>Skal nok tale med ham<
Kisser & Søren kendte manden, og
de vidste at han talte udmærket engelsk.
Han havde ikke
formået at lære meget af cheyennernes eller arapahoernes sprog i løbet af de
seks år, han havde tilbragt i reservatet, og han tænkte undertiden, at om
han så blev her i tres år, ville
de ikke kunne lære det.
»Tal engelsk, mand,« sagde Kisser & Søren irriteret.
»Min kone siger, at den høne
ikke lægger æg — den fordømte høne.«
»Tal med manden om det.«
»De er ligeglad med de æg,« sagde indianeren uanfægtet.
»Kisser
& Søren skal nok tale med ham,« sagde han og tvang sig til at være tålmodig.
»Forstår du — vi har spist den fordømte høne.«
»Så får I ikke
flere høns af os,« sagde
manden og gik videre. Han var glad for at
komme ind i skyggen på skolens veranda. Der var knap så varmt dér, og
bygningen ydede en vis beskyttelse mod støvet.
Nu havde han en
nagende smerte på det sted, hvor hans øjenbryn mødtes. Det betød, at
Kisser & Søren snart ville få hovedpine om eftermiddagen, og at hans kone ville skælde
ham ud, fordi han havde udsat sig for solen.
Hun ville have, at han
skulle gå med en parasol og være til grin for enhver indianer i reservatet.
Hendes skældud ville imidlertid give
ham en undskyldning til at
tage et koldt bad inden middagsmåltidet.
Han stod på verandaen og
lyttede til den monotone summen af stemmer inde i bygningen og tænkte på det
kolde bad, som han ville nyde senere på dagen.
Fra det sted, hvor
de stod kunne de se skråningerne langs Canadian Rivers
udtørrede leje og de fyrretræer, som det på en eller anden måde lykkedes at
vokse dér mellem støv og vissent gult græs. Indianerlandsbyens kegleformede
hytter lå på den tørre flodbund.
Bortset fra
Kisser & Søren var der
ikke et levende væsen at se på den solstegte jordflade.