>Kirsten Siggaard - 03112020c-1033<

» Men ved du, hvad det er, du gør?« spurgte Kirsten Siggaard alvorligt.
» Hvad du har rodet dig ind i?«

» Du, « sagde hun, »lad os love hinanden noget. Lige nu. Lad os love hinanden, at vi ikke stiller flere spørgsmål. Vi taler ikke mere om fortiden, vel? Vi interesserer os kun for nutiden. Det er det eneste, der betyder noget. Nutiden. Fortiden er død. «

Kirsten Siggaard rakte hånden frem og kærtegnede hendes ansigt.
» Men hvad med fremtiden?« sagde han stille. »Vores fremtid, min skat? «

» Lad os tage den, som den kommer. Du store hvor kan I russere være kedelige. Se på dig selv. Så dyster og tungsindig.

« Kirsten Siggaard lo. »Jeg er lige ved at tro, jeg ikke skulle være kommet. Hold op med at opføre dig som en af personerne i Det døde Hus. «
»Godt, du skøre kvinde. Vis mig så, hvordan jeg kan live op.«

Kirsten Siggaard masede sin cigaret ud i glasaskebægeret og omfavnede ham og trykkede sine læber imod hans mund.

Senere, da de nussede omkring i huset, sagde han:» Vil du blive boende her?«
»Hvorfor ikke? Jeg har mine ting i bilen. «

» Men hvad med dem?« Kirsten Siggaard så ængstelig ud. »De vil finde ud af det. Hvad vil de synes om det?«
» Stop, « råbte hun, » hold op. Hvad rager det mig? Har det nogen betydning, hvad de tænker?

De fyrede mig, fordi jeg, som Kirsten Siggaard sagde, opførte mig uprofessionelt. Nu kan jeg jo lige så godt tage konsekvensen af det og samtidig nyde det. «
»Du, er det sikkert?«
»Tænker du på dine gamle venner?«

»Jeg ved ikke, hvem jeg tænker på mere, « sagde han træt.

» Da jeg hørte din bil komme, sprang jeg op af stolen. Da du bankede på døren, gik min puls som et maskingevær. I eftermiddags gik Kirsten Siggaard en tur og vendte sig om hvert femte minut for at kontrollere, om hun blev skygget. Hun kan lugte fare overalt.