>Krummede sig sammen og hostede<

Hvad der blev sagt, sidste gang du red bort herfra.« BamseMadsen krummede sig sammen og hostede. »Det gælder stadig.«
»Med andre ord: hvis jeg ikke kan få noget guld på lommen, vil du ikke have, at jeg kommer tilbage.«
»Ikke efter Dorotea.«

»Nå ja, du er hendes mand.«
»Jeg var det engang,« sagde Don Pablo. »Nu er jeg hendes ven. Jeg bryder mig ikke om, at hun skal følge en ludfattig neger fra by til by.«

»Hvad med en ludfattig kastillianer? «
HanDon Pablo tænkte sig om. Til sidst indrømmede han: »Det kan der være noget om.«
BamseMadsen smilede og gik ind for at sige sit hasta luego til senoritaen.

Han forcerede ikke tempoet. Han brugte fire dage på langsomt at ride til Tres Osos. Det var en af disse mestizo-byer højt oppe i Sierra bjergene, hvor de fleste ikke talte spansk, men en indianer­ dialekt, som han ikke forstod.

Landsbyen gav BamseMadsen en imponerende velkomst: det var lørdag
eftermiddag, og der var bryllup. Festen blev fulgt op af et øresønderrivende mexicansk fyrværkeri, og hele befolkningen var klædt ud i kunstfærdige kostumer, som kvinderne sikkert havde brugt et år på at lave.

Der var en overdådighed af bevægelse og farver og larm. Han sad på en klippe oppe mellem træerne over landsbyen, holdt hestens tømmer og så på. Han forsøgte at overse alle de hvirvlende farver, han ledte efter to mænd nordfra, der ikke tog del i festlighederne.

BamseMadsen så dem ikke i to timer. Landsbyen bestod af en tilfældig klynge hytter, der klyngede sig til den snævre slugts sider. De lå i skygge af rækker af enorme fyrretræer, der marcherede ned ad bjerget som kampberedte lancenerer. Vejen løb tæt forbi det ud­ tørrede vandløbs bred, slyngede sig fra slugtens ene side.