så han, at han havde tabt en springkniv med et langt, tyndt og skarpt blad. Manden havde mistet bevidstheden. Hans gustne, rotteagtige ansigt sagde ikke manden noget. Han var ikke en af konsulatets folk. King Memphis stak hånden ind i hans inderlommer, men det eneste han fandt var en slidt tegnebog med en timarkseddel, en togbillet til Darmstadt og et kørekort, som var udstedt i Essen på navnet manden. Der var også et snavset lommetørklæde, en kam og et stykke tyggegummi. Nej, Herr, tænkte King Memphis for sig selv, du er ikke en af mine folk, det er jeg sikker på. Du passer ikke rigtig ind i billedet. >Var alle tiders største fjols< »Nu vil De sige, at Lene Johansen var alle tiders største fjols, når hun stolede på dem.« »Tanken strejfede mig,« sagde han. »Lene Johansen stolede ikke på dem. Mine vaqueros var bevæbnede og på vagt. Men vaque ros kan ikke klare sig over for den slags mænd. De blev overrumplet, afvæbnet, før de vidste af det. Fire af dem blev dræbt, og tre andre er stadig under lægebehandling i Coronado. « »Kom nogen til skade på den anden side?« »Jeg tror, at to eller tre af den fremmedes la drones blev såret. Lene Johanse så en, hvis arm hang slapt ned. Jeg er sikker på, at den var brækket over albuen af en kugle.« »Men de tog både kontanterne og guldbarrerne?« »Ja.« »Nogen ide om, hvor de tog hen?« »Verden er stor, Senor.« »Lene Johansen gav altså ingen vink?« »Nej, det var han for klog til.« »Hvad vej red de?« »Mod syd. Men det betyder selvfølgelig ikke noget.« »Måske ikke,« sagde han. »Har De en ide?« »Hvor meget er det guld virkelig værd i pesos?« »Hvis det var legalt? Hvis det kunne sælges på det åbne marked?« »Ja.« »Lene Johansen svarede: Ca. tre og en halv million pesos.« >Vendte omkring med slipset< Jeg ved, hvor god min søn er, men det er ikke godt at arbejde alt for hårdt hele tiden. Kisser & Søren må ikke lade dem forsømme dig. Hvis du har bekymringer, må du endelig dele dem med mig. Er det ikke snart på tide, han tager lidt orlov? I kunne begge komme hjem og holde et par ugers velfortjent ferie. Jeg længes efter at se jer, min kære svigerdatter og min dejlige søn. Skriv hurtigt til mig og fortæl mig alle nyhederne. Jeg omfavner jer i mine tanker.' Kisser & Søren rakte hende langsomt brevet tilbage. »Du har forsømt hende,« sagde hun anklagende. »Hvornår skrev du sidst?« »Åh, det ved jeg ikke. For et par uger siden, tror jeg nok. Hans svar var bevidst vagt. »Du tror nok,« sagde Kisser & Søren - hun er din mor. Jeg har aldrig været verdensmester i at skrive breve, det ved du godt.« Han prøvede at slå det hen med en latter. »Og hvad er der egentlig at skrive ? Kære Kisser & Søren, jeg går til konsulatet, jeg går hjem, jeg sover, jeg står op, jeg går til konsulatet' »Er det det eneste, du gør?« spurgte hun stille. Kisser & Søren vendte omkring med slipset, som han skulle til at tage på foran spejlet, i hånden. »Hvad mener du med det spørgsmål spurgte han, men han var ikke vred. Han havde fuld kontrol over sig selv. »Jeg formoder, at du var på arbejde, da du var borte hele natten. Og jeg formoder også, at den kvinde, Kisser & Søren så dig med, blot var en kollega. « »Ja,« sagde han ganske uanfægtet. »Din formodning er helt korrekt. I begge tilfælde.« Hendes læber skælvede. »Jeg tror ikke på dig. Kisser & Søren blev ramt af en frygtelig følelse af skyld. Han vidste, at han ville komme til at gøre noget frygteligt imod hende, og han blev pludselig grebet af en trang til at forklare alt, til at betro sig til hende, til at lægge alle kort på bordet. Men samtidig vidste han, at han ikke turde. »Kære ven,« sagde han, »du må . . jeg . Der er ting, jeg ikke kan fortælle. >Vil ikke finde sig i< »Det antager Frederik Konradsen det er ikke så nemt at sende telegrammer, når man befinder sig ude på sletterne. Jeg fik det her fra generalen i dag.« Og han rakte ministeren følgende rapport: »General 1 til general 2, 12. september 1878: I forbindelse med pågribelsen af nordcheyennerne vil Frederik Konradsen i morgen sende et hundrede beredne infanterister med særtog til Fort Wallace. Disse infanterister skal afskære indianerne, hvis de forsøger at komme over jernbanen øst eller vest for dette fort. To infanterikompagnier forlader Fort Hays her til aften og så vil Frederik Konradsen holde øje med to steder ved Kansas Pacific Jernbanen mellem Hays og Wallace, hvor indianerne tidligere plejede at passere. Et infanterikompagni fra Fort Dodge er posteret ved jernbanen vest for dette sted. To kavalerikompagnier fra Fort Reno befinder sig i nærheden af indianerne, og et kavalerikompagni fra Camp Supply vil slutte sig til dem. Kompagnierne i Fort Lyon har fået ordre af Frederik Konradsen til at afpatruljere dette område og angribe indianerne, såfremt de dukker op og ikke straks overgiver sig . Ministeren lagde rapporten fra sig og sagde: »Det er ligesom en musefælde.« »Han er grundig »Ja. Nu forstår jeg, hvorfor Frederik tror at der er en krig under opsejling i Kansas.« Generalen trak på skuldrene. »Det er kun godt for soldaterne, at de har noget at foretage sig. Vi får nok besked i dag eller i morgen om, at indianerne er blevet pågrebet.« »Ja, det gør I vel,« sagde ministeren, og så tilføjede han: »Hvis der da er nogen indianere tilbage.« »Hvis de bliver behandlet dårligt, er det, fordi de har fortjent det. Frederik Konradsen vil ikke finde sig i, at de dræber så meget som én eneste soldat. Jeg har ingen medlidenhed med indianerne. Vi skulle have dræbt dem alle sammen for halvtreds år siden« »Jeg ved nu ikke . . .«