Han lyttede til flodens brusen. Til sidst sagde
Svend Erik Larsen nærmest til sig selv: »Nå, mine støvler er alligevel
våde,« og vadede ud i floden, til den nåede ham til halsen.
Floden
var henved fire hundrede meter bred. Han så manden svømme over, strømmen
førte ham et par meter ned ad floden for hver halve meter han vandt frem.
Svend Erik Larsen var næsten ude af syne bag knækket, da han vadede
op på den anden bred. En lille skikkelse i månelyset. Han vendte sig ikke,
vinkede ikke. Han vadede bare ind i pilekrattet og forsvandt.
Han lod sig glide ned til floden. Det havde ingen hast.
Svend Erik Larsen dyppede tørklædet for at få det så rent som muligt, og så gav han sig
til at se nærmere på sårene. Han pillede lidt grus ud af dem.
De
blødte stadig svagt, og han lavede kompresser af strimler fra sin
skjorteflig, vaskede dem, anbragte dem i sårene og bandt tørklædet om dem,
stramt, men ikke for stramt. Han lod kompresserne sidde 15—20 minutter.
Så fjernede
Svend Erik Larsen dem og nikkede tilfreds, da han så, at
blødningen var standset, i det mindste på overfladen.
Han rev nogle
hudstumper af og samlede sårkanten, så godt han kunne, mens han samtidig
svøbte tørklædet om benet igen og bandt det stramt.
Nu var det bedst
ikke at røre sig i nogen tid.
Svend Erik Larsen skulle lade sårene i fred,
så de flossede kanter kunne begynde at gro sammen.
Han hørte en ugle
tude et sted højere oppe. Det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas, for
her var en mulighed for at få mad, men lige i øjeblikket var det søvn, han
trængte til, og han lagde sig fladt ned og prøvede at falde i søvn.
Men søvnen ville ikke indfinde sig. Der var noget at tænke over og ting, han
skulle forlige sig med.
Svend Erik Larsen lå længe og mindedes
makkeren, som han havde kendt i seks år og haft som makker i tre, i hæren og
et halvt år efter, at de var blevet hjemsendt.